Business

Danske selskaber tjener mere end 40 milliarder midt i coronakrisen

Langt de fleste af C25-selskaberne har fået flere penge mellem hænderne i år. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Særligt Novo Nordisk har tjent milliarder trods coronakrisen.

Dommedagsprofeterne har nærmest stået i kø.

Andet kvartal kunne blive et af de sorteste kapitler i dansk økonomis historie, lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S) tilbage i april. Både nationalbanken og de økonomiske vismænd har advaret mod et hidtil uset tilbageslag for økonomien, og eksperter har frygtet konkursbølger.

Men for landets største virksomheder har de seneste kvartaler slet ikke været så mørke. Det viser en gennemgang, TV 2 har foretaget af selskaberne i C25-indekset på dagen, hvor de sidste offentliggjorde økonomiske nøgletal for de seneste måneder.

Samlet set har virksomhederne i C25-indekset tjent mere end 45 milliarder kroner de seneste to kvartaler.

C25-indekset og de 24 selskaber

  • C25-indekset består af de 25 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs.
  • Da der både indgår en A- og en B-aktie for A.P. Møller – Mærsk består indekset kun af 24 virksomheder, trods sit navn.
  • Enkelte af virksomhederne kører med såkaldt ”skævt” eller ”forskudt” regnskabsår. Det gælder Ambu, Chr. Hansen og Coloplast. Her er der taget udgangspunkt i de seneste to kvartalsregnskaber.
  • Nogle af virksomhederne har aflagt regnskab i en anden valuta end danske kroner. Det gælder blandt andre Mærsk (US Dollars) og Vestas (Euro). Her er beløbene blevet omregnet.

Milliardoverskud

Selvom størstedelen af de 24 virksomheder har haft overskud det seneste halve år, er det særligt medicinalgiganten Novo Nordisk, der trækker op. På de første seks måneder af 2020 har Novo Nordisk således haft et overskud på godt 22,5 milliarder kroner.

Men også A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Coloplast, DSV – Panalpina, Genmab, GN Store Nord, Novozymes, Ørsted og Danske Bank har tjent mere end én milliard kroner de seneste to kvartaler.

Til sammenligning er det kun Vestas, Pandora og ISS, der samlet set har tabt penge på første halvdel af året. Værst er det gået for rengørings- og servicekoncernen ISS, der ifølge sit seneste regnskab tabte knap 2,7 milliarder kroner i første halvår.

Ubureaukratiske

En af dem, der har fulgt virksomhedernes rejse gennem coronakrisen fra nærmeste hold er Majken Schultz, der er professor på Copenhagen Business School, forsker og medlem af Carlsbergs bestyrelse.

- Der er store forskelle på brancherne, men der er mange danske virksomheder, der har klaret det langt bedre end dommedagsprofetierne, vi har hørt, siger hun til TV 2.

Hun peger først og fremmest på, at danske virksomheder er forholdsvis fleksible og ubureaukratiske sammenlignet med deres konkurrenter.

- Mange reagerede hurtigt, da de kunne se, der skete noget på de lokale markeder rundt om i verden. Der vidste man ikke alting om det i hovedsædet i Danmark, men man lagde meget ansvar ud til de lokale markeder. Det gav bedre mulighed for at gribe ind efter lokale forhold, og det gav mulighed for at lære af erfaringerne, siger Majken Schultz.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, har regnskaberne generelt været bedre, end hvad investorerne frygtede.

Det har da også vist sig i aktiekurserne, hvor 15 af de 24 virksomheder i dag sælges dyrere end i starten af 2020. Samlet set er C25-indekset steget 18,4 procent i 2020 trods coronakrisen.