Business

'Afrikas Spotify' går på børsen i Danmark

Firmaet, der har dansk direktør, bestyrelsesformand og stammer fra Danmark, vil sætte sig på musiktronen i Afrika.

Det er ikke, fordi musiktjenesten Mdundo mangler ambitioner. Når de omtaler sig selv, er det som "Afrikas svar på Spotify".

Mdundo betyder ”rytme” på swahili, der tales i dele af Østafrika, og fra på fredag kan man købe og sælge ejerandele af firmaet på den lille danske børs Nasdaq First North.

Det står klart, efter musiktjenesten, der har fokus på Afrika, er kommet succesfuldt ind på børsen.

Vi er ikke blåøjede. Det koster at vokse

Mdundos bestyrelsesformand Jesper Vesten Drescher

I alt havde Mdundo sat fire millioner aktier til salg i den såkaldte tegningsperiode, der går forud for den fri handel på First North-børsen.

Men dobbelt så mange ønskede at investere i musiktjenesten, der nu anslås at have en markedsværdi på godt 100 millioner kroner. Det glæder bestyrelsesformand Jesper Vesten Drescher.

- Vi har en stor ambition, og vi er godt i gang. Det er ikke noget, der blev startet i går. Mdundo blev stiftet for syv år siden, og vores administrerende direktør flyttede fra Danmark til Nairobi (i Kenya, red.) og har boet der siden, siger Jesper Vesten Drescher til TV 2.

Her er nogle af de mulige risici, ifølge Mdundo selv

  1. Musikrettigheder. Hvis centrale aftaler forsvinder vil det være et problem.
  2. Negative pengestrømme. Selskabet har tabt penge indtil videre, og det kan blive en udfordring på sigt.
  3. Forholdene i Afrika. Politisk ustabilitet og ændrede regler mv., kan blive et problem.
  4. Anvendelse og distribution af musikrettigheder. Musikere kan selv uploade sange til Mdundos platform. Gør de det uden at have rettighederne, kan det falde tilbage på Mdundo.
  5. Problemer med apps. Udelukker fx Apple eller Android Mdundo fra app store kan det blive en udfordring.

Frygter ikke Spotify

Ifølge det materiale, Mdundo har præsenteret for mulige investorer, har musiktjenesten fem millioner brugere om måneden og cirka afrikanske 80.000 kunstnere, der benytter sig af platformen.

Særligt det sidste er vigtigt for selskabet videre succes, fortæller Jesper Vesten Drescher.

- Vi har fået mange spørgsmål om, hvorfor Spotify ikke bare overtager markedet. Det er der flere årsager til: Dels har vi brugt syv år på at få 80.000 kunstnere ind på vores platform. De er ikke organiseret i et pladeselskab, som vi kender det i Vesten. Og dels har vi et produkt, der passer til det afrikanske marked, siger bestyrelsesformanden.

Han fortæller, at der er rigtig mange i Afrika, der har en mobiltelefon, men ofte er der dårlig dækning, telefonerne har ikke ret meget hukommelse, og data er dyrt.

Ifølge bestyrelsesformanden er Mdundos model tilpasset de udfordringer, det giver, ved blandt andet at bruge mindre data, hukommelse og have en hjemmeside, der er tilpasset mobiltelefoner. På den måde behøver kunderne ikke at have en app på deres telefon.

Derudover er størstedelen af Mdundos bruger såkaldte freemium-brugere, der ikke betaler for at høre musikken, men til gengæld skal høre en lille reklame inden hver sang. Det skyldes blandt andet, at mange afrikanere ikke har et betalingskort, der kan bruges til en typisk abonnementsordning.

Langt fra stjernerne

I det meste af den vestlige verden er svenske Spotify den dominerende musiktjeneste. Men i Asien er Tencent Music størst, og fælles for begge er, at de er børsnoteret i New York.

Den samlede børsværdi af de to selskaber er næsten 500 milliarder kroner, men modsat dem har Mdundo været fokuseret på det afrikanske marked fra første dag.

- Vi er ikke et dansk selskab, der er taget til Afrika. Vi er et selskab, der er startet på det afrikanske marked, og som har bygget et produkt til de afrikanske forbrugere og musikere, siger Jesper Vesten Drescher.

Skal bruge penge for at vokse

I materialet, der er blevet fremlagt i forbindelse med børsnoteringen, fremgår det, at Mdundo havde en omsætning i første halvdel af regnskabsåret 2019/20 på godt 860.000 kroner, og et underskud for perioden på 716.000 kroner.

Her kan man også læse, at Mdundo har 12 fuldtidsansatte og 11 konsulenter tilknyttet i Kenya. Men de tal skal stige over de kommende år.

Årsagen til, at Mdundo nu har valgt at gå på børsen, er for at rejse penge. Bestyrelsesformanden nævner Spotify som eksempel: Den svenske streaminggigant blev skabt i 2006, men kunne først i slutningen af 2018 præsentere et kvartal med overskud.

- Vi er ikke blåøjede. Det koster at vokse, så vi skal bruge noget kapital. Men der er et kæmpe potentiale, siger Jesper Vesten Drescher.