Business

Dansk BNP tager det største fald nogensinde

Det bliver afgørende, hvordan resten af august går, når hjælpepakkerne ophører, og erhvervslivet skal til at klare sig selv igen, siger cheføkonom.

Danmarks BNP er under coronakrisen faldet så dramatisk, at det overgår alt, vi før har oplevet.

I årets andet kvartal er den samlede danske produktion af varer og tjenester nemlig styrtdykket med 7,4 procent. Det viser et skøn fra Danmarks Statistik.

Til sammenligning faldt BNP’et i 2008, da finanskrisen var på sit højeste, kun med 2,4 procent på et enkelt kvartal. Og derfor er skønnet ikke rar læsning, mener finansminister Nicolai Wammen (S).

- Det vidner om, at vi står midt i en krise af historiske dimensioner med fortsat store økonomiske udfordringer som følge af corona, siger han.

Og den udlægning er Las Olsen, som er cheføkonom i Danske Bank, enig i. Men samtidig understreger han, at meget allerede har ændret sig siden andet kvartal, der løb fra april til juni.

- Det er jo det værste, vi nogensinde har oplevet, så på den måde er det selvfølgelig rigtig slemt. Men selvom det er den dybeste recession, vi har haft, er det også den korteste, forklarer han.

Man skal ikke få et chok

Siden produktionen blev opgjort, er store dele af økonomien nemlig åbnet op sammen med resten af samfundet, og derfor ser billedet i august væsentlig anderledes ud end i foråret.

Det forklarer cheføkonom i Nykredit Troels Kromand Danielsen.

- Man skal ikke få sig et chok, når man ser, at dansk BNP har set det voldsomste fald nogensinde. Det er tal fra dengang, vi stod på bunden og kiggede op, og siden da er det gået fremad, forklarer han.

Han fremhæver, at både produktionen og eksporten er gået frem siden krisens mørkeste måneder, og selvom ledigheden er vokset eksplosivt, er den udvikling stagneret gennem de seneste uger.

Men alligevel er det for tidligt at ånde lettet op.

Den store test skal stå i august

Selvom meget er lysnet siden foråret, peger begge cheføkonomer på, at sorte skyer stadig hænger over dansk økonomi.

Hvad er BNP?

  • BNP er en forkortelse for ”bruttonationalprodukt” og bruges til at måle et lands samlede økonomi. Hvis BNP’en stiger, går det typisk godt i økonomien. Falder BNP’en, går det dårligt.
  • BNP opgøres som værdien af den samlede produktion med fradrag af værdien af de varer og tjenester, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen.
  • BNP’en er altså udtryk for værdien af alt det, der produceres på de danske arbejdspladser.

Ifølge Las Olsen har nedlukningen alt andet lige skabt et økonomisk efterslæb, og han forudser, at vi tidligst i 2022 vil være tilbage på samme niveau, som før coronaen kom til landet.

Samtidig er tusindvis af danske virksomheder livsvigtigt afhængig af at handle med verden omkring os. Og den samhandel kan stadig nå at blive hæmmet yderligere.

- Hvad, der kommer til at ske, hænger virkelig meget sammen med, hvor godt man får styr på sygdommen og den økonomiske genopretning rundt om i verden. Og der er usikkerheden vildt stor, fortæller Las Olsen.

Sidst men ikke mindst nærmer vi os med hastige skridt udløbsdatoen for det utal af hjælpepakker og kompensationsordninger, som gennem de seneste måneder har fungeret som respirator for erhvervslivet.

Og når de forsvinder, vil de næsten med garanti tage både virksomheder og arbejdspladser med sig i faldet, forklarer Troels Kromand Danielsen. Spørgsmålet er bare, hvor mange.

- Selvom det ser bedre ud nu, end vi have frygtet, er dansk økonomi stadig på støtten. Og den store test skal stå i august, når hjælpepakkerne ophører, og erhvervslivet skal til at klare sig selv igen, siger han.