Business

Skat sender 800 millioner kroner til firmaer med tråde til skattely

Ud over de 800 millioner skal staten også betale halvanden milliard kroner, der var ulovligt opkrævet, tilbage til 42 virksomheder.

Ulovlige opkrævninger fra skattevæsenet ser ud til at efterlade danskerne med en ekstraregning på cirka 800 millioner kroner.

Regningen kommer, fordi skattemyndighederne i en årrække foretog ulovlige opkrævninger fra i alt 42 selskaber med tråde til skattelylande.

Det viser ikke-offentliggjort materiale, som TV 2 har set.

Samlet set har skattemyndighederne opkrævet 4,5 milliarder kroner fra virksomhederne på ulovligt grundlag. Virksomhederne havde nået at indbetale halvanden milliard kroner, da fejlen blev opdaget i 2019.

De penge skal betales retur og ligger ud over rentegodtgørelse på cirka 800 millioner kroner.

Lektor: Minder om minksagen

Da Skattestyrelsen sidste år fortalte om sagen offentligt for første gang, var forventningen, at man kunne være færdig med at tilbagebetale pengene til de 42 virksomheden inden udgangen af 2020. Men det er ikke sket endnu.

I september måtte skatteminister Morten Bødskov (S) i en orientering til Folketinget meddele, at det ikke havde været muligt at finde ud af, præcist hvordan fejlen var opstået.

Rolf Elm-Larsen, der er ekstern lektor på Copenhagen Business School og tidligere kontorchef i Rigsrevisionen, peger på lovens kompleksitet som en mulig forklaring. En forklaring, der også bliver nævnt i orienteringen til Folketinget fra Skattestyrelsen.

- Det er en sag, hvor myndighederne erkender, at de ikke har kendt loven, hvad en myndighed jo af alle bør. Det er altid alvorligt, når borgernes retstilling forringes på grund af myndighedernes ukendskab til loven, skriver Rolf Elm-Larsen i en mail til TV 2.

Sagen kort: Forstå de store beløb

  • Skat opkrævede i alt 6,7 milliarder kroner i såkaldte morarenter fra de 42 virksomheder. Der burde dog kun have været opkrævet 2,2 milliarder kroner.
  • Der blev altså opkrævet 4,5 milliarder kroner for meget fra virksomhederne.
  • Til sammen nåede de 42 virksomheder at indbetale cirka 1,5 milliarder kroner.
  • I 16 af sagerne har selskaberne betalt renter for en milliard kroner for mere end tre år siden.
  • Når virksomhedernes rentegodtgørelse skal beregnes, beregnes der en årlig rente på 8,05 procent siden pengene blev betalt til skat.

Rolf Elm-Larsen, der har skrevet flere bøger om forvaltning og revision, sammenligner sagen med den såkaldte minksag, fordi myndighederne i begge sager har brudt loven.

- I en retsstat bør alle behandles ens, uanset om man er en lille mand eller kvinde eller en kæmpestor multinational koncern, skriver han.

14 afgørende dage

Sagen handler om 42 danske virksomheder, der i 00’erne blev solgt til udenlandske kapitalfonde.

Skattestyrelsen opdagede, at der fra de 42 virksomheder var blevet udbetalt renter, royalty eller udloddet udbytte, der via en mellemstation til sidst var endt i et skattelyland.

Det fik Skattestyrelsen til at opkræve såkaldt kildeskat, som de mente skulle være betalt i Danmark. Allerede samme dag, som Skat opkrævede pengene fra de 42 virksomheder, pålagde de renter. Men ifølge loven skulle der gå 14 dage, før de måtte lægge renter på.

Fejlen blev første gang begået i 2008, og den forkerte håndtering stod på frem til 2019, hvor Kammeradvokaten slog fast, at der var tale om ulovlige opkrævninger. En vurdering, Skattestyrelsen siden erklærede sig enig i.

En kavalkade af sager

Sagen fik i efteråret 2020 statsrevisorerne til at sætte spørgsmålstegn ved korrektheden af det danske statsregnskab.

De ulovlige opkrævning havde betydet, at der i en årrække var blevet indtægtsført 4,5 milliarder kroner for meget i statens indtægter. De penge skulle nu skrives ud af regnestykket, og dertil ville komme en rentegodtgørelse. Det er den ekstraregning, der nu ser ud til at lande på cirka 800 millioner kroner.

Næstformand for statsrevisorerne, Klaus Frandsen fra de Radikale, mener, at sagen understreger de problemer, skattemyndighederne har kæmpet med de seneste år.

- Vi havde med sikkerhed lagt meget mere fokus på den her sag, hvis den ikke havde været én del i en kavalkade af sager. I Skat er det desværre ikke noget specielt enestående tilfælde, siger Klaus Frandsen til TV 2.

Skattestyrelsen vil ikke bekræfte

Skattestyrelsen oplyser i en mail til TV 2, at rentegodtgørelse beregnes ud fra en årlig rente på 8,05 procent per år fra selskaberne har betalt den ulovlige opkrævning, og indtil pengene bliver sendt retur.

Styrelsen skriver videre, at der er stor forskel i det beløb, selskaberne har til gode, og hvor længe det er siden, de har indbetalt pengene. Skattestyrelsen kan heller ikke bekræfte et beløb for den samlede rentegodtgørelse på cirka 800 millioner kroner.

- Den endelige opgørelse af rentegodtgørelsen foreligger endnu ikke i konsolideret form. Vi er i færd med at lave den endelige genberegning, og vi kan først derefter oplyse størrelsen på rentegodtgørelsen, skriver Skattestyrelsen i sin mail til TV 2.

TV 2 har også spurgt Skattestyrelsen om, hvornår tilbagebetalingen forventes at ske, om de er blevet klogere på, hvordan fejlen opstod, og hvorvidt man kan stole på de beregninger, man modtager fra skattemyndighederne.

Det har Skattestyrelsen ikke ønsket at svare på.