I år vokser firmajulegaverne, og det er en god idé, mener ekspert
Selvom større julegaver kan være med til at holde medarbejderne glade, kan det ikke stå alene, mener ekspert i arbejdsglæde.
Mange kan i år se frem til at få en lidt dyrere julegave fra deres arbejdsplads, end de plejer at få.
Sådan lyder meldingen fra tre af landets største julegaveleverandører, som TV 2 har talt med. Blandt dem er Gavefabrikken, der beskriver sig selv som landets største gavefirma.
Her anslår administrerende direktør og stifter, Nikolai Kiim, at virksomhederne i gennemsnit giver 10-15 procent dyrere julegaver i år sammenlignet med de seneste år.
- Jeg tror, at noget af det handler om, at der måske er en julefrokost, der er blevet aflyst. Så giver man en lidt større julegave. Andre har måske medarbejdere, der under den her krise har ydet en ekstraordinær indsats, og derfor vil man gerne sige tak med en julegave, siger Nikolai Kiim.
Firma bruger 43.000 kroner ekstra
Et af de steder, hvor medarbejderne kan se frem til lidt dyrere julegaver, er hos Flypenge.
På grund af coronapandemien har medarbejderne haft usædvanligt travlt med at hjælpe flypassagererne med at få deres penge tilbage for udskudte eller aflyste flyafgange. Det vil man gerne sige tak for, fortæller Flypenges administrerende direktør, Dekan Salar.
- Vi har ikke altid prioriteret at give julegaver til medarbejderne. Vi har mere prioriteret det sociale i virksomheden, men i år bliver det så julegaverne, da vi ikke har kunnet holde de her julefrokoster eller andre sociale arrangementer, siger Dekan Salar.
I alt har Flypenge brugt cirka 43.000 kroner ekstra på julegaver i år, fortæller direktøren. Det svarer til omtrent 400 kroner ekstra per ansat.
En af dem, der får glæde af de ekstra store gaver, er kundeservicemedarbejder Alma Johansen. Hun havde gerne set, at Flypenge havde afholdt en julefrokost, men anser julegaven som et plaster på såret for de sociale arrangementer og fester, der er blevet aflyst i løbet af 2020:
- Det er fedt, at man vælger at investere i en større julegave for at belønne os medarbejdere for vores hårde arbejde og vores omstillingsparathed i den her coronatid, siger hun.
Giver arbejdsglæde
Ifølge Jon Kjær Nielsen er det rigtigt set af virksomhederne, når de i år giver lidt større julegaver, end de plejer. Han er ekspert i og foredragsholder om arbejdsglæde.
- Især i sådan en situation som denne, hvor det er en ny ting og en overraskelse, kan det være stort. Det er en anerkendelse, som man ikke havde regnet med. Et klap på skulderen. Der kan det betyde noget, siger Jon Kjær Nielsen.
Han fortæller, at der er flere fordele ved at holde sine medarbejdere glade og motiverede. Dels har glade medarbejdere typisk færre sygedage, dels skifter de sjældnere job, og dels giver det simpelthen bedre resultater på bundlinjen.
Samtidig advarer han dog mod, hvis virksomheder tror, at en julegave alene kan medføre større arbejdsglæde.
- Hvis folk har leveret en ekstra indsats, så skal man huske på det. Ikke kun med en julegave, men også med et klap på skulderen en kold mandag i oktober, siger Jon Kjær Nielsen.
Husk på skattegrænsen
Fra Gavefabrikkens direktør, Nikolai Kiim, lyder det, at blandt de mest populære firmajulegaver i år er en nyfortolket Verner Panton-lampe til cirka 700 kroner, et sæt af de klassiske tallerkener fra Royal Copenhagen til omtrent 500 kroner og en spinningmotionscykel til rundt regnet 800 kroner.
Får man en større julegave fra sin arbejdsgiver, end man plejer, skal man være opmærksom på skattereglerne.
Ifølge en oversigt fra Skats hjemmeside bliver julegaver op til en værdi af 900 kroner inklusiv moms ikke beskattet. Men kontantgaver eller gavekort, der kan byttes til kontanter, er dog altid skattepligtige.