Coronavirus

SAS advarer om risiko for konkurs: – Skal tages alvorligt, siger Ole Krohn

- De vil sende et signal til obligationsejerne om, at det ikke er noget tag-selv-bord at medvirke i redningsplanen, fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn. Christoffer Laursen Hald / TV 2

Hvis flyselskabets redningsplan skal lykkes, er der brug for, at mange flere kreditorer accepterer den.

Hvis vi går konkurs, så skal I ikke regne med at få jeres penge tilbage, lyder advarslen fra SAS til sine kreditorer.

Siden slutningen af juni har Skandinaviens største flyselskab forsøgt at få en redningsplan på plads, som skal sikre dets overlevelse gennem coronakrisen – og nu har SAS kun to uger tilbage til at overbevise sine obligationsejere om at acceptere redningsplanen.

Men indtil videre er der alt for få kreditorer, som har sagt ja.

Derfor forsøger SAS nu at presse dem til at acceptere den ved at understrege, at obligationsejerne også selv har en interesse i, at en aftale lander, fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn:

- Det skal ses som en trussel om, at konkurs er en mulig udgang, hvis rekonstruktionen af selskabet falder på gulvet.

Mangler støtte til redningsplan

Hvis opbakningen fra SAS’ obligationsejere fortsætter som nu, er det ikke nok til, at SAS kan få aftalen i hus inden deadline 25. august.

For at planen lykkes, skal henholdsvis 80 og 66,6 procent af ejerne af selskabets to slags obligationer støtte redningsplanen. Men fredag var der kun opbakning fra 51,4 og 39,6 procent af dem.

Som en del af den såkaldte "genoprejsningplan" ønsker SAS nemlig at afvikle noget af deres gæld ved at konvertere gældsposter til aktier - og det vil udvande de eksisterende aktiers værdi.

Men selvom redningsplanen vil koste de nuværende aktionærer penge, skal SAS' advarsel tages alvorligt, mener Ole Krohn.

- De vil sende et signal til obligationsejerne om, at det ikke er noget tag-selv-bord at medvirke i redningsplanen for Skandinaviens største luftfartsselskab, siger han.

Udover obligationsejerne forhandler SAS også med den svenske og den danske stat, som tidligere har ejet cirka 14,8 og 14,2 procent af SAS. Mod en saltvandsindsprøjtning på 8,5 milliarder kroner, er de to landes ejerandel dog steget til cirka 20,05 procent.

Hårdt ramt af krisen

SAS skal spare, hvad der svarer til cirka 2,85 milliarder kroner inden 2022, og derfor har flyselskabet allerede gennemført dele af genopretningsplanen, hvilket blandt andet har ramt SAS' medarbejdere hårdt.

I slutningen af juni fyrede SAS knap 1600 af sine danske medarbejdere, efter højsæsonens flytrafik i år har været på et historisk lavpunkt. I den forbindelse meddelte flyselskabet, at det ”formentlig vil tage nogle år, før efterspørgslen vender tilbage til det samme niveau som før covid-19”.

Ifølge SAS' seneste regnskab, der dækkede perioden februar til april 2020, og som blev offentliggjort i begyndelsen af sommeren, er luftfartsselskabets egenkapital styrtdykket siden coronakrisens indtog.

Per 31. oktober 2019 havde SAS således en egenkapital på cirka 3,8 milliarder danske kroner. Den 30. april 2020 var egenkapitalen i omegnen af minus 40 millioner kroner.