Business

Slut med skruelåg på Arlas økomælk

. Scanpix Denmark

At skruelåget fremover ikke kommer til at være på de økologiske mælk, har minimal betydning for holdbarheden, lyder det fra Arla.

Det gør, at mælken er let at åbne og samtidig kan ligge ned i køleskabet – det hvide, velkendte plastiklåg på toppen af Arlas mælkekartoner.

Men fra uge 47 kommer låget ikke længere til at være på andelsmejeriets økologiske mælk, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Ændringen sker i forlængelse med deres målsætning om at blive CO2-neutrale i 2050 – og det her, er en del af den rejse, lyder det fra Arlas kategoridirektør for mælken, Anne Kjeldsen.

- For Arla er det et naturligt skridt, at vi forsøger at gøre vores mælkekarton endnu grønnere, end den allerede er, siger Anne Kjeldsen til TV 2.

- Et skridt i den rigtige retning

Hvert låg udleder ti gram CO2, og ved at fjerne lågene på samtlige 74 millioner økologiske mælk, der bliver solgt på ét år, reducerer Arla emballagens CO2-udledning med 740 ton.

Til sammenligning udleder hele Arlas Øko-brand i alt 128.000 tons CO2 om året. Derfor er det ikke verden, Arla redder, ved at fjerne skruelågene, medgiver Anne Kjeldsen.

- Men det er et skridt i den rigtige retning, siger hun.

Minimal betydning for holdbarhed

At plastiklåget ikke længere kommer til at være en del af de økologiske mælk fra Arla, er en måde at imødekomme deres forbrugeres miljøbevidsthed på. Samtidig er ændringen også for at minimere andelsmejeriets forbrug af plastik.

Ifølge Anne Kjeldsen kommer ændringen ikke til at få betydning for mælkens holdbarhed. I hvert fald ikke så det kan mærkes hos forbrugerne fra Arlas side af.

- Hvis kartonen er lukket godt til, og man har rene hænder, når man rør ved åbningen, er der meget minimal forskel på holdbarheden, siger Anne Kjeldsen.

Med og uden låg

Arlas kategoridirektør for mælken anerkender, at mange danskere er glade for skruelågets praktik.

Af den grund vil plastiklåget stadig være at finde på resten af deres mælk.

- I Arla vil vi gerne være hos forbrugerne der, hvor de er, og give dem valgmuligheder. Nu kan de få en mælk med skruelåg og en mælk uden, siger Anne Kjeldsen.