Business

Efter vild krig på aktiemarkedet kan et endnu større opgør være på vej

Amerikanske politikere vil have Wall Street set efter i sømmene og undersøgt, om der er behov for regulering af markederne.

Det er gået voldsomt for sig på aktiemarkedet de seneste uger.

Så meget at det har vakt bekymring i den amerikanske hovedstad Washington D.C, hvor politikerne nu varsler høringer og undersøgelser, som kan føre til det største indgreb mod Wall Street-aktørerne i mere end et årti.

Et eftersyn af markedet som ifølge kritikere kommer alt for sent.

Særligt sagen om GameStop-aktien har den seneste uge fået stor opmærksomhed, da aktien blev centrum for et opgør mellem to store hedgefonde og en gruppe internetinvestorer, som drev aktieprisen på himmelflugt.

GameStop-sagen kort fortalt

  • Hedgefondene har forsøgt at shorte Game-Stop-aktien
  • At shorte en aktie betyder, at man spekulerer i, at dens kurs vil falde. Kort fortalt låner investorerne aktierne, som de så sælger. De håber på at kunne købe dem tilbage billigere, end de har solgt dem, for derved at score en gevinst.
  • Hvis aktiekursen stiger, vil dem, der har shortet aktien, til engæld tabe penge.
  • Reddit-investorerne forsøger at gennemtvinge en såkaldt ”short squeeze”, hvor de investorer, der har væddet mod Gamestop-aktien bliver nødt til at opgive deres kamp og sælge deres aktier med et tab.
  • I tilfælde af et ”short squeeze” vil aktiekursen stige endnu mere.

Fredag sendte senator Elizabeth Warren ifølge mediet The Hill et brev til de amerikanske børsmyndigheder, SEC, hvor hun på baggrund af "det seneste kaos" efterlyser mere regulering af aktiemarkedet og en plan for at forhindre manipulation af markederne.

- Disse vilde udsving er bare den seneste indikation på, at mange firmaer, hedgefonde og andre investorer, store som små, behandler aktiemarkedet som et kasino, idet de ikke tager hensyn til de virksomheder, samfund, medarbejdere og forbrugere, der måske bliver påvirket af disse risikable satsninger, skriver hun.

Investorer satte sving i aktier

Kursen på GameStop-aktien har ligesom en række andre aktier oplevet en unaturlig stor stigning, som blev drevet frem af brugere i et debatforum på hjemmesiden Reddit.

De har forklaret, at de ønskede at straffe de hedgefonde, som forsøgte at tjene penge på at spekulere i, at de pågældende aktier ville falde i værdi. Ifølge nogle analyser blev der ligefrem spekuleret i, at GameStop ville gå konkurs, hvilket ville gøre spekulanternes fortjeneste endnu større.

I stedet stod fondene stod nu til at tabe milliarder, fordi de private internetinvestorer gik imod dem.

Torsdag vendte det hele dog på hovedet, da investeringsplatformen Robinhood og flere andre apps, der er populære blandt små investorer, lukkede ned for handel med de pågældende aktier og derved sendte kurserne i frit fald.

Imens kunne hedgefondene og andre Wall Street-aktører ufortrødent forsætte handlen.

Undervejs er det fløjet frem og tilbage med beskyldninger om snyd og manipulation imellem alle de involverede parter, og virkeligheden er, at ingen helt har overblik over de mange investorer og deres forskellige motiver for at forsøge at påvirke kurserne.

Fredag blev der delvist genåbnet for handlen, hvilket igen fik aktierne til at stige.

Politikere vil skride ind

Beslutningen om at lukke for de små investorers handel har udløst vrede på begge politiske fløje i USA, som anklager Robinhood og investeringsplatformene for markedsmanipulation. Flere vil nu have forløbet og platformenes rolle grundigt undersøgt.

- Det her er mere end absurd. Der er brug for en høring i Kongressen om Robinhoods markedsmanipulation. De blokerer muligheden for at handle med aktier for at beskytte Wall Street-hedgefonde, skrev Rashida Tlaib, der er medlem af Repræsentanternes Hus på Twitter.

Også demokraterne Alexandria Ocasio-Cortez, Ro Khanna og Ted Lieau samt republikanerne Ken Buck, Pat Toomey og Ted Cruz har udtrykt sig kritisk.

To af Kongressens største kritikere af Wall Street er demokraterne Sherrod Brown og Maxine Waters, der er formænd for henholdsvis Senatets bankkomité og Repræsentanternes Hus' komité for finansielle tjenester.

Begge har meddelt, at de vil indkalde til høringer om aktiemarkedet, hvor de lover at holde Wall Street-firmaerne ansvarlige for deres rolle.

- Vi må gribe ind mod hedgefondene, hvis uetiske opførsel direkte har ført til den seneste ustabilitet på markederne. Vi må undersøge markederne generelt, og hvordan de er blevet manipuleret af hedgefonde og deres finansielle partnere til deres egen fordel, mens andre betaler prisen, udtaler Waters ifølge Politico.

Fusk og manipulation

Den seneste tids hændelser kan således udløse den største politiske opmærksomhed på aktiemarkedet, siden et historisk stort og ventet dyk på aktiemarkedet - kendt som et flash crash - i 2010 førte til adskillige høringer og årelange efterforskninger.

Det vurderer Dennis Kelleher, der er direktør for organisationen Better Markets, der arbejder for mere gennemsigtighed og tilsyn med Wall Street.

- Desværre bør det nok blive et nyt flash crash-øjeblik, som vækker folk fra deres falske følelse af, at vores markeder fungerer ordentligt, når de i virkeligheden er fulde af fusk, manipulation og interessekonflikter, som tilgodeser de store spillere og rammer de andre aktører, siger han til Politico.

Noget tyder da også på, at aktørerne forbereder sig på et nyt slagsmål i Washington.

Som flere amerikanske medier hæfter sig ved, slog Robinhood fredag et nyt job op, hvor de leder efter en 'Federal Affairs Manager', der skal have fokus på føderale anliggender, herunder lov- og reguleringsarbejde.