Nu er Amazon gået i luften i Sverige: - De har lukket en trojansk hest ind

Man kan i første omgang ikke få pakker sendt til Danmark, men den svenske lancering kan bruges som ”et pejlemærke”, mener brancheorganisation.

28. oktober 2020 kan vise sig at blive en skæbnedag for den danske detailbranche.

Efter flere måneders venten, og endnu længere tids spekulation, har internetgiganten Amazon nemlig i dag slået dørene op til sin svenske webshop. I første omgang kan man ikke få sendt pakker fra Amazon.se til Danmark, men den svenske netbutik markerer Amazons indtog i Norden.

Et indtog, der blev varslet i august, og dengang fik både folk fra detailbranchen og eksperter til at advare om, at virkeligheden snart kunne blive anderledes for danske butikker og webshops.

- Svenskerne har lukket en trojansk hest ind, som får en masse tilskud fra staten, samtidig med at den bekæmper deres eget forretningsliv. Nu føles det pludselig meget tæt på, sagde Niels Ralund, der er direktør for Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), til Weekendavisen tilbage i august.

Til Retailnews siger Ralund, at den svenske åbning er ”et pejlemærke” om, hvordan det bliver, når Amazon kommer til Danmark.

Amazon

  • Amazon er et af verdens mest værdifulde selskaber og har adskillige services inden for teknologi, streaming og ikke mindst nethandel.
  • Blev grundlagt af Jeff Bezos som en online boghandel i 1994. Kom på børsen tre år senere og er i dag mere end halvanden billion dollars værd.
  • Har siden 1997 ejet det danske domæne Amazon.dk, der i dag henviser til Amazons tyske netbutik.
  • Ifølge en analyse fra FDIH havde 26 procent af de danskere, de spurgte, handlet på Amazons netbutik i 2018.

En ny virkelighed

Amazon er stiftet af Jeff Bezos i 1994. I dag er Bezos ikke bare verdens rigeste mand. Han er så rig, at hans ekskone, MacKenzie Scott, blev verdens rigeste kvinde, da hun i forbindelse med deres skilsmisse sidste år fik en mindre del af hans aktier i Amazon.

I de godt 25 år, der er gået, siden Bezos startede en onlineboghandel i en garage uden for Seattle i det nordvestlige hjørne af USA, er Bezos og Amazon både blevet hyldet for deres innovation – og kritiseret for deres skånselsløse jagt på forbrugernes gunst og penge.

Da Amazon annoncerede, at de kom til Sverige, kunne man blandt andet læse overskrifter som ”Ulven er på vej til Danmark, den hedder Amazon, og den bider!” i dagbladet Politiken, ”Altædende Amazon holder sit indtog i Norden. Det kan ændre de danske byer og vores alle sammens hverdag” i Information, og ”Deres ankomst har været frygtet længe” i Berlingske.

Til TV 2 sagde Niels Ralund, at danske virksomheder var nødt til at gøre sig umage for ikke at blive kørt over af Amazon, når de slog teltpælene op i Sverige.

Bezos' kamp med en ældre svensk kvinde

På nogle måder er historien om selve hjemmesiden Amazon.se et billede på, hvorfor internetgiganten deler vandene så meget.

I 1997 købte en mindre svensk grafikervirksomhed fra det centrale Stockholm webadressen Amazon.se. Når man skrev det i sin browser, var det simpelthen grafikervirksomhedens hjemmeside, man endte på.

Samme år blev Bezos’ hastigt voksende webshop børsnoteret i USA, og over de kommende år forsøgte amerikanske Amazon ifølge det svenske medie Ehandel.se at købe retten til den svenske hjemmeside. Men hver gang takkede grafikervirksomheden nej.

Indtil der til sidst skete noget.

I 2015 og 2016 havde virksomheden fra Stockholm cirka 40.000 i overskud. Men i 2017 endte bundlinjen på 5,9 millioner svenske kroner. Den dengang 60-årige kvinde, der ejede grafikervirksomheden, forklarede aldrig, hvad der var sket. Men i regnskabet for 2017 optrådt et beløb på 6,5 millioner svenske kroner under posten ”andre driftsindtægter”.

De 6,5 millioner svenske kroner er siden blevet udlagt som prisen, Bezos’ internetimperium måtte betale for retten til Amazon.se, og det er af flere blevet fremhævet som et eksempel på Amazons magt: Selvom den ældre kvinde holdt stædigt fast i sit, blev hun til sidst tromlet – eller trynet, alt efter, hvem man spørger – af Jeff Bezos’ enorme pengetank, der fik sin vilje til sidst.

Så fra i dag kan svenskerne handle på Amazon.se.

Hvornår døren åbnes til Danmark – og resten af Norden – er fortsat uvist.