Business

Petter Stordalen har tabt tre milliarder på krisen, men nu åbner han sit drømmehotel i København

For den norske rejse- og hotelkonge Petter Stordalen var coronakrisen den perfekte storm. Nu satser han på at danse i regnen.

Når Petter Stordalen taler, slår han gerne sine arme helt ud, så han nærmest får form som et fly. Ellers lader han sine hænder fare rundt i samme høje tempo som strømmen af de ord, der kommer ud af hans mund.

Og det er ikke kun bogstaveligt talt, at han har store armbevægelser.

Torsdag åbner Petter Stordalen sin nyeste milliardsatsning, et konference- og kongreshotel med 600 værelser og udsigt over Københavns Lufthavn.

Åbningen kommer midt i den dyreste tid nogensinde for rejse- og hotelbranchen, og for få har pandemien haft så direkte indvirkning som for Petter Stordalen.

Jeg kan nok godt tabe nogle milliarder til, før det bliver et alvorligt problem for mig

Petter Stordalen

Han købte rejseselskabet Spies, lige inden hele verden lukkede ned. Hans prestigehotel, Villa Copenhagen ved Københavns Hovedbanegård, åbnede midt i pandemien. Og når den samlede regning skal gøres op, lander den på omkring tre milliarder norske kroner.

Indtil videre.

Alligevel smiler Petter Stordalen fra øre til øre, da TV 2 møder ham:

- Hvem tæller de tabte slag på sejrens dag?

Petter Anker Stordalen

  • Født 29. november 1962 i Porsgrunn syd for Oslo.
  • Ejer koncernen Strawberry Group, der består af en lang række underselskaber.
  • Stordalen ejer en lille håndfuld hoteller i Danmark. Ud over Comfort Hotel Copenhagen Airport er det Villa Copenhagen ved Københavns Hovedbanegård, Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Vesterbro.
  • Tidligere på året solgte Stordalen luksushotellet Skt. Petri i København for cirka en milliard danske kroner ifølge erhvervsmediet Dagens Næringsliv.
  • I årsrapporten for Stordalens koncern fra 2018 kan man læse, at der var 14.000 ansatte på tværs af forretningsomårderne.

Drømmehotellet

Historien om norske Petter Anker Stordalen kan begynde mange steder.

Nogle vil nok starte med hans uofficielle titel som Norge bedste jordbærsælger, da han var 12 år. Andre vil måske indlede med, at han som 19-årig sagde nej til at gå i sin fars fodspor og overtage det supermarked, der ellers bare lå og ventede på ham.

I Norge er han kendt som excentrisk milliardær og hotelmagnat, der forsøgte at få folk til at spise mere klimavenligt, mens han selv fløj rundt i sit privatfly til 200 millioner kroner. Og i Danmark hænger hans navn uvægerligt sammen med det dannebrogsjakkesæt, han havde iklædt sig på et pressemøde i 2016.

Petter Stordalen var iklædt en dannebrogsblazer i 2016, da han præsenterede Villa Copenhagen-projektet.

Når Petter Stordalen selv skal fortælle om Comfort Hotel Copenhagen Airport, som det nye hotel ved lufthavnen hedder, har han svært ved at komme uden om 2011.

Efter succes i både Sverige og Norge brændte han sig gevaldigt på hotelmarkedet i Danmark, og gennem en årrække og finanskrisen blødte Stordalens hoteller store summer. Til sidst måtte Stordalen opgive, æde sine tab og forlade Danmark.

- Jeg trak mig ud af Danmark, fordi jeg havde haft store tab. Men samme dag som jeg tog til lufthavnen, tænkte jeg, at jeg skulle tilbage. Min drøm var hele tiden lufthavnen. Og nu står vi her! siger Petter Stordalen, da TV 2 møder ham i skybaren på det nye hotel.

En dyr krise

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der var rekordfå hotelovernatninger i Danmark sidste år.

Og sammenligner man de tre første måneder af 2021 med de samme måneder året inden, står problemet lysende klart: For hver hotelovernatning der blev booket i 2021, blev der booket tre sidste år.

For samtlige luftfartsselskaber har coronakrisen været en historisk dyr omgang, og for Københavns Lufthavn er et milliardoverskud blevet erstattet af et dundrende underskud.

Også for Stordalen, der har bygget et helt imperium op om rejser og hoteller, har krisen kunnet mærkes.

I 2018 opgjorde erhvervsmagasinet Forbes hans formue til at være omkring 1,8 milliarder dollars – cirka 12 milliarder danske kroner. I dag vurderer Forbes, at Stordalen er god for cirka otte milliarder danske kroner.

Alligevel beskriver Stordalen sig selv som optimist:

- Krisen er blevet meget dybere og meget længere, end nogen havde troet. Vi fik nærmest forbud mod at drive vores forretning. Men jeg var meget stærk økonomisk før krisen, så jeg kan nok godt tabe nogle milliarder til, før det bliver et alvorligt problem for mig.

Stordalen i dilemma

I 2017 underholdt og chokerede Petter Stordalen 3000 af sine ansatte til et medarbejdermøde med et trick, der var taget direkte ud af Harry Houdinis manual.

"Chinese Water Torture Cell" kaldes tricket og går kort fortalt ud på, at man bindes fast på hænder og fødder og derefter bliver sænket ned i et fyldt vandkammer. Som forberedelse havde Stordalen trænet i flere måneder for at kunne holde vejret i op til fire minutter, så han kunne udføre tricket.

Da han havde gjort det, brød hele salen ud i klapsalver, og stuntet blev vidt og bredt omtalt i de norske medier. Petter Stordalen havde nok en gang bevist sig som en alt andet end ordinær topchef.

Han har tidligere fortalt, at han bruger sin karakter og energiske fremtoning til at skabe støj i mediebilledet. Ingen gider at høre om en kedelig tale til en hotelåbning, men at han i 2012 rappellede 57 meter ned af et af sine hoteller i Stockholm er nærmest blevet brændt ind i fortællingen om Stordalen og hans vilde projekter.

På mange måder kan coronakrisen dog vise sig at blive det vildeste stunt, milliardæren endnu har udført. Hans selskaber taber penge på samtlige flanker. Han kalder det selv den perfekte storm og har nu i 15 måneder stået i et dilemma:

Skal han forsøge at holde vejret gennem krisen? Eller skal han prøve at danse i regnen?

Med åbningen af Comfort Hotel Copenhagen Airport har han vist sin hånd.