Business

Prisfesten på boligmarkedet fortsætter i 2021 - så meget stiger priserne i din landsdel

Det kan ende med en ny boligboble, hvis priserne fortsætter med at stige, advarer ekspert.

Det er efterhånden velkendt, at boligmarkedet har klaret sig særdeles godt igennem coronakrisen.

Danskerne har haft stor købelyst, mens kun få huse har været til salg, og det har fået huspriserne til at stige til vejrs.

Den udvikling ser ud til at forsætte i år.

Ifølge en ny prognose fra Nykredit, et af landets største realkreditinstitutter, er forventningen, at prisen for både huse og ejerlejligheder vil stige med cirka 6 procent i 2021.

- Situationen er ikke anderledes end for få måneder siden. Tværtimod ved mange, at coronakrisen er forbigående, og derfor lever boligdrømmene fortsat i stor stil, siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit, til TV 2.

Selvom udviklingen er godt nyt for boligejerne, er det ikke helt bekymringsfrit at kigge ind i fremtidens prisfest.

Lav rente sætter gang i huskøb

Det er ganske usædvanligt, at en krise ikke medfører et prisfald på boligmarkedet, men ikke desto mindre har huspriserne været støt stigende under hele coronakrisen.

Samlet set endte priserne for villaer og rækkehuse med at stige cirka 4 procent i 2020, og tallet bliver formentlig endnu højere i år.

Ifølge Mira Lie Nielsen er der særligt to forhold, som har betydning for danskernes købelyst og dermed prisstigningerne: Danskerne tjener flere penge end førhen, og de kan låne til en lav rente.

- Boligfinansiering fylder ikke ret meget i en gennemsnitlig dansk familie. De fleste har råd til at købe, fordi de tjener flere penge, og fordi renteforholdene er så gode, fortæller Mira Lie Nielsen.

Udover lave renter og en solid dansk privatøkonomi tvinger coronakrisen mange danskere til at tilbringe mere tid hjemme, og det får boligdrømmene til at spire, mener Mira Lie Nielsen.

Særligt i storbyerne presser den udvikling priserne op, og Nykredit forventer, at priserne vil stige cirka 9 procent i København og omegn i 2021. Det samme gælder Aarhus.

Den eneste landsdel, der ikke ser ud til at få gavn af prisstigningerne, er Nordjylland. Her forventer Nykredit kun en stigning på 0,4 procent.

Ifølge Mira Lie Nielsen skyldes det, at mange fortsat flytter fra Nordjylland, og derfor er udbuddet af huse og lejligheder større.

Stigningen vil flade ud

Selvom købelysten på nuværende tidspunkt er meget stor, vil udviklingen automatisk flade ud på et tidspunkt, vurderer Mira Lie Nielsen.

Ifølge Nykredits analyse vil udbuddet af boliger stige i andet kvartal af 2021, og det vil presse priserne en smule ned.

- Der er trods alt grænser for, hvor mange danskere der går med en boligdrøm. På et tidspunkt må det udligne sig, så der bliver sat flere huse til salg, end der er interesserede købere, siger Mira Lie Nielsen.

Hvis det mod forventning viser sig ikke at være sandt, og huspriserne forsætter med at stige helt frem mod 2022, er der grund til bekymring, mener hun.

- Lige nu stiger priserne mere end danskernes indkomst, og hvis det forsætter for længe, vil der være mange, som ikke har råd til at købe bolig. Det er problematisk, siger Mira Lie Nielsen.

Tidligere har særligt markedet for ejerlejligheder givet anledning til bekymring på grund af meget store prisstigninger. I Nykredits prognose for 2021 anslås det, at ejerlejlighederne i de store byer vil stige med omtrent det samme som parcel- og rækkehuse i samme område.

En ny boligboble?

Det er før set, at store stigninger i huspriserne over en lang periode har alvorlige konsekvenser.

I årene frem mod finanskrisen i 2007 eksploderede boligpriserne, og det skabte en boble, der pludselig brast, hvorefter huspriserne styrtdykkede, og danskerne tabte mange milliarder.

Den situation vil man for alt i verden undgå gentager sig, og derfor understreger Mira Lie Nielsen vigtigheden i at følge boligmarkedet tæt.

- Hvis ikke priserne naturligt aftager i anden halvdel af 2021, så skal vi være meget opmærksomme og eventuelt gribe ind, siger boligøkonomen.

Hun tror dog ikke, at vi er på vej derhen.

- Prisstigningerne kan forklares ved lave renter og god privatøkonomi, derfor er jeg ikke bekymret på nuværende tidspunkt, siger Mira Lie Nielsen.