Business

Discountbutikker bygger løs: - Vi har alt for mange supermarkeder til vores lille land

Tilsammen planlægger Netto, Rema1000, Aldi og Lidl at åbne 36 nye forretninger i 2020. Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Selvom danskerne køber oftere ind, er kampen mellem lavprisselskaberne blevet hårdere, siger detailekspert.

Synes man, at der er for langt til det nærmeste supermarked, kan der være god grund til at glæde sig.

På trods af den økonomiske krise og en i forvejen benhård konkurrence mellem landets supermarkeder, bygger de danske discountkæder nemlig nye butikker på livet løs.

Det viser en rundspørge, som TV 2 har foretaget blandt landets fem største discountkæder.

Samlet set forventer Netto, Rema1000, Aldi og Lidl at åbne 36 nye forretninger i 2020, mens et stort antal enten skal flyttes eller renoveres. Som de eneste har Fakta ikke planer om at hæve antallet af butikker.

Men ifølge Dorthe Wimmer, som er forbruger- og detailekspert ved Retail Institute Scandinavia, er der langt fra behov for flere supermarkeder i Danmark:

- Når vi kigger på, hvordan vi som danskere handler ind, er vi nogle af dem, der handler oftest ind i hele verden. Og det er fordi, vi har alt for mange supermarkeder til vores lille land.

Men det skræmmer ikke discountkæderne.

Mætningspunkt er nået

I Salling Group, som står bag landets 512 Netto-butikker, er administrerende direktør Per Bank ganske klar over, at supermarkedsbranchen er stødt mod en mur.

- Mætningspunktet er nået, og vi har allerede dagligvarebutikker nok til at brødføde tre gange så mange indbyggere, som vi er, siger han.

Alligevel mener landets største kæde stadig, at den kan vokse sig endnu større - og efter planen bliver Netto syv butikker rigere i 2020.

For selvom der ikke kommer flere kunder på det danske dagligvaremarked, er det nemlig stadig muligt at få flere af dem til at vælge Netto frem for en konkurrent, mener Per Bank:

- Jeg synes jo, at alle danskere fortjener at have en Netto tæt på sig, og der er vi ikke helt endnu. Men jeg tror, at vores mætningspunkt er omkring de 600 butikker.

Og spørger man Dorthe Wimmer, er direktøren for Salling Group ikke den eneste, der er klar til at kæmpe om kunderne.

Krig om kunderne

Hvor discountsupermarkeder for få år siden var sparsomt indrettet og præsenterede sine varer på paller og i papkasser, kappes de nu om at være mest luksuriøse.

- Det presser jo også resten af supermarkedsbranchen, for så skal de innovere og øge deres kvalitet, siger Dorthe Wimmer.

Selvom antallet af supermarkeder vokser, og danskerne køber oftere og oftere ind, bruger vi nemlig ikke flere penge, end vi plejer.

Det har fået supermarkederne til at erklære krig – blandt andet ved at åbne butikker tæt på så mange kunder som muligt, forklarer hun:

- Kampen om de penge, vi bruger i supermarkederne, er blevet hårdere. Man skal stå meget tidligt op for at tiltrække kunder i supermarkedsbranchen.

Men det er ikke alle, der følger samme strategi.

Fakta bygger ikke nyt - men om

Hos landets andenstørste discountkæde, Fakta, har man helt modsat ingen planer om at åbne flere butikker.

I stedet er planen at bygge nogle eksisterende butikker om, mens andre skal flyttes til nye, lovende adresser, forklarer direktør i Fakta, John Hornbech Christensen:

- Der er jo masser af butikker i Danmark, og vi tror på, at vores vækst skal komme ved at modernisere de butikker, vi har, så vi i højere grad kan imødekomme kundernes forventninger og krav.

Supermarkedskæden har gennem en årrække afleveret regnskaber med negative tal på bundlinjen, men sidste år lykkedes det Fakta at komme ud med et overskud.

Men selvom Fakta lige nu har planer om at fokusere på kvalitet frem for kvantitet, er der ifølge Dorthe Wimmer gode chancer for, at de på sigt også melder sig ind i butikskapløbet.

- Jeg er helt sikker på, at Fakta sidder ved skrivebordet derhjemme og er ved at finde ud af, hvad de skal gøre. For der er ingen tvivl om, at de også gerne vil have en del af kagen, siger hun.