Business

Flere springer ud som iværksættere: - Det er et fantastisk tidspunkt for os at starte en forretning

Bare i juli blev der registreret 2572 nye danske virksomheder. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Selvom flere har startet virksomhed i juni og juli end sidste år, er der stadig langt til niveauet i 2018, viser en analyse.

Coronakrisen har henover foråret sat en prop i dansk erhvervsliv, men nu pibler nye iværksættere frem igen.

Efter et solidt dyk i april er antallet af nye registrerede virksomheder steget støt, og i juni og juli var der endda flere nye iværksættere end samme periode sidste år. Det viser en optælling, som TV 2 har lavet på baggrund af tal fra CVR-registret.

Nogle af dem, som på trods af coronakrisen for nylig har kastet sig ud i livet som selvstændige, er Rasmus Relling og Magnus Mygind.

I juni øjnede de to nyuddannede geografer muligheden, og startede grønferie.dk, som arrangerer vandreferier i den danske natur.

- Det er et fantastisk tidspunkt for os at starte en forretning. Coronakrisen er i virkeligheden ikke så dårlig for os, for det betyder, at flere mennesker holder ferie hjemme i Danmark, siger Rasmus Velling.

Og grønferie.dk er ikke de eneste, der har set muligheder i nedlukningen af samfundet.

Finanskrisen skabte iværksætter-succes

Selvom coronakrisen har taget livet af både store og små virksomheder, har den ifølge Alex Randrup Thomassen, som er sekretariatschef i Dansk Iværksætterforening, også banet vejen for de nye og innovative.

Når en krise pludseligt rykker fundamentalt ved både erhvervslivet og forbrugsvanerne, er det nemlig som virksomhed nødvendigt at gå ad nye og hidtil ubefærdede veje for at tilpasse sig den nye situation, forklarer han:

- Kriser skaber nye muligheder. Det så vi også for ti år siden under finanskrisen, hvor rigtig store virksomheder som Airbnb, Whatsapp og Pinterest blev skabt.

Når alt forandres, er man nødt til at tænke nyt og innovativt, siger Alex Randrup Thomassen. Video: Steffen Neupert

Men der er også en anden mulig forklaring på de mange iværksætterier.

Selvom chefkonsulent for iværksætterpolitik for Dansk Erhverv Jasmina Pless også peger på, at krisetider gøder jorden for spirende virksomheder, understreger hun, at stigningen derudover kan skyldes, at mange har udsat at starte en ny, spæd virksomhed.

- Det kan være noget, der nu udjævner sig, fordi der var mange iværksættere, som holdt vejret og ventede på at se, hvordan Corona ville udvikle sig, siger hun.

Danske iværksættere har sikkerhedsnet

Men på trods af, at det fasttømrede marked bliver rystet fri, kan kriser også være en usikker tid for iværksættere.

Satser man som ny erhvervsdrivende på at sælge varer og tjenester til andre virksomheder, er man nemlig enormt afhængig af, hvor godt de klarer sig gennem krisen, fortæller Jasmina Pless.

Alligevel er risikoen dog forholdsvis lille for en dansk iværksætter.

Selvom nogle iværksættere nyder godt af de nye muligheder, bliver særligt de, der sælger til virksomheder, ramt af krisen. Video: Steffen Neupert

Godt nok lægger mange både blod, sved og opsparing i en nyopstartet virksomhed, men ifølge Alex Randrup er det trods alt sjældent med livet som indsats at kaste sig ud i et dansk forretningseventyr i en velfærdsstat.

- Man skal huske, at vi i Danmark bliver iværksætter af lyst, hvor man andre steder i verden bliver det af nød. Og så har vi mulighed for at teste og tage chancer, for vi har et sikkerhedsnet at falde tilbage på, siger han.

Men det er stadig ikke alle, der tør satse lige meget.

Krav om egenkapital skræmmer

Selvom der hen over sommeren er blevet startet flere nye virksomheder, viser en analyse fra Dansk Erhverv, at antallet af nye iværksættere siden maj 2019 er cirka en tredjedel lavere end året før.

Det skyldes ifølge Jasmina Pless, at den tidligere regering i april 2019 afskaffede muligheden for at oprette et særligt iværksætterselskab for kun én krone.

Derfor skal alle, der opretter for eksempel et anpartsselskab, skal have mindst 40.000 kroner stående i virksomheden – og det ærgrer chefkonsulenten i Dansk Erhverv:

- Vi synes, at man skulle tage det op til overvejelse, om man skal genindføre iværksætterselskaberne - eller endnu bedre, at man så på kapitalkravet for anpartsselskaber, så iværksættere også kan være med.

Alligevel opfordrer hun alle med en god ide til at overveje livet som iværksætter – og skal man tro de to mænd bag grønferie.dk, er livet som selvstændig da heller ikke helt uden sine fordele.

- Selvfølgelig kunne vi have fundet et job, og det havde nok også været nemmere. Men det er også fedt at være sin egen chef, og så laver vi jo noget, vi synes, er spændende og sjovt, siger Magnus Mygind.