Business

Norwegian dropper langdistanceruter - vil satse nordisk

Norwegian har været hårdt ramt af coronakrisen. Nu droppes langdistanceruter for et nordisk fokus. Det vil kunne mærkes i Kastrup, mener ekspert.

Det bliver et enklere Norwegian, der skal forsøge at komme på fode igen på den anden side af coronakrisen.

Det norske lavprisselskab vil fremover fokusere på sin nordiske kerneforretning uden langdistanceruter. Samtidig vil der blive skåret kraftigt ned i antallet af fly.

Over de kommende år vil Norwegian således kun sende 50-70 fly på vingerne. Inden krisen havde selskabet mere end 160 fly, der fløj på over 500 ruter.

Det fremgår af en ny forretningsplan.

- Selskabet vil fortsat tilbyde konkurrencedygtige priser på rejser i Norge, i Norden og til vigtige destinationer i Europa, skriver Norwegian i en pressemeddelelse.

I forbindelse med forretningsplanen fortæller koncernchef Jacob Schram, at de nordiske lande er selve rygraden i Norwegians rutenetværk.

- Det er dette, der danner grundlag for, hvordan Norwegian skal se ud fremover, siger koncernchefen.

Det betyder, at Norwegians datterselskaber i Italien, Frankrig, Storbritannien og USA, der primært har ansatte knyttet til langdistance, vil blive lagt i graven.

Færre ruter fra København

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef og ekspert i luftfartsbranche ved Sydbank, vil danskerne komme til at mærke Norwegians nye strategi i form af færre langdistanceafgange fra Kastrup.

På den ene side kan det blive en fordel for SAS, mener Jacob Pedersen, men på den anden side vil der gå en rum tid før danskernes mod på destinationer langt væk er på højde med tiden inden coronakrisen. Skruer man tiden tre eller fire år frem, forventer luftfartseksperten, at det stadig vil kunne mærkes:

- Norwegian har ikke kunnet tjene penge på deres langdistancesatsning, og andre kommer ikke til at tage de ruter direkte og erstatte dem. Så vi vil se færre direkte langdistanceruter ud af København, end vi har været vant til, siger Jacob Pedersen.

Påvirker mange medarbejdere

Flyselskabet oplyser samtidig, at det vil reducere sin gæld til cirka 14,4 milliarder danske kroner.

- Vores væsentligste fokus nu er at bygge et stærkt og lønsomt Norwegian. Beslutningen påvirker desværre mange af vores medarbejdere, og på den måde er det en tung beslutning at træffe, udtaler Jacob Schram i pressemeddelelsen.

Samtidig skal der hentes op mod 3,6 milliarder kroner fra investorerne ved blandt andet at udstede nye aktier. Alligevel er Jacob Pedersen ikke sikker på, hvordan Norwegians fremtid ser ud:

- De skal have helt styr på redningsplanen, og vi ved ikke, hvordan det lander. Det her er den eneste logiske vej at gå for Norwegian, men det er ikke ensbetydende med, at man får succes med det.

Har inviteret staten ombord

Norwegian har i forvejen været gennem en række såkaldte aktieemissioner, hvor der bliver udstedt nye aktier, selvom det udvander værdien af de eksisterende.

Ligesom SAS er delvist ejet af henholdsvis den danske og den svenske stat, skriver Norwegian, at de har rettet henvendelse til den norske stat "om mulig statslig deltagelse baseret på den nye forretningsplan".

- Norwegian flyver videre på den økonomiske reservetank. Investorerne har allerede tabt enorme summer, og de skal nu igen dykke dybt i tegnebogen. En yderligere udvanding venter, skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, om Norwegian-aktien.

Ifølge Jacob Pedersen vil der være tale om "politisk omslag af dimensioner", hvis den norske stat pludselig beslutter sig for at gå ind i Norwegian. Indtil nu har den norske stat mest skubbet selskabet væk fra sig under krisen, men hvis dette ændrer sig, vil det være en gave for Norwegian, mener Jacob Pedersen:

- Norwegian har luret igennem den her krise, at det ikke gælder om at have en god forretningsmodel. Det drejer sig om at have de rigtige venner eller de rigtige ejere, der kan hjælpe til med kroner og øre. Det har reddet SAS og stort set alle andre flyselskaber rundt om i Europa, siger aktieanalysechefen.

Kunder med flyrejser, der berøres af ændringerne, vil blive kontaktet direkte, og fremtidige rejser, der må aflyses, vil blive refunderet, oplyser Norwegian.