Coronavirus

- Det er fedt for dem, der har åbnet, men det er ærlig talt skidesurt for os

Mandag var en glædens dag for mange butiksejere. Men for andre var dagen endnu et ryk tættere på afgrunden.

I godt seks sekunder sukker Jimmy Duevang og tager tilløb til at sige noget, inden han begynder sin sætning.

Som ejer spisestedet Duevang Deluxe i Køge har han svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive den situation, restauranten står i.

- Hullet bliver dybere og dybere i øjeblikket, og det bliver sværere og sværere at få regninger betalt. Og momsen, der kommer nu, er ikke særlig sjov, ender Jimmy Duevang med at sige.

Han kan godt glæde sig over de mange butikker, der mandag igen må byde kunder inden for som følge af den første delvise genåbning af Danmark.

Men som restauratør er glæden udelukkende på andres vegne.

Duevang Deluxe kan fortsat sælge take away-mad, som de hele tiden har måttet, men de må ikke åbne deres forretning ellers.

- Det er fedt for dem, der kan åbne, men det er ærlig talt skidesurt for os, siger restauratøren fra Køge.

- Vi er fuldstændig låst på hænder og fødder

Et andet sted i Køge blev en butiksejer overrasket med blomster, da hun endelig kunne slå dørene op efter mere end to måneder som nedlukket.

Hos elektronikkæden Power i Herlev, stod kunderne klar til at bytte julegaver fra klokken syv mandag morgen, da det endeligt blev muligt fysisk at besøge butikken, uden at man havde købt noget på forhånd.

Men over det meste af landet står tusindvis af butikker og forretning i samme situation som Duevang Deluxe. Det gælder blandt andre frisører, massører, fitnesscentre, butikker i storcentre, biografer, barer og diskoteker, der fortsat skal være lukket ned uden lovning på, hvornår de igen må åbne.

- Vi håber at få gang i forretningen igen og få liv hernede. Det er det, vi lever og ånder for. Men det kan vi ikke få lov til nu. Vi er fuldstændig låst på hænder og fødder, siger Jimmy Duevang om situationen.

Mandag har regeringen indledt drøftelserne med Folketinget om, hvordan den langsigtede genåbning af Danmark kan se ud. Samtlige partier er blevet indkaldt til et møde, men de sidste partier, Liberal Alliance og Alternativet, er først sat i kalenderen til et møde 12. marts.

Det er for langsommelig en proces, har kritikken lydt fra flere af partierne i blå blok.

- Det vil sige, at der ikke kommer til at ske noget de næste to uger – bortset fra at man holder møder, siger Liberal Alliances Ole Birk Olesen til Berlingske.

En stor momsregning

Hos Duevang Deluxe kan de nu for alvor mærke krisen kradse.

Ifølge Jimmy Duevang køber færre kunder take away, end de gjorde tidligere, og samtidig var mandag betalingsfrist for en større momsregning.

Normalt betaler en virksomhed moms enten to eller fire gange om året. Men sidste gang blev betalingsfristen udskudt, og derfor skal virksomhederne betale dobbelt op denne gang.

Af tekniske årsager kan betalingen ikke helt udskydes, men fra 17. marts vil det være muligt for virksomhederne at søge om et lån tilsvarende de penge, de har indbetalt som moms.

Ansøgningerne skal derefter behandles, og dermed kan det samlet set ende med, at virksomhederne skal undvære de penge, de bruger til at betale momsregningen med, i op mod en måned.

Konsekvensen for Duevang Deluxe er ifølge ejeren, at man kommer tættere og tættere på afgrunden. Derfor glæder Jimmy Duevang sig også meget til, at flere restriktioner bliver løftet, og danskerne igen kan gå ud at spise:

- Vi er meget afhængige af det. Vi skal have nogle penge i kassen, så vi kan betale vores regninger. Vi har også nogle medarbejdere, der skal have løn.