Business

Coronakrisen har sendt rekordregnskab til PostNord

PostNord er sidste år vokset på omsætning og indtjening. Det er sket med bidrag fra den danske forretning.

Under coronapandemien er der købt flere varer på nettet. Det har givet ekstra travlhed hos fragtvirksomheder som PostNord.

Den ekstra travlhed er et af flere bidrag til, at PostNord sidste år har fået det største resultat siden 2009, hvor den dansk-svenske postgigant blev dannet.

Det oplyser PostNord tirsdag i forbindelse med sit årsregnskab.

Samlet har PostNord i 2020 tjent lidt under 1,3 milliarder kroner. Ud over at det er rekord, så er det en stor forbedring i forhold til året før, hvor der blev tabt i underkanten af 200 millioner kroner.

Syv milliarder i Danmark

Ifølge Annemarie Gardshol, koncernchef i PostNord, er der flere årsager til den store forbedring i indtjeningen. Det forklarer hun i en skriftlig kommentar, hvor hun blandt andet henviser til den store efterspørgsel af pakker.

- Men samtidig har vi haft et meget højt produktivitetsniveau og gode fremskridt i vores interne forbedringsprogrammer, skriver Annemarie Gardshol i forbindelse med regnskabet.

Den samlede omsætning i PostNord er sidste år endt på cirka 28,6 milliarder kroner. Det er en stigning på én procent i forhold til året før.

Med til at hive koncernresultaterne op har været en forbedring i den danske forretning. Her er såvel omsætning som indtjening vokset sidste år.

For hele året omsatte den danske forretning for knapt 6,9 milliarder kroner. Det udgjorde dermed omkring en fjerdedel af PostNords samlede omsætning.

PostNords direktør for den danske del, Peter Kjær Jensen, kan dog finde mindst ét punkt, hvor der er plads til forbedring:

- Den danske stat betaler 224 millioner kroner for befordringspligten, men det er en del mindre end det, det i virkeligheden koster for os. Så hvis vi var blevet kompenseret for nettoomkostningen, ved at have befordringspligten, så ville resultatet have set endnu bedre ud. Det håber vi på at blive på et tidspunkt, siger Peter Kjær Jensen til TV 2.