Sygeplejersker og regioner fortsat uenige: - Vi har ikke de vises sten
Ifølge regionernes chefforhandler er sygeplejerskernes krav ikke realistiske.
For første gang i over syv ugers sygeplejerskestrejke mødtes Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd (DSR) onsdag morgen.
Regionerne havde indkaldt DSR til et "gensidigt orienteringsmøde" og altså ikke en reel forhandling. Men da parterne forlod mødelokalet var der slående enighed om i hvert fald én ting.
Både regionerne og DSR har svært ved at se, hvordan de nogensinde skal kunne forhandle sig til enighed.
- Man må kigge andre steder hen for at finde løsninger på det her. Og så vil jeg ikke udelukke noget, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til TV 2.
Når parterne ikke frem til en aftale, kan det ende med, at politikerne på Christiansborg griber ind. Det har regeringen indtil videre afvist.
Regioner efterspørger "realistiske bud"
Ifølge regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der er chefforhandler for regionerne, efterspurgte han under tirsdagens møde nogle "konkrete, realistiske bud" fra sygeplejerskerne på, hvordan konflikten kan løses.
- Men vi har stadig ikke fået noget svar på, hvad kravene er. Og derfor er det svært for os at se, at vi kan få en forhandlet løsning, siger han til TV 2.
Siden konfliktens start har sygeplejerskerne krævet en højere løn end den, der blev forhandlet på plads i foråret. Men ifølge Danske Regioner er deres krav slet og ret urealistisk.
Anders Kühnau har flere gange argumenteret for, at sygeplejerskernes løn forhandles som en samlet ramme, der gælder for alle offentligt ansatte, og i det puslespil er der ikke penge til at indfri kravet.
Den forklaring køber DSR dog ikke, og så længe Danske Regioner afviser at hæve lønnen, kan Grete Christensen ikke se en løsning for sig.
- Vi har ikke bare lige de vises sten og kan ikke bare lige trylle frem, hvad det er, der skal til, siger hun.
6500 strejkende til september
Den langvarige konflikt har indtil videre blandt andet betydet, at omkring 50.000 planlagte operationer og undersøgelser er blevet udskudt.
Fortsætter strejken, vil flere regioner blandt andet blive nødt til at aflyse alle planlagte operationer, som ikke er livsnødvendige.
I omegnen af 20.000 af patienterne er sendt videre til et privat tilbud i stedet.
Det var 19. juni, at knap 5000 sygeplejersker gik i strejke.
Hvis alle udvidelser når at træde i kraft, vil omkring 6500 sygeplejersker strejke fra 7. september.