Business

300 Netto-butikker på vej i Polen

Med handlen overtager Netto de 7000 medarbejdere, som arbejder i butikkerne.

Salling Group har fået godkendt købet af den britiske supermarkedskæde Tescos polske butikker.

Det betyder, at arbejdet med at omdanne de 300 opkøbte butikker til Netto-forretninger nu kan gå i gang. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Salget, som har en værdi af 1,5 milliarder kroner, blev offentliggjort i juni sidste år. Og ifølge Salling Groups administrerende direktør, Per Bank, er det en aftale, som han er "særdeles tilfreds" med.

- Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen, og vi bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder, siger han i pressemeddelelsen.

Overtager 7000 polske medarbejdere

Polen har i de senere år oplevet stor økonomisk fremgang, og Netto er allerede en del af bevidstheden hos millioner af polakker, idet Netto i forvejen har hundredevis af Netto-forretninger i Polen.

Med aftalen når Netto dog op på over 700 polske butikker, og samtidig overtager kæden som en del af aftalen samtlige af Tescos 7000 polske medarbejdere.

Dermed vil Salling Group samlet beskæftige cirka 60.000 medarbejdere i Danmark, Tyskland og Polen.

- Vi ser frem til at opbygge et samlet team på tværs af de to virksomheder, og vi planlægger at bruge mere end halvanden milliard kroner på at konvertere de nuværende Tesco-butikker, fortæller Per Bank i pressemeddelelsen.

Per Bank har allerede et betydeligt kendskab til den britiske supermarkedskæmpe Tesco, idet han tidligere har været landechef i Ungarn og bestredet forskellige topposter i Tescos hovedkontor.