Det nye aktiemarked

Der er udbrudt krig på aktiemarkedet: - Det er vildere end det vildeste, vi har set

Folk stimler sammen på aktiemarkedet, fordi der tilsyneladende er lette penge at tjene. Men ekspert er nervøs over tendensen.

Spilkæden GameStop så ud til med slæbende fødder at traske mod graven.

Gennem et halvt årti havde aktien arbejdet sig nærmere og nærmere nulpunktet, hvilket ikke var så mærkeligt, når man så på deres forretningsmodel: I deres tusindvis af fysiske butikker solgte de nye og genbrugte spilkonsoller og dertilhørende spil.

Det, der foregår lige nu, bør der være retslige og regulatoriske følger af

Michael Burry, tidligere hedgefondforvalter og hovedpersonen i filmen 'The Big Short' om GameStop-aktien

Men først havde internethandel ædt en del af GameStops kage, og med udsigten til, at hverken Playstation- eller Xbox-konsollerne nødvendigvis vil blive født med muligheden for fysiske spil i fremtiden, lignede GameStop en virksomhed, der var blevet overhalet af virkeligheden.

Men så skete der noget. Noget helt vildt.

Ti gange vildere end det vildeste

Når Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, skal beskrive, hvad der er sket med GameStop-aktien, finder han de helt store ord frem.

- Det er fem til ti gange vildere end det vildeste, vi tidligere har set. Man så noget, der minder lidt om det med Volkswagen-aktien i 2008, men det her er på et helt andet niveau, siger Per Hansen.

Årsagen til det vilde kursridt skal hverken findes i et nyt regnskab eller i andre positive nyheder fra GameStop selv. Forklaringen ligger derimod på hjemmesiden Reddit.

Reddit og Wall Street Bets

  • Reddit er et socialt medie, hvor der er underfora – såkaldte subreddits – for nærmest alting.
  • På Reddit kan man læse med uden at være logget ind, men hvis man vil skrive en kommentar, skal man oprette en bruger. De færreste bruger dog deres rigtige navn som brugernavn.
  • Subredditen Wall Street Bets (r/wallstreetbets) har pt. 2,9 millioner brugere og består både af grundige aktieanalyser, memes og alt derimellem.

Reddit beskriver sig selv som hele internettets forside, og de – ifølge Reddit selv – mere end 50 millioner brugere, der hver dag besøger siden, kan finde debatfora for snart sagt hvad som helst.

Man skal forstå, at det her ikke handler om GameStop. Der bliver udkæmpet en stedfortræderkrig

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

Det er på et af disse fora, Wall Street Bets, at nøglen til at forstå GameStop-aktiens vilde udviklingen ligger.

En stedfortræderkrig

Indtil for nyligt var GameStop-aktiens stærkeste særkende, at det var den aktie, relativt flest troede ville miste værdi. Et utal af investorer havde således væddet imod aktien – ”shortet” den, som det hedder i aktiesprog – ifølge erhvervsmediet Bloomberg.

Men i stedet for at tjene penge på et kursfald har de måttet se udviklingen gå den stik modsatte vej:

  • Over 250 procent er GameStop-aktien steget den seneste uge. Og onsdag ser den ud til at stige yderligere 100 procent
  • Cirka 1700 procent er den steget siden nytår
  • 8500 procent er stigningen, hvis man sammenligner med samme tidspunkt sidste år

Opsvinget er drevet af Wall Street Bets-forummet, hvor både store, gennemarbejdede analyser, en os-mod-verden-mentalitet og udsigten til en hurtig aktiegevinst har fået nogle af medlemmerne til at kaste sine sparepenge i aktien, der ofte bare bliver omtalt som ”GME”.

I skrivende stund er der mere end 2,9 millioner medlemmer på Wall Street Bets-forummet. Det er mindst en halv million flere, end der var i går, og hvis GameStop-aktien har bevist én ting, er det dette:

Private investorer og et internetforum af ukendte lægmænd kan sagtens påvirke aktiemarkedet.

- Man skal forstå, at det her ikke handler om GameStop. Der bliver udkæmpet en stedfortræderkrig, hvor kapitalfondene kæmper mod nogle investorer, der forsøger at mase dem op i et hjørne og tvinge dem til at indkassere et nederlag, siger Per Hansen.

En kort aktie og et "Short squeeze"

  • Hvis man shorter en aktie spekulerer man i, at dens kurs vil falde.
  • Kort fortalt låner investorerne aktierne, som de så sælger. De håber på at kunne købe dem tilbage billigere, end de har solgt dem for derved at score en gevinst.
  • Hvis aktiekursen stiger, vil dem, der har shortet aktien, tabe penge.
  • I tilfælde af et ”short squeeze” bliver short-spekulanterne tvunget til at købe aktien dyrere end de har solgt den. Det vil få aktiekursen stige endnu mere.

