Business

30-årig bliver topchef i dansk milliard-foretagende

30-årige Sune Schnack overtager topposten i Flügger fra næste år. Virksomheden solgte for knap 1,9 milliarder kroner i sidste regnskabsår. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Sune Schnack blev allerede udpeget til at lede Flügger for et lille årti siden. Til april bliver det virkeligt.

Han er kun lige fyldt 30 år, men til april sætter Sune Schnack sig for bordenden i malingkoncernen Flügger.

På den ene side er det kulminationen på et årtis oplæring.

På den anden side har udnævnelsen af Sune Schnack som administrerende direktør for Flügger allerede fået nogle til at hæve øjenbrynene.

Sune Schnack er nemlig det nyeste skud på stammen i Schnack-familien, der har den afgørende stemme i Flügger. Sammen med sin far, Ulf Schnack, ejer Sune Schnack 45 procent af Flügger-aktierne men 80 procent af stemmerne i selskabet.

- Vi er altid på vagt, når en hovedaktionær indtræder som CEO (administrerende direktør, red.), siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, til Finans.

Udpeget i 2011

Sidste regnskabsår solgte Flügger-koncernen for knap 1,9 milliarder kroner, og det placerer dem som Danmarks 256. største virksomhed målt på omsætning, ifølge Berlingskes årlige Guld 1000-liste.

Sune Schnack er fjerde generation af Schnack-familien i toppen af malingkoncernen, og at netop han skulle blive øverste chef, er ingen overraskelse.

Allerede i 2011 pegede Ulf Schnack på sin dengang bare 20 år gamle CBS-studerende søn som arvtager.

Efter endt uddannelse tilbragte Sune Schnack et par år ved konsulentvirksomheden Rambøll Management Consulting, inden han i 2017 blev hentet til Flügger. I første omgang som ansvarlig for datterselskaberne PP Professional Paint og Detale CPH, men siden august i år også som næstformand i bestyrelsen.

Sune Schnack er den fjerde generation af sin familie i Flügger.

Chefen fik til opgave at gøre sin afløser klar

Til dagbladet Børsen fortæller Flüggers bestyrelsesformand Michael Mortensen, at der ikke har været andre end Sune Schnack i spil til at afløse den nuværende topchef, Jimmi Mortensen. Han har været øverst i firmaets hierarki siden 2016, og i den tid har han haft to store opgaver. Den ene har været at strømline selskabet og sætte det rigtige ledelseshold, skriver Børsen.

- Og ved siden af det havde han en opgave i at få gjort Sune klar til at overtage jobbet, siger Michael Mortensen til Børsen.

Til sammen ejer Sune og Ulf Schnack 45 procent af aktierne i Flügger. Den næststørste aktionær er Ejendomsselskabet Casa, der ejes af bestyrelsesformanden Michael Mortensen. I alt ejes cirka 23 procent af aktierne af mindre aktionærer, og Flügger har været børsnoteret siden 1983.

Derfor vil Sune Schnacks resultater og ledelse også blive fulgt tæt, når han til april overtager chefstolen. Dels for at holde øje med, at han ikke kun varetager den aktieandel, han ejer sammen med sin far.

Men også fordi familieoverdragelse tidligere har givet udfordringer i andre virksomheder. Tidligere i år kom Harboe Bryggeri ved Skælskør eksempelvis i fokus, da en familieoverdragelse endte i drama, magtkampe og hård kritik.

Til Finans siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, at han ikke håber, noget lignende sker i Flügger:

- Vi håber ikke, at det bliver et problem i Flügger, men at det alene handler om at få bevist, at han er den rette mand på posten, og at bestyrelsen vil holde godt øje med dette.