Business

Vogelzang skulle vaske Danske Banks tavle ren - nu er han selv færdig

Den nye topdirektør Carsten Egeriis bliver den sjette siden 2012. I bunden af artiklen kan du se en liste over de mange direktører gennem tiden.

Siden 2019 har Chris Vogelzang stået i spidsen for at omstille Danske Bank, der har lidt alvorlige knæk som følge af hvidvaskskandaler.

Men nu har den tidligere topchef fratrådt stillingen, fordi han selv er mistænkt for mulige lovovertrædelser.

Ifølge Danske Bank er Chris Vogelzang udpeget som en af tre mistænkte i de hollandske myndigheders undersøgelse af potentielle overtrædelser af hvidvasklovgivningen i banken Abn Amro, hvor Vogelzang var en del af den øverste ledelse fra 2009-2017.

Meldingen kommer bag på Mikkel Emil Jensen, som er aktieanalytiker i Sydbank.

- Det havde jeg på ingen måde forventet ville ske. Danske Bank er i fuld gang med en strategisk omstilling, men også omstillingen fra deres egen hvidvasksag, og der har Chris Vogelzang været frontløber. Jeg havde regnet med, at han skulle føre det til ende, siger han til TV 2.

Bestyrelsen i Danske Bank har besluttet, at Carsten Egeriis, tidligere risikochef i banken, fremover skal svinge taktstokken. Han bliver den sjette direktør siden 2012.

Blå bog: Chris Vogelzang

  • Født 28. november 1962.
  • Uddannet økonom fra Rijksuniversiteit Groningen i 1987.
  • Arbejdede fra 1988 til 2000 i Shell.
  • Fra 2000 til slutningen af 2016 bestred han forskellige poster i Abn Amro, der er én af Hollands tre største banker.
  • Mellem sin tid i Abn Amro og Danske Bank var Vogelzang rådgiver i Boston Consulting Group og Blackstone.

En meget skidt sag

Selvom Chris Vogelzang hverken er sigtet eller dømt endnu, er det en meget skidt sag for banken, mener Simon Richard Nielsen, som er chefredaktør på Euroinvestor.

- Det ser ikke så heldigt ud, at Vogelzang nu selv ryger på en hvidvasksag, i og med han blev hentet til banken for at rydde op i hvidvaskskandalerne, siger han til TV 2.

Chris Vogelzang blev ansat i juni 2019 ovenpå hvidvaskskandalen i Estland, der krævede hans forgængers afgang og satte gang i en stor strategiomvæltning i banken.

Siden har Danske Bank investeret mange milliarder i forebyggelse af hvidvask og kæmpet for at genopbygge tilliden til myndighederne, politikerne og danskerne.

Den tillid lider nu endnu et knæk, mener Simon Richard Nielsen.

- Det bliver spændende at se, hvad der sker nu. Danske Bank har en vigtig rolle i samfundet, og det er afgørende, at der er tillid til topchefen, siger chefredaktøren.

Med sig ud af døren får Chris Vogelzang 18 måneders løn fra Danske Bank. Det bekræfter Danske Banks pressechef over for TV 2. Ifølge bankens seneste årsrapport, fik Vogelzang en grundløn på 15 millioner kroner i 2020.

Bestyrelsesmedlem stopper også

Det er ikke kun Chris Vogelzang, der mandag har måttet forlade jobbet i Danske Bank.

Også Gerrit Zalm, som er tidligere finansminister i Holland og direktør i Abn Ambro, har trukket sig fra sin bestyrelsespost i Danske Bank.

Ifølge pressemeddelelsen fra den hollandske anklagemyndighed er man ved at undersøge tre personer, herunder Chris Vogelzang, men om Zalm også er én af dem fremgår ikke.

Gerrit Zalm var administrerende direktør for Abn Amro fra 2009 til 2017, og da han ønskede at stoppe, blev Chris Vogelzang nævnt som en oplagt efterfølger. Det blev dog afvist af hollandske politikere. Den hollandske stat er ejer af Abn Amro.

I foråret 2019 blev Gerrit Zalm valgt ind i Danske Banks bestyrelse, hvor han blev en del af bankens nomineringsudvalg.

Et nomineringsudvalg har blandt andet til opgave at udpege mulige kandidater til bestyrelses- og direktionsposter, og kort efter at Gerrit Zalm var blevet en del af Danske Bank, blev Chris Vogelzang headhuntet til posten som øverste chef.

Nu, små to år efter, er de begge ude i kulden.

En dansker i spidsen

Den nye mand i spidsen for Danmarks største bank, 44-årige Carsten Egeriis, har været ansat i Danske Bank siden 2017 og er en del af bankens danske direktion. Han er desuden formand for Finans Danmark.

Ifølge erhvervskommentator Henrik Ørholst er den nye direktør den rigtige til posten.

- Det er træls, at Danske Bank skal have endnu en ny direktør, men ud fra alder og baggrund virker han som et godt valg. Og så er det et plus, at han er dansker, siger Henrik Ørholst til TV 2.

Ifølge ham bliver den største opgave for Carsten Egeriis at fortsætte arbejdet med at genvinde tilliden til banken.

Før Carsten Egeriis officielt kan blive ansat som administrerende direktør, skal hans godkendes af Finanstilsynet.

Det er sket én gang før, at Danske Banks kandidat ikke blev godkendt, nemlig I 2018 hvor den dengang 40-årige Jacob Aarup-Andersen blev afvist, fordi han ikke havde erfaring nok.

Erhvervskommentatoren forventer dog, at Carsten Egeriis bliver godkendt senere i dag.

Danske Banks topchefer siden 2012

  1. 1998-2012: Peter Straarup

    Peter Staarup var øverste mand gennem Finanskrisen, men i 2012 gik han på pension efter 14 år i spidsen for Danske Bank

  2. 2012-2013: Eivind Kolding

    Eivind Kolding tog over efter Staarup, men blev fyret halvandet år senere. Bestyrelsen ønskede ”en administrerende direktør med dybere bankkompetencer”, lød begrundelsen

  3. 2013-2018: Thomas Borgen

    Norske Thomas F. Borgen blev sat til at afløse Eivind Kolding, men i 2018 måtte også han fratræde. Den direkte årsag var den store hvidvasksag i Estland.

  4. 2018-2019: Jesper Nielsen

    Jesper Nielsen overtog midlertidigt Borgens job, men allerede året efter blev han selv sparket ud. Årsagen var den såkaldte Flexinvest Fri-sag, hvor 87.000 kunder betalte for høje gebyr.

  5. 2019-2021: Chris Vogelzang

    Chris Vogelzang blev hentet til banken fra Holland som manden, der skulle rydde op i resten af Danske Banks hvidvasksag. To år senere blev han fyret på grund af en anden hvidvasksag

  6. 2021-: Carsten Egeriis

    Carsten Egeriis er ny topchef i Danske Bank, den sjette af slagsen siden 2012. Han mangler formelt at blive godkendt af Finanstilsynet

  7. *2018: Direktøren der aldrig var

    I kølvandet på Thomas Borgens exit, blev Jacob Aarup-Andersen udpeget som oplagt arvtager. Men Finanstilsynet ville ikke godkende den dengang 40-årige som topchef, og han er i dag direktør i ISS.