Black friday ændrer fuldstændig form
Coop har valgt at aflyse black friday i de fysiske butikker helt.
Om godt en måned finder shoppedagen black friday sted, når datoen runder 27. november. En dag, der traditionelt er kendetegnet ved køtilbud og fyldte butikker.
Men sådan bliver det ikke i år, viser en rundspørge, som TV 2 har lavet.
I stedet vil tilbuddene være spredt over flere dage, så man undgår, at de shoppelystne danskere stimler sammen og dermed øger risikoen for smitte med coronavirus.
- Vi fraråder helt at afholde black friday som en enkeltdagsaktivitet. Vi anbefaler, at det afholdes over flere dage og timer. Og så opfordres butikkerne til helt at droppe køtilbud, siger Claus Bech, der er direktør for Aarhus City Forening, til TV 2.
Aarhus City Forening er paraplyorganisation for flere hundrede butikker i Aarhus Midtby, og sammen med søsterforeningerne i Odense, Aalborg og København er de gået sammen om netop den opfordring til byernes stormagasiner og specialbutikker.
Flere vagter i butikkerne
Også i elektronikvarehusene Power og Elgiganten bliver black friday ikke én dag, men spredt over flere dage.
- Vi kommer til at sprede tilbuddene ud fra mandag-søndag, og så udvider vi vores åbningstider. Og så er der vagter i alle vores butikker, der sikrer, at der ikke kommer for mange ind, siger Jesper Boysen, direktør i Power, til TV 2.
Hos Elgiganten vil man endnu ikke sige, hvilke dage der bliver tale om, men at det bliver "over flere":
- Vi gør det netop for at gøre plads til folk, siger kommunikationsansvarlig i Elgiganten Ditte Opstrup Andersen.
Hos Power fortæller Jesper Boysen, at de seneste måneder med coronavirus samt tidligere håndtering af mange mennesker ved eksempelvis åbninger har givet dem gode erfaringer.
Men selvom smittetallene stiger, og yderligere restriktioner er på vej, er der ikke udsigt til, at dagene helt aflyses, lyder det:
- Det er ikke i tråd med efterspørgslen. Rådgivningen er vigtig for kunderne, og vi kan gøre det forsvarligt, som det er nu, siger Jesper Boysen, der fortæller, at de har kørt visirer og mundbind ud til alle medarbejdere, hvis de bliver et krav – eller hvis de ansatte efterspørger dem.
Coop aflyser
Mere konsekvent er man i imidlertid hos detailkæmpen Coop, der blandt andet ejer SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Irma. Her er dagen helt aflyst i de fysiske butikker:
- Vi holder ikke black friday i år. Det er ikke tiden til det. Og vi vil ikke have, at folk stimler sammen i vores butikker. Der vil dog være black friday-tilbud på vores hjemmeside, siger kommunikations- og analysechef i Coop Lars Aarup til TV 2.
Coop.dk øgede fra 2018 til 2019 deres omsætning med 55 procent på black friday.
Salling Group, der blandt andet ejer Bilka, Føtex og BR, fortæller til TV 2, at de snart melder mere ud, men at de følger myndighedernes retningslinjer ”og ud fra dem tilrettelægger salgsaktiviteter i de enkelte kæder”.
Også i boligkæden Jysks 108 butikker vil der være restriktioner, men også her opfordrer man til at finde sine tilbud online – eller i den weekend, hvor tilbuddene kører:
- Black friday i Jysk kører altid over flere dage. Og vi har ikke køtilbud. Tilbuddene er til alle, og vi kommer også til - via vores tilbudsaviser - at opfordre kunderne til at handle online, siger kommunikationsdirektør i Jysk Rune Jungberg Pedersen til TV 2.
Op til butikkerne selv
Butikskæden Matas har tidligere bekræftet over for TV 2, at også de vil sprede tilbuddene over hele ugen – samt rykke salget online.
Claus Bech, Aarhus City Forening og søsterforeningerne i de store byer håber, at de resterende butikker følger trop.
Men der er tale om en anbefaling, der skal være medvirkende til, at de fysiske butikker får del i den meget store omsætning, der traditionelt ligger på dagen:
- Det er op til dem selv. Det her er en anbefaling. Vi kan ikke diktere noget, men håber, at de bliver fulgt, så det er sikkert for alle, siger Claus Bech, der derudover opfordrer kraftigt til, at myndighedernes anbefalinger følges nøje.
Torsdag og fredag er der registreret henholdsvis 760 og 859 smittede med coronavirus i Danmark i løbet af 24 timer. Det er det højeste antal smittede nogensinde i Danmark på et døgn.