Danskernes rejselyst skyder i vejret - se de 10 mest populære destinationer

Blandt danskernes ti mest foretrukne rejsemål lige nu ligger blandt andet Spanien, Grækenland og Thailand.

Efter lang tids dvale er danskernes rejselyst igen brudt ud i lys lue.

Tirsdag indgik Folketinget en aftale, som skal udfase rejserestriktionerne i fire trin fra 21. april og frem mod sommeren.

Planen lægger blandt andet op til, at færdigvaccinerede danskere fra 1. maj vil kunne rejse frit ind og ud af landet uden krav om test eller isolation. Og fra 26. juni er planen, at alle danskere med coronapas kan rejse på ferie i hele Europa.

Ifølge tal fra den danske rejsesøgemaskine Momondo fik det allerede tirsdag danskernes søgninger på internationale flyrejser med afgang efter 1. maj til at stige med cirka 50 procent sammenlignet med samme dag sidste uge.

Og ifølge Per Christiansen, der er Momondos danske talsperson, viser det tydeligt, at danskerne har ventet spændt på en genåbning.

- Den nye plan sætter konkrete datoer for rejsegenåbningen. Det gør det nemmere at planlægge efter, og det kan vi allerede nu se i søgningerne på Momondo, siger han.

- Det har været ganske kaotisk

Hos rejseselskabet Spies Rejser har telefonen onsdagen igennem været rødglødende. Det fortæller administrerende direktør Jan Vendelbo.

- Det har været ganske kaotisk med en del lange ventetider på telefonerne. Der er en rigtig stor rejselyst, for folk har jo ventet længe på en afklaring, så det bliver en ganske god salgsdag, fortæller han.

Og selvom der stadig er lang vej igen, tyder det ifølge direktøren på, at den hårdt prøvede rejsebranche går mod bedre tider.

- Hele den her pandemi har jo virkelig været dybe dale og sorte stunder, men vi føler lidt nu, at vi nærmer os lyset. Det føles jo godt, fortæller han.

Sydens sol er særligt populær

Ifølge Momondos tal er det særligt sydens sol og varme, der trækker i danskerne.

På listen over de mest populære søgninger lige nu finder man nemlig både Palma de Mallorca i Spanien, Bangkok i Thailand og Grækenlands hovedstad Athen i toppen.

Og det billede kan Jan Vendelbo sagtens genkende fra sine egne kunder.

- Det, som er absolut mest efterspurgt, er græske øer som Rhodos og Kreta, men selvfølgelig også Mallorca og Cypern. Vi begynder også at se flere bookinger til Thailand, og så har Maldiverne faktisk overrasket positivt, fortæller han.