Vaccinerne er her og flere er på vej, men hvorfor afspejler det sig ikke i selskabernes aktiekurser?

Hvis medicinalselskaberne producerer andet medicin udover vacciner, kan det påvirke aktiekursen, siger investeringsøkonom.

Vaccinerne ruller ind i Danmark fra medicinalselskaberne Pfizer/BioNTech, Moderna og snart også fra AstraZeneca.

Det har givet håb til befolkningen, og håb plejer som regel også at afspejle sig positivt på aktiemarkedet, fordi der er gode ting i vente.

Alligevel er der ikke sket de store udsving på hverken Pfizers, Modernas eller AtraZenecas aktiekurser, siden medicinalselskaberne begyndte at sende vacciner ud i verden.

Men ifølge Per Hansen, som er investeringsøkonom hos Nordnet, kommer det ikke som nogen overraskelse.

Han peger her på tre mulige forklaringer:

Investorerne er på forkant

Først og fremmest skyldes det, at aktieinvestorerne allerede tilbage i august købte sig ind på vaccinerne.

Det gjorde de, fordi de hele tiden forsøger at være seks til ni måneder på forkant. Så da vaccinerne begyndte at komme på tale i sensommeren, stod investorerne klar, fortæller Per Hansen:

- Aktiemarkedet er altid foran. Det betyder ikke, at aktiemarkedet altid rammer det, der sker. Det betyder bare, at det du læser om i januar måned, det kiggede investorerne allerede på i august.

- Når vi andre går helt amok over vaccinerne nu, så er investorerne allerede kommet videre, siger han.

Vaccinerne er en lille del

Medicinalselskabet Pfizer var sammen med tyske BioNTech de første til at få en vaccine mod coronavirus godkendt i USA og EU. Men Pfizer fremstiller udover vacciner også meget andet medicin, hvilken har en betydning for selskabets samlede indtjening, fortæller Per Hansen.

Hvis ikke Pfizers andre medicinalprodukter klarer sig godt, er det ikke sikkert, at Pfizer kommer til at få en stor indtjening på coronavaccinerne, siger han.

Ligeledes er det ikke investorernes forventning, at Pfizer kommer med andre coronavacciner end den, der allerede er blevet sendt på gaden.

Dårlig timing

AstraZeneca er, ligesom Pfizer, et stort medicinalselskab med mange andre produkter udover vacciner.

Desuden har selskabet i det seneste år haft en skuffende indtjening, ligesom de mistede indtjening, da deres vaccine først kom efter Pfizers.

Samtidig står AstraZeneca også over for et køb af en anden virksomhed til knap 40 milliarder dollars, hvilket også spiller ind på selskabets aktiekurs, fortæller Per Hansen.

- Derudover er AstraZeneca en af dem, der næsten sælger deres vacciner på en nonprofit-basis. Hvis de ikke tjener nogle penge på dem, så er det ligegyldigt, siger han.

Til gengæld er Modernas vaccine blandt de dyreste, og det vægter ifølge Per Hansen meget i forhold til medicinalselskabets forretning. Så selvom Modernas aktie er faldet for nylig, er værdien på ét år femdoblet.