Sydbank opkøber konkurrent i milliardhandel

Sydbank skal betale knap to milliarder kroner for Alm. Brand Bank. Først skal handlen dog godkendes af myndighederne.

Sydbank køber Alm. Brand Bank. Det oplyser de to virksomheder i meddelelser til fondsbørsen.

Alle medarbejdere og kunder flytter med, hvis salget godkendes.

Handlen skal dog godkendes af Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I Alm. Brands meddelelse til fondsbørsen kan man læse, at de forventer, at salget går endeligt igennem 30. november.

Vi udsteder ikke jobgarantier, hverken i den ene eller den anden sammenhæng

Karen Frøsig, adm. direktør, Sydbank

Den foreløbige købssum er godt 1,8 milliarder kroner, fremgår det af beskederne til fondsbørsen. Det svarer til 95 procent af Alm- Brand Banks egenkapital.

Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, udtaler i forbindelse med handlen, at hun glæder sig over opkøbet, og at hun mener, den er "til alles fordel".

I øjeblikket har Alm. Brand Bank cirka 55.000 NemKonto-kunder, der har deres primære bankaktiviteter i Alm. Brand Bank, samt 4,8 milliarder kroner i bankudlån og 16,9 milliarder kroner i formidlede realkreditlån fra Totalkredit.

I fondsbørsmeddelelsen skriver Sydbank dog, at de forventer, at udlånene vil falde til mellem 3,5 og 4 milliarder kroner på sigt. Det skyldes hovedsageligt en forventning om, at man vil afvikle udlån til svage erhvervskunder.

Ingen jobgaranti

Ifølge Sydbanks seneste regnskab har banken cirka 2000 medarbejdere.

I løbet af 2021 vil de to bankers ledelse blive samlet på Sydbanks hovedkontor i Aabenraa.

I et interview med TV 2 afviser Sydbanks topchef Karen Frøsig at fortælle, om der skal fyres medarbejdere i forbindelse med sammenlægningen.

- Vi udsteder ikke jobgarantier hverken i den ene eller den anden sammenhæng. Hvor mange medarbejdere vi skal have, afhænger helt af, hvor mange vi har brug for i relation til antallet af kunder og den mulighed, vi skal have for at betjene kunderne rigtig godt, siger hun og fortsætter:

- Derfor vil min opfordring til medarbejderne i Alm. Brand Bank også være: Fortsæt det rigtig gode arbejde, så vi har flest mulige kunder. Så har vi brug for flest mulige medarbejdere, siger Karen Frøsig og understreger, at hun "bestemt har en plan".

Vil du fortælle om den her, Karen Frøsig?

- Det vil jeg ikke, for i det omfang, den berører konkrete medarbejdere, vil jeg tale med dem først.