Business

I 12 år var 'Slagteren fra Hama' kunde i Jyske Bank

(ARKIV) Rifaat al-Assad i 2000. Han er i dag 82-årig, og har siden 1984 levet i eksil i Europa. - / Ritzau Scanpix

Jyske Bank er kommet i modvind for at have haft Rifaat al-Assad som kunde, men banken afviser selv kritikken.

I Rifaat al-Assads generalieblad står ting som: Onkel til Syriens diktator, Bashar al-Assad, anklaget for krigsforbrydelser, dømt for hvidvask og svindel.

Han har fået tilnavnet ”Slagteren fra Hama”, og stod i 1980’erne bag et fejlslagent kupforsøg i sit hjemland.

Men i 12 år var han kunde i Jyske Banks afdeling i Gibraltar. Det skriver mediet moneylaundering.com, hvor flere eksperter fremfører kritik af Jyske Bank på grund af sagen.

Og i en pressemeddelelse bekræfter Jyske Bank, at Rifaat al-Assad var kunde i banken frem til maj 2018.

- Jyske Bank Gibraltar har både ved indgåelse af kundeforholdet og løbende herefter efter bedste evne fulgt gældende regler, og der er foretaget diverse lovpligtige kontroller og indberetninger, skriver Jyske Bank i pressemeddelelsen, hvor de afviser kritikken.

"Slagteren fra Hama" - Rifaat al-Assad

  • Rifaat al-Assad er bror til Syriens præsident fra 1971 til 2000, Hafez al-Assad. Han er onkel til den nuværende præsident, Bashar al-Assad.
  • Han fik tilnavnet ”Slagteren fra Hama” på grund af sin rolle i den såkaldte Hama-massakra i 1982.
  • Han forsøgte i 1984 at gennemføre et kup mod sin bror, men endte med at flygte ud af Syrien. Siden da har han været i eksil i Europa.
  • Han blev i juni dømt ved en domstol i Frankrig for at have hvidvasket penge, der var brugt til at købe en ejendomsportefølje i landet til en værdi af 90 millioner euro.

Dømt for svindel

Ifølge moneylaundering.com havde al-Assad flere konti i Jyske Bank og gennemførte hundredevis af transaktioner. Ifølge mediet havde han mindst syv firmaer tilknyttet til Jyske Bank.

I juni blev Rifaat al-Assad idømt fire års fængsel ved en domstol i Paris for at have svindel den syriske stat for et større millionbeløb og derefter hvidvasket pengene gennem ejendomshandler i Frankrig.

Al-Assad har anket dommen og forklaret, at pengene stammer fra gaver givet af den saudiske kongefamilie.

Jyske Bank henviser til en afgørelse fra Gibraltars Højesteret, der i 2018 vurderede, at al-Assad ikke havde købt firmaet Europort i Gibriltar for ulovlige penge.

Samtidig skriver banken, at dette var ”i overensstemmelse med Jyske Bank Gibraltars egen undersøgelse ved indgåelse af kundeforholdet”.

Men ifølge dagbladet Børsen fremgår det kun af afgørelsen, at der er så meget bevis for venskabet mellem al-Assad og den saudiske kongefamilie, at det er ”velovervejet og rimeligt” at tro på forklaringen om, at der var tale om pengegaver til al-Assad.

I mediernes søgelys

Jyske Bank solgte sidste år sin afdeling i Gibraltar, men inden havde den fra tid til anden været i mediernes søgelys.

I 2014 kunne Danmarks Radio eksempelvis fortælle, at afdelingen havde medvirket indirekte til skatteundragelse.

To år senere skrev Politiken i forbindelse med sagen om de såkaldte Panama Papers, at Jyske Bank angiveligt havde oprettet omkring 2000 firmaer, især i Panama og Gibraltar, for at hjælpe kunder med skattesnyd.

Over for dagbladet Børsen afviser Jyske Banks at fortælle, hvornår bankens danske ledelse blev orienteret om, at Rifaat al-Assad var kunde i banken.

Ledelsen ønsker heller ikke at fortælle, om de fortryder at have haft al-Assad som kunde.