Cheføkonom advarer mod for hurtig genåbning
Mange danskerne står klar til at bruge flere penge end de plejer, så snart restriktionerne fjernes. Det kan kickstarte økonomien.
Når partilederne i øjeblikket forhandler om, hvordan Danmark over de kommende uger og måneder skal genåbne, har deres valg en meget direkte effekt på økonomien.
Så snart restriktionerne fjernes, står en stor del af danskerne nemlig klar til at svinge dankortet mere end de plejer og dermed sende flere penge ud samfundet. Det viser en rundspørge, Voxmeter har foretaget for Arbejdernes Landsbank.
- Danskernes forbrug kommer til at være som køer, der kommer på græs, når restriktionerne bliver ophævet. Vi kommer ikke til at se et permanent løft i forbruget, men der vil være en ketchupeffekt, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Han fremhæver, at problemet ikke er danskerne lyst til at bruge penge – men derimod deres mulighed for det.
Med respekt for pandemien
På mange måder kører den danske økonomi med nedsat fart.
I mere end tre måneder har restriktioner sat begrænsninger for, hvor danskerne kan spise, hvor de kan handle, og hvad de kan lave. For en måned siden opgjorde Danmarks Statistik den samlede økonomi til at være skrumpet med 3,3 procent i 2020, når man målte på bruttonationalprodukt, bnp.
Det er det største fald siden finanskrisens værste år.
I sidste uge omtalte blandt andre mediet Finans et nyt dokument fra Finansministeriet, hvor det blev anslået, at de aktuelle restriktioner skærer omtrent ti milliarder kroner af Danmarks bnp hver måned. Særligt i forhold til restauranter, caféer og i detailhandlen – navnlig storcentre – går den danske økonomi glip af et milliardbeløb hver måned, viste opgørelsen.
Derfor kan det virke besnærende at lade danskernes forbrugslyst kickstarte den skrantende økonomi ved at fjerne en masse restriktioner hurtigst muligt. Men det advarer Jeppe Juul Borre mod.
Selv hvis man kun tager hensyn til økonomien i forbindelse med genåbningen, kan det simpelthen komme til at gå for stærkt, mener cheføkonomen.
- Ud fra tallene her kan man fristes til at tro, at vi bare skal åbne alt, for så sætter danskerne gang i forbruget. Men det vil være risikabelt, for man risikerer nye smitteudbrud, der kan føre til en ny nedlukning. Derfor er det ikke nødvendigvis bare den rette beslutning at åbne op for det hele med det samme, siger Jeppe Juul Borre.
Han forventer, at den forbrugsmæssige ketchupeffekt kommer uanset om restriktionerne bliver fjernet lige om lidt eller først om to måneder. I princippet vil det være bedst at få hjulene til at køre på fuld kraft hurtigst muligt, men prisen for en potentiel ny nedlukning kan vise sig at være større end fordelene:
- Der er et økonomisk boost og en gevinst forbundet med genåbningen, men det skal ske med respekt for den pandemi, vi befinder os i. Man er nødt til at have øje for de risici, der er, og man er nødt til at holde balancen, så man ikke får åbnet for hurtigt op.
Den perfekte storm
Rundspørgen fra Voxmeter viser, at omtrent 40 procent af danskerne forventer at bruge flere penge på ting som forlystelsesparker, biografer samt restaurant- og cafébesøg, når restriktionerne fjernes.
Men kun for meget få vil der være tale om et varigt løft i forbruget.
Alligevel skal man ikke undervurdere, hvor vigtigt det er, hvis danskernes forbruger stiger på bagkant af coronakrisen. Blandt økonomer er en ofte genbrugt sætning, at den danske økonomi består af to store motorer:
Eksporten er den ene. Danskernes forbrug er den anden.
I en tid, hvor eksporten er under pres, stiger betydningen af danskernes forbrug. Jeppe Juul Borre understreger, at danskerne ikke kun har et ophobet behov for at spise ude, se flm i biografen og besøge forlystelsesparker – mange har rent faktisk også en privatøkonomi, der kan bakke de ønsker op.
For mens coronakrisen har kostet arbejdet for nogle og medført en konkurs for andre, er store dele af befolkningen bedre stillet økonomisk i dag, end de var for et år siden. Årsagerne er blandt andet et lavere forbrug, som følge af restriktionerne, men også udbetalingen af de indefrosne feriepenge sidste efterår.
Over de kommende uger er der desuden udsigt til endnu en økonomisk saltvandsindsprøjtning, når det bliver muligt at bestille de sidste to ugers indefrosne feriepenge samtidig med, at der bliver udbetalt et milliardbeløb i overskydende skat.
Jeppe Juul Borre, det kan jo lyde som opskriften på den perfekt forbrugsstorm. Er der risiko for, at økonomien overopheder?
- Nej, det frygter jeg ikke, for vi er stadigvæk nogle skridt bagud. Nogle brancher er mere varme og har mere travlt end de plejer, men det her kommer til at have allerstørst betydning der, hvor økonomien er mest kold i øjeblikket.