EM fodbold

Da Mæhle samlede t-shirt op fra banen i Baku, fik det stor betydning i Bramming

Mens de officielle landsholdstrøjer er revet væk, har en vestjysk trykkeriforretning skabt en succes.

Det danske fodboldlandsholds sejr i Baku er smittet af på en butik i vestjyske Bramming.

Ejeren, Jesper Dejlov Andersen, har nemlig fået en god idé, som særligt en dansk landsholdsspiller har pustet ild i.

- Jeg arbejder i døgndrift, siger Jesper Dejlov Andersen, mens en trykkemaskine bag ham laver en rød-hvid t-shirt.

På maven af den står det, der er blevet et uofficielt slogan for det danske landsholds 2021-slutrunde:

- Vi skal ikke hjem... Vi skal videre!

Simon Kjær-trøjen, der forsvandt

Jesper Dejlov Andersens succes begyndte med et tyveri i Amsterdam.

Der var hans lillebror en af de danske fodboldfans, der var rejst til Holland for at støtte landsholdet. Stadion kogte, og han tog sin Simon Kjær-trøje af og lagde den på sædet foran. Et uopmærksomt øjeblik senere var trøjen forsvundet.

Så da broren en uge senere skulle til endnu en EM-kamp i Aserbajdsjan, manglede han sin rød-hvide uniform, og de officielle landsholdstrøjer var støvsuget fra butikshylderne.

Og det er her Jesper Dejlov Andersen kommer ind i billedet. Han ejer nemlig en butik i Vestjylland, der trykker på tøj, og han fik lavet rød-hvide trøjer til sin bror og 399 andre fans.

Det er ekstremt fedt at se, at vi kan kæmpe videre

Jesper Dejlov Andersen

Broren pakkede trøjen ned i kufferten og satte kurs mod Baku, hvor Danmark endnu en gang vandt. Han fejrede det ved at tage T-shirten af, svinge den over hovedet og kaste den ned på grønsværen.

Der blev den samlet op af manden, der for alvor har sat skub i trykkeriforretningen i Bramming: Joakim Mæhle.

En ordre hvert andet minut

For da Mæhle og resten af det danske hold havde vundet 2-1 over Tjekkiet, tog han trøjen på, og øjeblikket blev fanget af fotograferne.

Billedet blev delt af danske og udenlandske medier samt på de sociale medier – blandt andet af Joakim Mæhle, der allerede efter sejren mod Rusland tweetede trøjens budskab.

Siden sejren i Baku har trykkemaskinen ikke stået stille. Jesper Dejlov Andersen vurderer, at han får en ordre hvert andet minut.

- Ordrene tikker konstant ind, så jeg pakker på livet løs, siger han.

Gammel replik, ny betydning

Sloganet "Vi skal ikke hjem, vi skal videre" kan Jesper Dejlov Andersen dog ikke tage kredit for at have fundet på.

Det har rødder fra noget på cirka samme danskhedsniveau som landsholdet: Olsen-Banden.

I filmen 'Olsen-Banden i Jylland' fra 1971 er det en rasende Egon Olsen, som nægter at indstille en skattejagt og siger replikken.

Jesper Dejlov Andersen tror, at Egon Olsens ord har ramt noget særligt i danske fodboldfans, fordi slutrunden begyndte brutalt, da Christian Eriksen faldt om på banen med hjertestop.

- Efter episoden med Eriksen i den første kamp rejser hårene på mig, når jeg hører nationalmelodien. På den baggrund er det ekstremt fedt at se, at vi kan kæmpe videre, for vi er vikinger, siger han.

Jesper Dejlov Andersen erkender, at der en risiko for, at det går galt for de danske vikinger på onsdag, når de møder det engelske landshold.

Men han tror mest af alt på en sejr. Så forhåbentlig er trykkemaskinen i Bramming stadig i gang, efter slutfløjtet er lydt.