Sommeren vi aldrig glemmer

Da lakridskongen Johan Bülow så landet blive lukket ned, lagde han en ny plan midt om natten

Johan Bülow, manden bag firmaet Lakrids by Bülow, valgte tidligt i coronakrisen, at han ville gøre alt for at holde lakridsproduktionen i gang. Presse

Johan Bülow var på toppen af verden inden coronakrisen. Men pludselig risikerede han at miste den virksomhed, han havde brugt 13 år på at opbygge.

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Jeg tager med familien til Bornholm i nogle uger. Jeg er total fan af Bornholm, og jeg ville alligevel have taget derhen denne sommer. For mig er Bornholm et åndehul, og jeg glæder mig til at komme derhen, for det bliver nok nu, at jeg kan lukke ned og gå rundt på stranden i et par sandaler.

Jeg kommer selv fra Bornholm, og jeg vil gerne give mine børn en tilknytning til øen. Derudover er vi i gang med et spændende projekt derhenne, der skal koble Lakrids by Bülow og min familie mere til øen. Jeg kan ikke fortælle mere om det lige nu, men jeg vil gerne skabe en forbindelse mellem mine egne børn, øen og min egen historie om, at jeg havde en iskiosk derhenne som 14-årig.

Generelt synes jeg, at folk skal tage ud og nyde den fantastiske natur, vi har i Danmark.

Vi vidste, at hvis vi stoppede lakridspumpen, så ville al næringen i forretningen ryge

Johan Bülow

Hvordan oplevede du den aften, Danmark blev lukket ned?

I ugen op til pressemødet havde der været en masse spekulation, men jeg følte, at det hele pludseligt blev til virkelighed den aften, hvor statsministeren lukkede landet. Alt det, man forsigtigt havde betragtet på afstand, blev på fem sekunder til en realitet, og man befandt sig lige midt i det.

Jeg så pressemødet sammen med min familie, og vi valgte ret hurtigt at tage det meget seriøst. Mine kone og jeg forsøgte at skitsere en plan for os som familie: Hvem kan vi nu ses med? Hvad kan vi tillade os?

Bagefter havde vi et møde, hele bestyrelsen i Lakrids by Bülow. Det varede til klokken to om natten, hvor vi gennemgik de vigtigste elementer: Hvad skulle lukkes ned? Hvad skulle være åbnet? Hvad med de ansatte?

Allerede næste formiddag lavede vi livestreams til vores medarbejdere i de forskellige lande. Det var seks steder med forskellige regler, retningslinjer og hjælpepakker. Så det var en rimelig kompleks opgave.

Vi vidste godt, at hvis vi slukkede pumpen til lakridsmaskinen, så ville det blive rigtig, rigtig svært fremover. Men vi skulle fortsætte inden for sikre rammer og med de rigtige foranstaltninger. Så vi tegnede fabrikken op med zoner og forskellige farver tape. Vi fik udarbejdet en hel manual fantastisk hurtigt.

Johan Bülow

  • Johan Askari Bülow, født i 1984 og opvokset i Svaneke på Bornholm.
  • Grundlagde i 2007 'Lakrids by Bülow'.
  • I 2016 købte den svenske kapitalfond Valedo 75 procent af virksomheden for cirka 470 millioner kroner.
  • Blev i 2014 optaget i Kraks Blå Bog.

Hvilken følelse sad du med bagefter?

Jeg prioriterer jo selvfølgelig min familie højest, men jeg tog også min iværksætterkasket på. I 13 år har jeg bygget min forretning op fra nul til noget, jeg er stolt af, og som betyder rigtig meget for mig.

Jeg elsker at gå på arbejde, men jeg har også taget en masse chancer gennem årene og arbejdet rigtig meget. Så da jeg lagde hovedet på puden den aften og mærkede en lille fornemmelse i maven af, at noget helt uden for min kontrol kunne risikere at trække det ud af hænderne på mig, fyldte det meget i mit hoved.

