Business

Nykredit om nye regler: - Vi får en klub af gamle mænd som direktører

Skærpelsen af reglerne spænder ben for kvindelige talenter ifølge Nina Smith, som er næstformand i Nykredit. Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

I syv samfundsvigtige banker er der kun fem kvindelige direktører ud af 37, viser en optælling af TV 2.

Der er markant flere mænd end kvinder i toppen af den danske finansverden.

Og skærpede regler fra Finanstilsynet kan gøre det endnu sværere for kvinder at nå til tops i branchen.

Sådan lyder advarslen fra næstformanden i Nykredit til mediet Finans.

- Det vil være systembevarende. Vi får en klub af gamle mænd som direktører, siger Nina Smith, der også er professor i økonomi, forsker og tidligere økonomisk vismand.

Konsekvens for kvinderne

Det er Finanstilsynets såkaldte ”Fit & Proper”-regler, der ifølge Nina Smith risikerer at spænde ben for flere kvinder i toppen af finansverden.

Hun mener, at kvindelige talenter vil have sværere ved at komme til, når de øverste stillinger kun kan udfyldes af folk, der har stor erfaring, fordi de fleste ledende stillinger i dag er besat af mænd.

Hun bliver bakket op af Kai Hammerich, der er partner i headhunterbureauet Korn Ferry.

- Selvom reglerne er kønsneutrale, og intentionerne er gode, er konsekvensen konserverende, og de modsætter sig ønsket om flere kvinder i ledelsen, siger Kai Hammerich til Finans.

Kun én kvinde på toppen

Ifølge en optælling, TV 2 har foretaget blandt 14 af de vigtigste virksomheder fra den danske finansverden, er kvinder gevaldigt i undertal i de øverste ledelseslag.

Halvdelen af virksomhederne, TV 2 har kigget på, er de syv såkaldte systemisk vigtige finansielle institutter, kaldt SIFI’er, der er så vigtige for den danske samfundsøkonomi, at de er underlagt nogle særlige regler. Du kan se hele listen over de 14 virksomheder i grafikken herunder.

Hvad er SIFI'er

Visse banker i Danmark er så store, at de hver i sær har betydning for samfundsøkonomien.

De kaldes SIFI'er, som står for "systemisk vigtige finansielle institutter".

SIFI'erne er Danske Bank, Nykredit Realkredit, Nordea Kredit, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord.

Finanstilsynet udpeger SIFI'erne en gang om året.

I alt er der, ifølge TV 2’s opgørelse, 156 bestyrelsesmedlemmer i de 14 virksomheder og banker. 45 af dem er kvinder, mens de resterende 111 er mænd.

En lignende tendens ses i de 14 direktioner. Her er der til sammen 50 mænd og 9 kvinder. Kun i én af bankerne, er den øverste chef kvinde. Det drejer sig om Karen Frøsig, der er administrerende direktør i Sydbank.

Finanstilsynet afviser ansvar

Hidtil har Finanstilsynet krævet, at direktører og bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder som banker, penge- og realkreditinstitutter samt pensionskasser har haft ”tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring”.

Men efter længere tids debat og opmærksomhed om "Fit & Proper"-reglerne, foreslog Finanstilsynet i juni en konkretisering af, hvad ”tilstrækkelig erfaring” er.

For at blive topchef i en landets SIFI’er, skal man nu have ti års relevant erfaring for at blive erklæret ”egnet” til opgaven. For de mindre virksomheder i den finansielle sektor samt for bestyrelsesmedlemmer lægger Finanstilsynet op til at kræve fem års erfaring.

Ifølge Finanstilsynet er der ikke tale om en skærpelse af reglerne, men derimod en konkretisering. Tilsynet ser heller ikke nogen problemer med kravene om et bestemt antal års erfaring.

- Vi mener ikke, at der er noget i reglerne, der forholder sig til eller ønsker at gøre det sværere for kvinder eller andre. Hvis der er et problem på det her område, er det fordi pengeinstitutterne historisk set ikke har været gode nok til selv at have en tilgang til det, der sikrer, at kvinder er ligeligt repræsenteret i alle ledelseslag, siger Tobias Thygesen, kontorchef i Finanstilsynet, til TV 2.

Ifølge Tobias Thygesen er det ikke første gang, Finanstilsynet hører kritik for "Fit & Proper"-reglerne.

De skærpede regler er sendt til høring, og det vil senere udmønte sig i en politisk dialog, forklarer han.