Singles' Day er en af novembers tre store udsalgsdage – men på hvilken én får man flest tilbud?
Singles' Day - singlernes dag - var i første omgang ikke tiltænkt som udsalgsdag, men det ændrede kinesiske Alibaba på.
I november er der ikke én men hele tre dage dedikeret til udsalg og gode tilbud.
Den første, Singles' Day, finder sted i dag, og målt på verdensplan får den danskernes foretrukne shoppedag, Black Friday, til at blegne.
Alligevel har klodens største udsalgsdag endnu ikke slået igennem i Danmark, og det ses i antallet af tilbud, mener Dorte Wimmer, som er forbruger- og detailekspert ved Retail Institute Scandinavia.
Til ære for singlerne
I første omgang var Singles' Day, som hvert år falder på 11. november, ikke tiltænkt som udsalgsdag. Men det blev den i 2009, da kinesiske Alibaba – Kinas svar på Amazon – gjorde den til en.
Længe inden da så den første Singles' Day sit lys i 1993 på et universitet i Nanjing i det østlige Kina.
Her skulle dagen med de mange ettaller være en hyldest til livet som single og stå i kontrast til den amerikanske Valentine's Day.
Men efter Alibaba tog dagen til sig, blev den ellers ikke-kommercielle dag gjort kommerciel. I stor stil.
Sidste år omsatte Alibaba for 38 milliarder amerikanske dollars på dagen, og overgik dermed onlineomsætningen for både Black Friday og Cyber Monday, som var på henholdsvis 7,2 og 9,4 milliarder dollars.
Black Friday hitter herhjemme
Det er Dorte Wimmers vurdering, at mange danskere endnu ikke har det store kendskab til Singles' Day, i modsætning til eksempelvis Black Friday, der er blevet kendt som én af årets helt store tilbudsdage de seneste år.
- Herhjemme har vi ikke set så meget til Singles' Day. Der er nogle enkelte steder, du kan finde det, hvor der er tilbud og sådan nogle ting, men den har ikke slået igennem på samme måde som Black Friday, forklarer hun.
Derfor er Dorte Wimmer ikke tvivl om, hvilken udsalgsdag, der giver de fleste tilbud i Danmark:
- Black Friday er klart den store. Det er der, hvor der er flest med. Om det er der, man sparer mest på lige præcis det enkelte produkt, man vil købe, det ved jeg ikke. Men det er der, hvor udbuddet af tilbud helt klart er størst. Det er Black Friday, der er kongen af tilbudsdage, siger Dorte Wimmer.
Et folkefærd af tilbudsjægere
Selvom Singles' Day endnu ikke har samme gennemslagskraft herhjemme som Black Friday, afviser Dorte Wimmer ikke, at den kommer til at få det senere.
- I takt med at Amazon kommer mere ind i Danmark, end det er i øjeblikket, og hvis Alibaba få øjnene mere op for Europa og begynder at rette skytset derimod, vil den her tradition helt klart komme med ind. Og så vil de danske butikker også hoppe med på den, siger Dorte Wimmer.
For Singles' Day er kun én ud af mange anledningsdage, som butikkerne i løbet af de seneste ti år har grebet fat i – herunder Black Friday og Cyber Monday.
Til trods for flere og flere mærkedage, er Dorte Wimmers vurdering ikke, at danskerne har udsigt til at blive tilbudstrætte. For når det kommer til stykket, så er danskerne et ”folkefærd af tilbudsjægere”, siger hun.
Sidste år købte danskerne samlet set for mere end 2,1 milliarder kroner på Black Friday via Dankort, viser tal fra Dansk Erhverv. Cirka 750 millioner blev der handlet for online. Det gjorde Black Friday til årets suverænt største handelsdag.
- Selvom vi måske siger, at vi er ved at være lidt tilbudstrætte, så siger vores adfærd noget andet, siger Dorte Wimmer.
Danmarks første Singles' Day var i 2017. Black Friday havde sin debut fire år tidligere i 2013.