Business

Danske forbrugere kan snart blive ramt af produktionsstop

Resultatet kan blive manglende varer, stigende priser og en julehandel, der lider under begge dele.

Det er næsten som med teorien om, at en sommerfugls bask med vingerne i Herning kan udløse en orkan i Houston.

Et smitteudbrud opstår på en fabrik i Kina. Bask.

Et skib sætter sig på tværs i Suez-kanalen. Bask.

En container bliver dyrere at laste i Shanghai. Bask.

Pludselig mangler der varer i Danmark, og dem, der faktisk sælges, er blevet dyrere.

Vores bekymring går både på Black Friday og den kommende julehandel

Jesper Boysen, administrerende direktør i Power

Torsdag kunne den danske shippinggigant DSV Panalpina præsentere et halvårsregnskab, hvor overskuddet lå på knap fem milliarder kroner efter de første seks måneder.

På overfladen kan det lyde positivt, men for de danske forbrugere kan det snart blive et problem.

Bølgeskvulp på verdenshavene

Kort fortalt er forklaringen denne:

Coronakrisen har gjort produktionen i Fjernøsten, hvor en stor del af de varer, der sælges og forbruges i Vesten fremstilles, besværlig. Større og mindre smitteudbrud har midlertidigt lukket fabrikker ned og fået produktionsbåndene til at stå stille.

Samtidig har både danskerne og forbrugerne i mange andre lande shoppet som aldrig før, fordi vi har siddet derhjemme og kedet os under nedlukningerne.

Det har øget trykket på den globale shippingindustri, der ikke uden videre har kunnet hæve kapaciteten, og derfor har hævet prisen i stedet.

Det såkaldte SCFI-indeks – der groft sagt viser prisen på at sejle én 20-fodscontainer fra havnen i Shanghai ud i verden – lå fra 2017 og indtil sidste sommer nogenlunde stabilt på 1000 dollars. I øjeblikket er prisen fire gange så høj.

Det er den prisstigning, der har givet shippingselskaber som DSV Panalpina og Mærsk milliardoverskud. Men det er også en prisstigning, der kan komme til at ramme forbrugerne, fortæller Jesper Boysen, der er administrerende direktør for elektronikkæden Power.

- Containerpriserne er steget ret voldsomt, og det har en vis indflydelse på, hvad vi skal betale for varerne. Vi har været dygtige til at købe ind i foråret, men det begynder at slippe op i løbet af det efterår, vi er på vej ind i, siger Jesper Boysen til TV 2.

Dertil kommer skibet Ever Given, der seks dage i marts blokerede shippingindustriens hovedpulsåre, Suez-kanalen.

Containerskibet har netop lagt til kaj i Rotterdam, men blokaden giver fortsat bølgeskvulp i resten af fragtbranchen.

Den nærmest perfekte storm

Som fagchef for transport og infrastruktur hos Dansk Erhverv har Jesper Højte Stenbæk fulgt situationen tæt.

Han kalder kombinationen af diverse begivenheder og sammentræf for ”den nærmest perfekte storm”, men understreger samtidig, at der er tale om et midlertidigt problem.

- Der er en pukkel, vi skal over, før vi kan få det her normaliseret. Konjunkturudsving er normalt i den her branche, og det kan virksomhederne godt håndtere. Men den nuværende pukkel har været større end normalt, siger Jesper Højte Stenbæk til TV 2.

En leverandør vil helt naturligt prioritere de lidt dyrere varer

Jesper Boysen, administrerende direktør i Power

Hos legetøjsgiganterne Hasbro og Mattel har man allerede gjort klar til at hæve priserne for at omgå de ekstra udgifter, der er forbundet med fragten i øjeblikket.

Firmaet MGA, der står bag de populære L.O.L.-dukker har også allerede hævet priserne på nogle af deres varer, skriver Wall Street Journal. Dukker, der før kostede 10 dollars, står nu til 12, og var prisen tidligere 29, stiger den nu til 35 dollars.

En lille chip med et stort problem

Indtil nu har Power kunnet omgå fragtpriserne ved at opkøbe overskudslagre i Europa. Men den taktik holder ikke for evigt, erkender Jesper Boysen.

- Vi går et meget usikkert efterår i møde, og vores bekymring går faktisk både på Black Friday og den kommende julehandel. Usikkerheden er stor i forhold til at få varerne frem til tiden, og det gælder faktisk i hele vores branche, siger direktøren.

Han frygter ikke, at markedet for eksempelvis vaskemaskiner pludselig er fuldstændig tømt. Men det er ikke sikkert, at man kan få lige præcis den model, man ønsker sig.

- En vaskemaskine har de samme mål, uanset om den sælges for 3000 eller 7000 kroner. Så en leverandør vil helt naturligt prioritere de lidt dyrere varer, siger Jesper Boysen.

For elektronikprodukter, som dem Power sælger, er der også et helt andet problem. De såkaldte microchips, der bruges i alt fra mobiltelefoner til biler, har leveringsproblemer og en enorm efterspørgsel, der har presset priserne op.

Køber man en ny bil, betyder det ikke det store for prisen, men køber man et mindre, billigere produkt kan det godt have en betydning, siger Power-chefen.

Måske ikke kundernes problem

Både Jesper Højte Stenbæk, fra Dansk Erhverv, og Jesper Boysen forventer, at situationen vil blive mere normal i løbet af foråret 2022.

Samtidig understreger Jesper Boysen, at det slet ikke er sikkert, at udsigterne for efteråret bliver helt lige så mørke, som de ser ud lige nu. Dels er det et problem, alle ønsker at løse, og dels kan det være, at regningen ikke ender hos forbrugerne, fortæller han:

- Leverandørerne har tænkt sig at komme med prisstigninger, men der er en forskel på, hvad vi betaler for varerne, og hvad vi så sælger dem til bagefter. Inden for vores branche er konkurrencen mellem kæderne ret effektiv.