USA valg 2020

Valgdrama har sat sig i de danske aktier

Da Donald Trump blev valgt til præsident i 2016, kom det som en overraskelse - og medførte et lille fald på aktiemarkedet. Denne gang er drama også større end det var ventet. TV 2 Grafik / Ritzau Scanpix

På forhånd var det forventet, at et uklart valgresultat kunne føre til kaos på aktiemarkederne. Men det er ikke sket indtil videre.

Det var det eneste, der ikke måtte ske.

På forhånd lød det fra flere eksperter, at det var mindre vigtigt, om det blev Donald Trump eller Joe Biden, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus. Det måtte bare ikke ende med usikkerhed og nervøsitet.

Men onsdag formiddag dansk tid er det præcis, hvor duellen mellem Trump og Biden står: uden afgørende fordel til den ene eller den anden og uden nogen klar indikation på, hvilken vej valget ender med at gå.

Alligevel har der ikke været meget kaos at spore på de internationale aktiemarkeder.

- Det minder lidt om, hvad vi så i 2016, hvor vi alle sammen gik og troede, at det var helt usandsynligt, at Trump ville vinde. Nu er sandsynligheden for en Trump-sejr steget, og det er også det, vi ser på markedet i det tidlige timer, siger Andreas Østerheden, der er chefstrateg i Nordea, onsdag formiddag.

Direkte påvirkning af C25

Knap fire timer efter at det danske aktiemarked åbnede klokken ni, har C25-indekset været igennem både op- og nedture. Efter at have indledt med et fald på cirka én procent er indekset kort før klokken 13 samlet steget med mere end halvanden procent siden åbningen.

Alligevel er det tydeligt, at markedet har reageret på den tætte duel mellem Trump og Biden. Efter at investorer gennem uger har indregnet betydningen af en valgsejr til Joe Biden i deres prissætning af aktierne, voksede sandsynligheden for en Trump-sejr sig nemlig større i løbet af valgnatten og -morgenen.

Det fik betydning for ikke mindst to af Danmarks grønne virksomheder, Ørsted og Vestas, der startede aktiedagen ud med at falde med henholdsvis cirka 7,5 procent og 3,5 procent. En del af Vestas' aktiefald kan dog muligvis også spores til firmaets kvartalsregnskab, der blev offentliggjort onsdag morgen. For begge virksomheder betød det, at et milliardbeløb blev skåret af deres værdi.

I løbet af formiddagen blev faldet dog mindre, og ved 13-tiden onsdag er Vestas' fald cirka 3,9 procent, mens Ørsted står noteret for et fald på 1,6 procent siden åbningen klokken ni.

Omvendt er firmaer som Genmab, Novo Nordisk, Ambu, Bavarian Nordic og Novozymes vokset med mellem 2,5 og 5 procent i løbet af de første aktietimer. Ifølge Andreas Østerheden fra Nordea skyldes det, at udsigten til en Biden-sejr har fået investorerne til at presse prisen på medicinalaktier lidt ned. Men nu, hvor usikkerheden om, hvem der vinder kampen om præsidentembedet, er vokset, er aktiekurserne begyndt at stige igen.

- En af de sektorer, der vil blive ramt af en Biden-sejr, vil være medicinalsektoren. Det skyldes, at han har været lidt hård over for selskaberne, hvilket er godt for syge mennesker, der måske kan få billigere medicin. Men går man ud og lægger et prispres på de her selskaber, så er det noget, vi som aktieinvestorer vil være en smule mere forsigtige med, siger Andreas Østerheden.

Japan i plus, Europa i minus

Også på de internationale aktiemarkeder har præsidentduellen i USA haft betydning.

I Japan steg det store aktieindeks Nikkei 250 med cirka 1,8 procent henover natten dansk tid med udsigten til større mulighed for Trump-sejr.

Omvendt startede det tyske Dax-indeks dagen i et forholdsvist stort minus på næsten to procent, inden aktiepriserne langsomt begyndte at kravle opad. Også det britiske FTSE 100 og franske CAC 40 har startet dagen med et lille fald på mellem en kvart og en hel procent.

For alle de tre store aktieindekser gælder det dog ved 13-tiden, at de nu er oppe mellem en halv og en hel procent.

I USA er aktiemarkederne lukket, men såkaldte futures – en aftale om en aktiehandel, når markederne åbner – viser, at særligt S&P 500-indekset ser positivt ud trods valgdramaet. Indekset er en samling af 500 store virksomheder fra USA og består af mange forskellige sektorer, ikke mindst industrivirksomheder.

Også Nasdaq-indekset, der består af teknologiaktier, viser et lille plus baseret på futures.

Opdateret klokken 13.00