Business

Musikbranchen bløder millioner: - Vi er hårdt presset, siger dansk rockband

I alt ventes de danske musikere at gå glip af cirka en halv milliard kroner på grund af aflyste koncerter og festivaler.

For bandet Carpark North skulle det have været deres travleste sommer til dato. 27 spillejobs på festivaler over hele landet var på plads i sommermånederne.

Men så blev landet lukket ned, og koncerterne blev aflyst. Det har bandet kunnet mærke på sine bankkonti, fortæller bassist Søren Balsner.

- Problemet er, at de tre måneder, hvor der er festivaler hen over sommeren, står for 75-100 procent af vores økonomi. Og det er ikke kun os som band, men også vores manager, agenter, crew og hele branchen, der tjener deres penge den sommer, siger bassisten.

Og Carpark North er langtfra alene.

Ifølge nye tal fra Danske Agenters Sammenslutning, der repræsenterer en stor del af de danske musikere, står artisterne alene til at miste en halv milliard kroner i tabt indtjening på grund af de aflyste koncerter og festivaler.

Spillesteder risikerer at gå konkurs

I alt er 3500 kontrakter med spillesteder, festivaler og arrangører blevet revet over siden nedlukningen i marts. Men et af de steder, hvor de så småt er ved at åbne op igen, er Musikhuset Aarhus. Onsdag skal der afholdes tre jazzkoncerter på spillestedet.

Strenge krav om ekstra rengøring, afspritning og færre gæster udfordrer dog økonomien bag. Det erkender Jan Christensen, der er administrerende direktør for Musikhuset Aarhus.

- Vi bruger en 2-3 gange så mange mennesker som normalt, men har kun halvt så mange inde. Vi er heldige at have Spar Nord Fonden med - det er den eneste grund til, at det kan lade sig gøre, siger Jan Christensen til TV 2.

Også på landets største spillested, Vega i København, er økonomien en hovedpine i øjeblikket. Med de nuværende regler vil Vega bruge flere penge på at afholde en koncert, end de vil kunne tjene på den, fortæller spillestedets direktør, Steen Jørgensen.

Derfor har Vega valgt at holde lukket og i stedet forlade sig på de økonomiske hjælpepakker, det har kunnet få fra staten.

I det hele taget kan forårets og sommerens aflysninger ende med at blive en dyr omgang for musikbranchen. Normalt bliver der omsat for cirka seks milliarder om året inden for livemusik, men i år ser tallene noget anderledes ud, og det er et problem.

- Vi frygter, at spillestederne går konkurs, lukker og ikke kommer tilbage. Det er en branche, som for alvor er forandret, siger Esben Marcher. Han er sekretariatschef i interesseorganisationen Dansk Live, der repræsenterer danske spillesteder og festivaler.

Streamingsucces

Trods de mange aflyste koncerter er der et lille lys at finde i coronakrisen for musikbranchen. Det mener Casper Bengtson, der er direktør i Universal Music Denmark.

Efter et lille dyk i antallet af streaminger umiddelbart efter nedlukningen i marts har danskerne nemlig afspillet mere og mere musik over de seneste måneder.

- Der er to markeder, som jeg ser det. Et livemarked, der har det helt forfærdeligt. Og så er der et andet marked, streamingmarkedet, med en helt anden økonomi, hvor nogle artister egentlig har klaret sig okay, siger Casper Bengtson.

Men trods de stigende streamingtal har krisen uomtvisteligt været en dårlig forretning for de fleste musikere. Ifølge tal fra Danske Agenters Sammenslutning er musikernes indtjening i gennemsnit faldet med 65 procent.

Og for nogle har det endda været væsentligt mere. Det gælder blandt andet Carpark North, der ellers i maj spillede en streamingkoncert i et mennesketomt Parken. Bandet har set omkring 90 procent af sin indtjening forsvinde, og det er et problem, fortæller bassist Søren Balsner:

- Vi har fået en hjælpepakke til at klare os gennem sommeren, men vi bliver efterladt med en tom bankkonto, når vi kommer ind i efteråret. Vi skal overleve helt indtil næste sommer for forhåbentligt at kunne spille nye koncerter og festivaler. Så vi er hårdt presset.