Business

Coronaudbrud gav Carlsberg det laveste salg i flere år

Under coronapandemien er Carlsbergs omsætning faldet på flere markeder. Det har også sendt indtjeningen ned.

Under coronapandemien har barer, restauranter og forskellige butikker rundt i verden været nødt til at holde lukket.

Det har haft stor indvirkning på Carlsbergs salg af øl og andre drikkevarer. Det viser regnskabet for 2020 fra det danske bryggeri.

Omsætningen er samlet faldet med 11 procent til 58,5 milliarder kroner. Det er den laveste omsætning i flere år for bryggerigiganten.

Bag den lavere omsætning ligger en tilbagegang på alle Carlsbergs geografiske markeder. De består af Vesteuropa, Asien og Østeuropa.

Har tjent færre penge

Vesteuropa er det absolut største marked, og her er omsætningen alene faldet med 13 procent til 31,5 milliarder kroner.

Dertil kommer, at omsætningen i Asien og Østeuropa er faldet med henholdsvis otte procent og og ti procent.

- Coronapandemien har påvirket liv verden rundt og var en betydelig udfordring for Carlsberg i 2020, siger bryggeriets topchef, Cees ’t Hart, i en kommentar til regnskabet.

Det faldende salg i 2020 har medvirket til, at Carlsberg har tjent færre penge.

Sidste år har selskabet tjent ni milliarder kroner før skat. Det er et fald på 12 procent i forhold til året før.

Nyt bestyrelsesmedlem

Selvom der i øjeblikket er meget usikkerhed omkring det igangværende år, regner Carlsberg med at kunne øge indtjeningen i 2021.

Målt på driftsoverskuddet - der er overskuddet før blandt andet finansposter og betaling af skat - ventes der en organisk vækst på mellem tre og ti procent.

Med organisk vækst er der tale om den vækst, der sker uden hjælp udefra. Det vil sige eksempelvis via opkøb eller valutaeffekter.

Sammen med regnskabet kan Carlsberg fortælle, at det foreslår Henrik Poulsen, tidligere topchef i det danske energiselskab Ørsted, som nyt medlem af bryggeriets bestyrelse.

Hensigten er, at Henrik Poulsen skal blive næstformand for bestyrelsen og afløse Lars Fruergaard Jørgensen. Han er nuværende topchef for den danske diabetesproducent Novo Nordisk.

Lars Fruergaard Jørgensen er dog ikke på vej ud af bestyrelsen. Han ventes at fortsætte - bare som menigt medlem i stedet.