Coronavirus

I dag åbner storcentrene, men det kan være begyndelsen på enden for dem, mener ekspert

Centerdirektøren i Field's er derimod meget fortrøstningsfuld og regner med, at centeret er endnu større om fem år.

Nok er onsdag en glædelig dag for landets storcentre, der endelig får lov at slå dørene op igen efter flere måneders nedlukning.

Men generelt ser fremtiden ikke lys ud for Magasin, Rødovre Centrum og alle de andre, mener ekspert i forbrugeradfærd Nicolai Broby Eckert, der er partner ved konsulenthuset Simon-Kucher & Partners.

- Om fem til ti år vil det se helt anderledes ud for storcentre. Der vil være langt færre af dem, og de, der er tilbage, vil være indrettet anderledes, siger han til TV 2.

Ifølge Nicolai Broby Eckert er det særligt den stigende onlinehandel, der truer storcentrenes eksistens.

Ændrede forbrugsmønster

Det seneste år har onlinehandlen sat rekord, og ifølge Dansk Erhverv er forventningen, at væksten vil fortsætte med 25 procent de næste tre år.

Der er derfor tale om en permanent ændring i danskernes forbrugsmønster og ikke kun en konsekvens af coronakrisen, mener Nicolai Broby Eckert.

- Naturligvis vil der ske et skifte, hvor flere vender tilbage de fysiske butikker, når de åbner, men det vil langtfra være alle, siger han.

Der vil altid være behov for fysiske butikker, og jeg tror faktisk kun, at Field's er endnu større om fem år

Thomas Thomsen, centerdirektør i Field's

Ifølge forbrugereksperten truer udviklingen særligt storcentre, fordi de butikker, der ligger i storcentre, ofte er kædebutikker, og de er meget langt fremme på onlinedelen.

Det er dog ikke alle, der er enig i den udlægning.

- Der vil altid være behov for fysiske butikker

Thomas Thomsen er centerdirektør i Danmarks største shoppingcenter, Field's. Han glæder sig over, at kunderne endelig kan besøge centeret igen, og er desuden meget fortrøstningsfuld omkring fremtiden.

- Der vil altid være behov for fysiske butikker, og jeg tror faktisk kun, at Field's er endnu større om fem år, siger han til TV 2.

Ifølge centerdirektøren handler det om at udnytte de muligheder, onlineshopping giver, frem for at se begrænsninger. Han mener nemlig, at de fysiske butikker kun bliver styrket af at være godt kørende på onlinehandel også.

Økonomisk kunne Field's dog godt klare sig bedre.

I februar kunne franske Klépierre, ejeren bag Field's og mange andre butikscentre i Europa, nemlig præsentere et blodrødt regnskab for 2020.

Også storcenteret Magasin fik det største underskud i ti år.

Thomas Thomsen anerkender tallene og fortæller, at coronakrisen naturligvis har sat sine spor, men at storcenteret nok skal komme stærkt tilbage.

Skal tænke i nye baner

Trods centerdirektørens optimisme er der ingen tvivl at spore hos Nicolai Broby Eckert: Hvis storcentrene skal overleve, bliver det i en anden form end nu.

- Man er nødt til at tænke i andre baner for at overleve. Faktisk ser vi allerede en udvikling mod færre store butikker og flere mindre showrooms, siger han.

Her peger Nicolai Broby Eckert eksempelvis på store bilproducenter som Tesla og Volvo. Også Ikea har besluttet sig for at åbne et showroom i Stockholm frem for en ny stor butik.

Ifølge Thomas Thomsen fejler kreativiteten hos Field's dog intet.

- Vi har for længst fundet ud af, at det ikke er nok med et center kun med tøjbutikker. Netop derfor tilbyder vi noget mere med biograf, restauranter, trampolinpark og padeltennisbaner, siger han.

Meget af det kan danskerne gøre brug af fra onsdag, hvor storcentre, restauranter og barer igen for lov at åbne. Læs mere om genåbningen her.