Business

Boligmarkedet trodser coronakrise og slår ti-årig prisrekord

For villaer og rækkehuse er salgspriserne er steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer, ejerlejligheder og sommerhuse er på det højeste niveau i ti år.

Det viser tal fra Boligsiden.dk.

Det høje niveau skyldes ifølge Boligsiden.dk en stigning i boligsalget den seneste tid.

Overraskende, mener kommunikationsdirektør

For villaer og rækkehuse er salgspriserne steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned.

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 2,3 procent.

- Da Danmark lukkede ned i midten af marts, havde ingen forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville se rekordhøje salgspriser. Tværtimod var vi mange, der forventede et fald i priserne.

- Men indtil videre er det store fald udeblevet, og det skyldes i høj grad den forrygende stigning i boligsalget, som vi har set på det seneste, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Højeste niveau i 10 år

For ejerlejligheder er salgspriserne steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 3,3 procent.

Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i juni på 28.712 kroner, hvilket også er det højeste niveau i de seneste ti år.

- Salget af ejerlejligheder faldt en del umiddelbart efter nedlukningen af Danmark, og det er denne boligtype, der har været længst tid om at genfinde sit normale leje.

- Men særligt i slutningen af juni er salget steget, og nu ser vi, at priserne ikke blot holder niveauet, men også stiger, siger Birgit Daetz

Også salgsprisen på sommerhuse er steget, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris i juni landede på 17.156 kroner.

Det er ligesom for de to øvrige boligtyper det højeste niveau i de seneste ti år og en rekord, der er skabt på baggrund af en stigning i salgspriserne på 2,6 procent den seneste måned og 5,2 procent siden sidste år.