Coronavirus

Selskaber kritiserer rejsevejledning: Det koster danske arbejdspladser

Det giver ikke mening at kigge på Spanien som ét samlet hele, lyder det fra Spies, der efterlyser rejsevejledninger til landes enkelte regioner.

Ansatte i Danmark kommer til at miste deres arbejde som en direkte konsekvens af Udenrigsministeriet rejsevejledninger.

Sådan lyder kritikken fra Spies, et af landets største rejsebureauer, der står til at fyre op mod 200 af selskabets 500 medarbejdere i Danmark i sit flyselskab, Sunclass.

Ifølge Spies har Udenrigsministeriets ændringer i rejsevejledningerne skabt stor usikkerhed hos forbrugerne. Samtidig efterspørger rejsebureauet regionale rejsevejledninger.

- Det medfører danske fyringer, at Udenrigsministeriet ikke har lavet regionale rejsevejledninger, og at der har været slingrekurs i vejledningerne. Det er en direkte konsekvens, siger Lisbeth Nedergaard, der er kommunikationschef i Spies, til TV 2.

Også Bravo Tours og Tui advarer om, at det potentielt kan føre til fyringer i Danmark, hvis ikke eksempelvis Spanien bliver opdelt.

Spies: Det giver ikke mening

Snakken om regionale og lokale rejsevejledninger er ikke ny, men især efter at Spanien i starten af august blev lukket land ifølge rejsevejledningerne, har debatten taget til.

Rejsevejledninger

  • Udenrigsministeriets grænse for hvorvidt det er forsvarligt at rejse til et land eller ej inddeles efter landets samlede smittetal.
  • Når smittetallet er steget til over 30 per 100.000 indbyggere, fraråder ministeriet alle ikke-nødvendige rejser dertil.
  • Siden 6. august har Spanien oversteget den grænse, og derfor frarådes rejser til hele landet.
  • Torsdag klokken 16 opdaterer Statens Serum Institut landenes smittetal

Særligt regionerne Catalonien og Aragón i det nordlige Spanien trak nemlig landsgennemsnittet for nye coronatilfælde op til et niveau, hvor Udenrigsministeriet nu fraråder rejser til hele Spanien, selvom yndede rejsemål for danskere som eksempelvis Tenerife og Gran Canaria har lave smittetal.

Men ifølge Lisbeth Nedergaard fra Spies giver det ikke mening at kigge på Spanien som ét samlet hele, når man skal anbefale eller fraråde danskere at rejse på ferie.

- De Kanariske Øer er en af de store destinationer for os, men vi kan ikke flyve dertil, fordi der er problemer i Nordspanien, siger Spies’ kommunikationschef.

Men, Lisbeth Nedergaard, modargumentet fra ministeriets side har været, at de regionale data er for usikre. Kan de ikke have en pointe i det?

- De tal, der kommer fra Spanien, er officielle tal. Jeg har fuld tillid til de tal, der kommer fra regionerne i Spanien.

Administrativt tungt at opdele

Udenrigsministeriet lavede tilbage i starten af marts regionale og lokale rejsevejledninger. Eksempelvis skelnede ministeriet mellem skiområdet Ischgl og resten af Østrig, ligesom en række regioner i Norditalien specifikt blev udpeget i rejsevejledningerne.

Men 13. marts frarådede Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser ud af Danmark, og selvom der siden er blevet åbnet gradvist op for lande i Europa, har ministeriet tidligere afvist at genindføre regionale eller lokale rejsevejledninger.

I slutningen af juli lød det blandt andet, at regionale rejsevejledninger var "administrativt tung" at håndtere, at de var "mindre stabile", og at der ikke var tilstrækkelig data "på regionalt niveau for alle lande i EU/Schengen".

Siden har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) dog i et svar til Folketinget åbnet for, at Udenrigsministeriet potentielt kan genindføre regionale rejsevejledninger for en række lande.

Pakkerejser bundet af vejledninger

Som udgangspunkt er Udenrigsministeriets rejsevejledninger hverken lov eller bindende. Det vil sige, at for eksempel SAS eller Norwegian godt kan sende danskere på ferie i Barcelona, Madrid eller andre spanske byer.

Men fordi rejsebureauer som Spies, Bravo Tour og Tui sælger såkaldte pakkerejser, der består af mere end bare en flyafgang, er de underlagt nogle særlige regler. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til TV 2:

- Som forbruger kan du altid få dine penge tilbage, hvis du har købt en pakkerejse til et sted, Udenrigsministeriet fraråder at rejse til, siger forbrugerjuridisk chef i Susanne Aamann.

Hun fortæller, at reglerne vil gælde det enkelte område, hvis der bliver indført regionsopdelte rejsevejledninger. På den måde vil både rejsebureauerne og Udenrigsministeriet altså kunne skelne mellem eksempelvis Nordspanien og De Kanariske Øer.

80 procent af omsætningen

En sådan sondring vil være vigtig for at undgå fyringer i de kommende måneder, siger Bravo Tours administrerende direktør, Peder Hornshøj, til TV 2:

- De Kanariske Øer udgør 80 procent af vores omsætning om vinteren, så det er altafgørende for os. Det vil koste mange arbejdspladser, hvis ikke de er åbnet op til vinter, siger Peder Hornshøj.

Tidligere har den internationale rejsekoncern Tui meddelt, at de skal fyre 8000 medarbejdere over hele verden. Hvor mange danske arbejdspladser der vil gå tabt, er uvist. Men ifølge Tuis pressechef i Danmark, Mikkel Hansen, vil det "helt sikkert hjælpe på situationen", hvis der kommer regionale rejsevejledninger.

TV 2 har uden held forsøgt at få et interview med Udenrigsministeriet om sagen.