Coronavirus

Flyselskaber får påbud om at refundere billetter

SAS og Norwegian er blandt de selskaber, der fredag får brev fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mange flykunder venter fortsat på refusion for flybilletter, de ikke kunne bruge på grund af coronaudbruddet.

Flere flyselskaber kan forvente at modtage et påbud fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og i sidste ende en politianmeldelse, hvis de ikke overholder påbuddet.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at mange flykunder fortsat venter på at få refusion for billetter til flyafgange, som flyselskaberne har aflyst på grund af coronapandemien.

Derfor vil Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udstede påbud og forpligte flyselskaberne til at afvikle deres refusionssager inden for en tidsfrist, som styrelsen fastsætter.

Tålmodigheden sluppet op

Styrelsen har i løbet af foråret og sommeren været forstående over for den vanskelige situation, flyselskaberne har stået i med ekstraordinært mange refusionssager, skriver den i pressemeddelelsen.

Men "styrelsen kan dog konstatere, at der fortsat er udfordringer med selskabernes efterlevelse af refusionspligten", står der videre.

I første omgang går styrelsen efter flyselskaber, som den har modtaget mindst 50 klager over, og flyselskaber, som efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vurdering har omfattende udfordringer med refusionspligten.

De første flyselskaber får fredag brev fra styrelsen, oplyser den til TV 2. Derefter har de 14 dage til at afgive partshøring, inden der falder et påbud med en deadline for tilbagebetaling.

De ti selskaber

Det drejer sig om ti flyselskaber, som styrelsen 9. september havde modtaget mere end 50 klager over. Klager, som handler om aflysninger på grund af coronavirus. De ti selskaber er:

  • Ryanair
  • SAS
  • Norwegian
  • KLM
  • Air France
  • Lufthansa
  • Brussels Airlines
  • Vueling Airlines
  • TAP Portugal
  • EasyJet

Hvis selskaberne ikke efterlever påbuddet, vil styrelsen i det enkelte tilfælde vurdere, om det skal føre til politianmeldelse. Styrelsen vil desuden løbende vurdere, om der skal sendes påbud til flere flyselskaber.

Flykunder har ifølge EU's flypassagerrettighedsforordning ret til refusion af ubrugte flybilletter inden for syv dage, når en flyafgang aflyses.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fortsætter med at behandle de enkelte klagesager, men forventer, at det nye tiltag i de fleste sager fører til, at flyselskaberne refunderer kundernes billetter, inden styrelsen når at træffe afgørelse.