Business

Apple fordobler indtjening med stærkt iPhone-salg

Apples salgstal har i andet kvartal af selskabets regnskabsår overgået forventningerne på alle parametre.

Apples salg og indtjening har i det forgangne kvartal overgået alle forventninger.

Årsagen er blandt andet stærkt salg i Kina, mens kunder samtidig er fortsat med at købe bærbare computere og opgradere til nye 5G-iPhones.

I andet kvartal af Apples regnskabsår, der sluttede 27. marts, voksede selskabets indtjening således til 23,6 milliarder dollar.

Det svarer til knap 145 milliarder kroner og er mere end en fordobling af resultatet i samme periode sidste år.

Samtidig steg selskabets omsætning med 54 procent i forhold til sidste år til 89,6 milliarder dollar eller godt 549 milliarder kroner. Det er Apples bedste resultat i andet kvartal nogensinde.

Stort salg af iPhones

Apples salgstal har i perioden overgået analytikernes forventninger i alle kategorier. Særligt salget af iPhones skiller sig ud, da Apple har solgt telefoner for næsten 40 milliarder kroner mere end forudset.

Salget af Mac-computere har også været næsten 33 procent højere end forventet.

Resultatet er blevet skabt midt i en global mangel på computerchips også kaldet halvledere, der er kritiske komponenter i rigtig mange elektroniske enheder.

Men det har altså ikke påvirket Apple, der er kendt for at have godt styr på sine forsyningskæder.

Det oplyser selskabets direktør, Tim Cook.

Apple advarer dog om, at manglen på halvledere kan koste selskabet mellem tre og fire milliarder dollar i tredje kvartal.

Vækst i USA

Tim Cook tilføjer, at han ud fra Apples salgstal ser tegnene på, at en økonomisk genopretning er på vej i USA.

- Alle indikationer, som jeg ser, er yderst positive for den amerikanske økonomi, siger han onsdag.

Apple har modsat mange andre virksomheder stortrivedes under coronapandemien, da hjemsendte forbrugere har købt masser af elektronik og tilmeldt sig diverse abonnementer på alt fra fitness til musik.

Tim Cook oplyser, at Apple nu har 660 millioner betalende brugere på sine platforme som Apple TV+ og Apple Music.

Det er en stigning på 40 millioner i forhold til første kvartal.

Apple er for nylig også begyndt at tilbyde abonnementer på træningsappen Apple Fitness+.