Mærsk-pengetank køber emballagevirksomhed for 14 milliarder
A.P. Møller Holding overtager Faerch Gruppen, der producerer bæredygtig emballage til fødevareindustrien.
A.P. Møller Holding, der er moderselskab i A.P. Møller Gruppen, overtager den danske emballagevirksomhed Faerch Gruppen i en tocifret milliardhandel.
Det oplyser A.P. Møller Holding i en pressemeddelelse.
Faerch Gruppen er særligt i Europa kendt for at være en ledende producent af bæredygtig emballage til fødevareindustrien.
Selskabet har 1400 medarbejdere fordelt på 12 produktionsanlæg i forskellige lande.
A.P. Møller Holding overtager Faerch Gruppen fra nogle fonde, der forvaltes af amerikanske Advent International.
Handlen værdisætter Faerch Gruppen til lidt over 14 milliarder kroner.
Mindre plast i naturen
I forbindelse med handlen konstaterer Robert M. Uggla, administrerende direktør i A.P. Møller Holding, at meget plast og andre former for affald ender i naturen, på lossepladser og i forbrændingsanlæg - og at det sker med store miljømæssige konsekvenser.
- Vi vil gerne bidrage til den samfundskritiske udvikling af et cirkulært affaldssystem, hvor samme materiale anvendes igen og igen i en uendelig række af produktionscyklusser.
- Faerch har vist, at de tilbyder en overbevisende, bæredygtig løsning med fødevareemballage bestående af primært post-forbruger genanvendt materiale, siger Robert M. Uggla.
Handlen er betinget af godkendelse fra de relevante konkurrencemyndigheder samt gennemførelsen af et nyligt opkøb, som Faerch Gruppen har foretaget.