Business

De unge stormer bankerne: Vil have feriepenge ud nu

Det er især de unge, der vil have de indefrosne feriepenge ud nu.

To af landets største banker mærker stor interesse for at få feriepengene ud. Det er Danske Bank og Nykredit, der tilbyder, at kunderne kan få de indefrosne penge ud nu uden gebyrer og renter.

I Danmarks største bank, Danske Bank, har ordningen kaldet ferielån nu rundet 1090 anmodninger, og bunken vokser med 300 om dagen.

Når Danske Bank ved, at det især er de unge, der efterspørger den gratis kredit, er det fordi, at gennemsnitsbeløbet, der udbetales, er 12.800 kroner. Det er under det beløb, som en dansker med mange år på arbejdsmarkedet kan hæve.

I en analyse, Danske Bank har lavet for TV 2, vurderer banken, at det dækker over, at der er en forholdsmæssig stor andel af unge og studerende med mindre ferieopsparinger, der har søgt om udbetaling. Dem med den højeste løn har lidt mindre behov for at få pengene udbetalt allerede nu.

Desuden er det ikke sikkert, at det er alle, der har søgt om maksimal udbetaling.

300 udbetalinger om dagen

I Danske Bank har man indtryk af, at kunderne især skal bruge pengene til at have det sjovere i sommermånederne.

- Der er travlt i øjeblikket. VI ligger i de her dage på cirka 300 udbetalinger om dagen. Vi er glade for, at vi har mulighed for at kunne hjælpe de af vores kunder, som gerne vil have ekstra penge til at forsøde sommerferien med, og som samtidig kan bidrage til at sætte lidt ekstra gang i forbruget henover sommeren, siger Sonia Khan, chefrådgiver for privatkunderne i Danske Bank.

Også Nykredit er godt med, når det gælder udbetaling af de gratis feriekreditter.

Her er der givet i gennemsnit 120 kreditter om dagen til feriepengesultne danskere, og den gennemsnitlige udbetaling har været på 16.000 kroner. Konditionerne er de samme som hos Danmarks største bank - det koster ikke noget. Banken opfatter det som samfundssind midt i Coronakrisen.

- Mange danskere vil gerne have penge med på sommerferie, og det er i denne her Coronakrise godt at få dem ud at arbejde så hurtigt som muligt, Siger Mira Lie Nielsen, bolig- og formueøkonom i Nykredit.