Den vrede menneskemængde

Mens brugerne på Wall Street Bets jubler, raser den etablerede finanselite, og de klassiske erhvervsmedier måber.

I kampen mellem internetnørderne og den finansielle superliga har de to hedgefonde Melvin Capital og Citron Research stået i spidsen. Begge har de satset et milliardbeløb mod GameStop-aktien, og begge har de fået ørerne i det økonomiske maskineri på grund af de voldsomme aktiestigninger.

Onsdag eftermiddag dansk tid skriver erhvervsmediet CNBC, at Melvin Capital har overgivet sig og indkasseret et større tab på sin investering i GameStop. Nyhedsbureauet AP skriver, at også Citron Research har opgivet kampen med et større tab til følge.

Andrew Left, der arbejder for Citron Research, har tidligere argumenteret for, at GameStop-aktien var alt for dyrt prissat. Men fredag udsendte han og Citron Research en meddelelse om, at han ikke længere ville udtale sig om GME.

- Ikke fordi vi ikke tror på vores investering, men snarere fordi den vrede menneskemængde, der ejer denne aktie, har brugt de sidste 48 timer på at begå adskillige forbrydelser, som jeg vil overdrage til FBI, SEC (de amerikanske børsmyndigheder, red.) og andre myndigheder, stod der blandt andet i brevet.

Også Michael Burry, der blev portrætteret i filmen ’The Big Short’ som manden, der forudså finanskrisen i 00’erne, har advaret mod aktien.

- Det, der foregår lige nu, bør der være retslige og regulatoriske følger af. Det er unaturligt, vanvittigt og farligt, skrev Burry i et tweet, der siden er blevet slettet, men som Bloomberg har gengivet.

Der, hvor det bipper og båtter

Selvom GameStop-aktien og kampen mellem den etablerede finansverden og de private investorer på Reddit har fået stor medieopmærksomhed, er det ikke første gang i løbet af de seneste måneder, at vilde aktieridt og lykkeriddere har påvirket aktiemarkedet.

For bare to uger siden bragede aktien Signal Advance op med mere end 400 procent. Årsagen var et tweet fra Tesla-ejeren Elon Musk, der havde opfordret sine følgere til at ”bruge Signal”. Men modsat hvad flere aktiespekulanter troede, henviste Musk til en krypteret beskedtjeneste, der hedder Signal – og ikke aktien Signal Advance.

I sommer var det blandt andet det norske flyselskab Norwegian, der kunne se sin aktie blive handlet i stor stil blandt investorer, der troede på gevinst. Særligt unge mænd forsøgte at tjene nemme penge på en aktie i frit fald.

- Vi ser en markant større risikovillighed, end vi har set tidligere. Der er mange nye investorer, og det er ikke alle, der orker at sætte sig ind i de mange muligheder, der er for at investere. Så de køber bare det, som alle andre køber, og det, som stiger, siger Per Hansen.

Han peger på, at en cocktail bestående af mere tid derhjemme, flere penge mellem hænderne, negative renter i bankerne og et aktiemarked, der har været på himmelflugt siden marts, er nogle af ingredienserne.

- Det hele ender ud i, at folk stimler sammen på aktiemarkedet, fordi det er det, der bipper, båtter og bevæger sig. Det gør mig lidt nervøs, siger Per Hansen.

Folkets fjende

I timerne inden den amerikanske aktiehandel åbnede onsdag, fortsatte GameStop-aktien sit vilde opsving. Da børsen åbnede, stod GameStop-aktionærerne til en øjeblikke gevinst på yderligere 70 procent.

Imens er Reddit-forummet Wall Street Bets fortsat med at vokse, ligesom dets påvirkning af aktiemarkedet bliver stadig mere tydelig. I et åbent brev til erhvervsmediet CNBC har en bruger på Wall Street Bets rettet skarp kritik af tv-kanalen for at beskytte den etableret finanssektor og underkende Reddit-investorerne.

- De tillader sig at udnævne os til folkets største fjende, fordi vi tror på et underdog firma, der har fået en ny chance, står der i brevet, der er en bredside mod både CNBC og de hedgefonde, der har satset stort på, at GameStop-aktien falder.

Det handler slet ikke om GameStop, må man forstå. Det handler om retten til aktiemarkedet.

Per Hansen, nu har vi set GameStop-krigen, der slet ikke handler om GameStop. Er det et engangstilfælde, eller kommer vi til at se flere af den her slags internetfænomener og alternative eksperter, der så direkte påvirker aktiemarkedet fremover?

- Jeg tror, at vi kommer til at se det oftere fremover. Det bliver mere almindeligt lige indtil dem, der gør det, får sådan én på hovedet rent aktiemæssigt, at de må ud og trække noget friskt luft. Men så længe karrusellen kører rundt, vil det forsætte.