Tirsdag var en historisk dag på aktiemarkedet – nu frygter nogle for konsekvenserne
Efter en sløv start på året har de danske aktier trykket på speederen de seneste måneder.
Det går godt på det danske aktiemarked.
Tirsdag satte det danske eliteindeks for aktier, C25-indekset, prisrekord for anden dag i træk, da mandagens rekordkurs blev overgået.
Det betyder, at de danske aktier aldrig har været mere værd, og årsagen er en usædvanlig kombination af medvind på verdenshavene og i medicinalindustrien.
For de fleste vil det også være godt nyt for deres pensionsopsparing, men mens rekorderne falder, frygter nogle for konsekvenserne.
- De, der virkelig scorer kassen på det her, er de rigeste, og derfor er det endnu en ting, der er med til at skubbe til uligheden. Det viser, at vi har en todelt økonomi, hvor nogle er med på den gyldne vogn, men at virkelig mange ikke er, siger Kristian Weise, der er generalsekretær for Oxfam Ibis, der kæmper mod ulighed.
Da 14 magiske måneder forsvandt
For at forstå situationen, som aktiemarkedet befinder sig i lige nu, skal vi først skrue tiden et par år tilbage:
I 2019 steg C25-indekset med godt 25 procent, og eksperterne kunne knap tro deres egne øjne.
En gammel tommelfingerregel siger, at aktier historisk set er steget med cirka 7 procent om året, og nu havde man nærmest set sådan en stigning i hvert kvartal.
Det måtte da stoppe på et tidspunkt, sagde man til hinanden, mens aktiefesten fortsatte i de første måneder af 2020. 10 procent lagde aktierne ovenpå i januar og februar, og ord kunne dårligt beskrive, hvor godt det gik.
Indtil det ikke længere gik godt.
Coronakrisen ramte, og på få uger blev hele den gevinst, man havde opbygget gennem 14 magiske måneder, barberet væk. Aktionærerne blev slået tilbage til start, og coronakrisen hang som en mørk sky over pengemarkederne.
Men mens ledigheden endnu steg, og økonomierne over hele verden stadig faldt, vendte aktiemarkederne rundt.
På rekordtid indhentede man de tab, som coronakrisen havde forårsaget, og ved udgangen af 2020 var det danske aktieindeks næsten 70 procent højere end to år tidligere.
En usikker verden
Derfra skete der dog noget: Himmelflugten tabte fart.
Fra januar til april gik dagene som på et løbebånd. Der var masser af bevægelse, men ingen rigtig fremdrift.
Først i april kom der for alvor igen fart på de danske aktier, der siden er steget med cirka 14 procent.
- Vi haltede lidt efter i starten af året, men hen over sommeren kom Delta-varianten, og man vidste ikke rigtig, hvilken vej det hele skulle gå, siger Michael Friis Jørgensen, der er aktiechef for HC Andersen Capital, til TV 2.
- Når verden er usikker, er det danske marked ikke det værste sted at have placeret sine penge, lyder det videre.
Kort fortalt har det danske aktiemarked klaret sig særdeles godt de seneste måneder, fordi mange af de største danske virksomheder arbejder med medicin og medicinaludstyr, som man ikke kan undvære, selvom økonomien er i krise, og forbrugerne skal spænde livremmen ind.
Samtidig har transportgiganterne DSV Panalpina og AP Møller - Mærsk i øjeblikket medvind på de store verdenshave, fordi der globalt set er mangel på containere og skibe, der kan fragte varer fra produktionen i øst til forbrugerne i vest.
Dermed får de danske aktier i øjeblikket både gavn af, at investorerne er lidt usikre på fremtiden og derfor køber mere sikre medicinalaktier, samtidig med at den globale handel har så meget fart på, at DSV og Mærsk leverer rekordoverskud.
- Danske aktier har det bedst, når optimismen er i femte gear. I første kvartal var vi i sjette gear, og der kunne de danske aktier ikke følge med, fordi vi ikke har så mange af de meget konjunkturfølsomme aktier, siger Henrik Henriksen, der er investeringschef i pensionsselskabet Velliv.
Forskellen på et par tusinde og et par millioner
Lars Andersen, der er direktør for Arbejderbevægelsen Erhvervsråd, glæder sig også over aktierekorderne.
De er nemlig udtryk for, at der er gang i økonomien, og at virksomhederne klarer sig godt.
Men samtidig mener han ikke, at gevinster på aktiemarkedet bliver beskattet hårdt nok. Som satserne er i dag, bliver man beskattet med 27 procent for de første 55.300 kroner, man tjener på aktiemarkedet, og 42 procent for alt derover.
Tidligere har beskatningsprocenten været oppe på 45, og det burde man hæve den til igen, mener Lars Andersen.
- En nogenlunde parallel mellem beskatningen af lønindkomst og kapitalindkomst er rimelig, synes vi. Også fordi aktierne, der ikke er i folks pensionsopsparing, er koncentreret hos de allerrigeste, siger Lars Andersen.
Kristian Weise fra Oxfam Ibis medgiver, at aktiemarkedet i princippet er mere åbent og lettere at give sig i kast med end for eksempel boligmarkedet. Men samtidig skal man huske på, at en aktiefest rammer forskelligt, alt efter om man har aktier for 25.000 kroner eller 2,5 millioner.
- Når man ser på, hvem der har aktier, har mange måske for et par tusinde kroner eller mellem 25.000 og 50.000 kroner. Men den rigeste del har typisk aktier for flere millioner, siger Kristian Weise.
At aktiekurserne stiger er et udtryk for, at det går godt for virksomhederne. Det er vel også til gavn for dem, der ikke har nogen stor aktiebeholdning?
- Jeg har ikke noget ønske om, at aktierne skal klare sig dårligere eller blive mindre værd. Men pointen er, at det ikke er alle, der er ombord på det her tog, og det skal vi være opmærksom på, siger Kristian Weise.