Ret hurtigt besluttede jeg, at det her ikke måtte få lov at spænde ben for det eventyr, vi har skabt for os selv og vores medarbejdere. Så jeg startede dagen efter med at køre afsted klokken fem, og det gjorde jeg i de måneder, det var nødvendigt. Jeg følte, at jeg skyldte mig selv og dem rundt om mig, at vi tog det her meget seriøst, gjorde vores bedste, eksekverede og handlede på det.

Johan Bülow, Lakrids by Bülow.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Vi stod foran den vigtigste lancering i mange år, da vi i maj skulle lancere en ny likør, som vi havde arbejdet på i næsten 2 år. Det var ret skelsættende, for vi havde brugt meget tid og mange penge på den. Vi havde gennemtestet likøren, fået den smagt til i alle landene og virkelig sat hvert et komma, som vi gerne ville have det. Så ramte coronavirussen. Men vi holdt hovedet koldt og gennemførte lanceringen. Jeg er stolt over, at vi turde eksekvere og fortsætte ufortrødent.

Derudover var det ret skelsættende, da vi besluttede, hvordan vores forretning skulle køre. Vi valgte at sende kontorpersonalet hjem for at arbejde, men at holde fabrikken i gang og sende vores medarbejdere fra de lukkede butikker ud til fabrikken. De skulle blandt andet pakke ordrer fra websitet. Det var en god og sund øvelse.

En af de beslutninger, som jeg selv tog tidligt i forløbet, var, at jeg ikke bare selv kunne sidde derhjemme og så lade nogle gå på arbejde. Jeg var nødt til at være til stede blandt de mennesker, der holdt virksomheden i live.

Det var en tid med store omvæltninger og stor usikkerhed. Hvordan oplevede du balancen mellem at have fri og være på arbejde?

Det har været svært. Vi havde nogle dage fri omkring påsken, hvor vi var med hele familien på Bornholm, og hvor jeg stadigvæk var lidt på arbejde. Vi prøvede at finde de små åndehuller, men der var nogle rigtig pressede uger, hvor jeg tog tidligt afsted og kom sent hjem.

Jeg har to små børn på fem og otte år, og når min kone havde været sammen med dem hele dagen, så blev hun rimelig gasblå i hovedet. Så måtte jeg tage over, så hun kunne få lidt frisk luft. Hun har også en kæmpestor del af æren for, at det hele lykkedes.

Hvilke svære valg har du stået over for under coronakrisen?

Natten efter pressemødet holdt vi det her møde i bestyrelsen, hvor vi valgte at holde produktionen kørende. Det var ufatteligt vigtigt. Vi vidste, at hvis vi stoppede lakridspumpen, så ville al næringen i forretningen ryge. Havde vi lukket det hele ned, havde vi stået i en helt anden situation i dag. Så havde vi ikke kunnet sælge noget online eller på anden vis.

I dag er vi en stærk og meget professionel forretning, men på en måde var det rart at komme tilbage og opleve den mere entreprenante del. Vi traf nogle store beslutninger enormt hurtigt – på en enkelt eller to dage – og så handlede det bare om at eksekvere. Jeg er meget optimistisk anlagt, så for mig handler det bare om at agere, og så må jeg rette til, hvis jeg begår nogen fejl.

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Jeg har lært, at jeg trives godt i sådan nogle kaotiske situationer som denne. Hvis jeg står over for et problem, finder jeg en måde at løse det eller finder en, der kan hjælpe.

Jeg har også lært, at jeg er optimist, og at det kan være godt og afsmittende. Mange har måske hængt lidt med mulen, men hvis man går forrest og er optimistisk på både egne og andres vegne, så kan man faktisk komme ret langt og tit få vendt det til noget positivt.

Som virksomhed har vi lært at tænke anderledes og løbe nogle nye steder hen. Jeg tror på, at rutine på mange måder kan dræbe kreativiteten, men når sådan noget her sker, bliver man tvunget til at tænke anderledes.

Som samfund tror jeg, vi har lært, at vi ikke er udødelige. Det har været et wakeupcall på mange niveauer.