Coronavirus

Trumps corona-tweet ramte aktiemarkedet prompte

Trumps positive coronatest har sendt aktiemarkeder over det meste af verden nedad. Men det burde faktisk ikke betyde noget, siger ekspert. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Trumps positive coronatest kommer midt i en periode med meget usikkerhed. Det er gift for aktiemarkederne.

Klokken 06.53 så alt normalt ud på det store japanske aktiemarked Nikkei 225, der er et af de vigtigste i verden.

Men præcis 15 minutter senere var det faldet med mere end 1,1 procent, og værdier for et milliardbeløb var forsvundet ud i den blå luft.

Årsagen var en positiv coronatest på den amerikanske østkyst mange tusinde kilometer fra Tokyo og det tweet, der fulgte.

- I aften er førstedamen og jeg testet positiv for covid-19. Vi begynder vores karantæne og helbredelse med det samme. Vi kommer igennem det her sammen, skrev den amerikanske præsident Donald Trump på Twitter klokken 06.54.

Har sendt markeder i rødt

Efter faldet de første minutter stabiliserede det japanske aktiemarked sig over de næste 50 minutter frem mod sin lukning klokken 8 dansk tid. Det var dog ikke hele faldet, som aktiemarkedet tog umiddelbart efter Trumps tweet, der nåede at blive indhentet.

Selvom Trumps tweet kom sent om aftenen amerikansk tid, har det allerede skabt bølgeskvulp på de amerikanske aktier.

Det kan man se på de såkaldte futures, der er aktiehandler uden for børsernes åbningstid. Handlerne slår således først igennem, når aktiemarkederne åbner. Her står de største amerikanske aktieindekser over for et fald på cirka 1 procent.

Også mange europæiske aktier har startet fredagen i rødt. For langt de fleste aktieindekser er faldet dog mindre end 1 procent, og det er en relativ lille tilbagegang sammenlignet med de dyreste dage i coronakrisens begyndelse.

- Markedet kan ikke lide overraskelser

Ifølge Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen har Donald Trumps positive coronatest ikke i sig selv betydning for, hvor mange penge virksomhederne kan tjene. Derfor burde det heller ikke have betydning for aktiemarkedet – i hvert fald i princippet.

- Men det er noget, de finansielle markeder og aktiemarkederne tager seriøst, siger Jacob Pedersen og peger på, at faldet kom straks efter Trumps tweet.

Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, mener, at det særligt er den øgede usikkerhed, der kan aflæses i aktiemarkederne. I forvejen er der flere store geopolitiske spørgsmål om både coronakrisen, det amerikanske valg og Brexit, der spidser til i øjeblikket.

Derfor er der ikke brug for mere usikkerhed, siger investeringsstrategen.

- Markedet kan ikke lide overraskelser. Det kan bedst lide at agere i et rum, hvor der er en vis forudsigelighed. Det er der ikke nu. På den korte bane bliver du nervøs, og så vil du ikke betale lige så meget, som du gjorde i går, og så falder aktiekurserne, siger Lars Skovgaard Andersen.

De amerikanske aktiemarkeder åbner klokken 15 dansk tid.