Coronavirus

SAS fyrer knap 1600 medarbejdere i Danmark

SAS regner først med, at efterspørgslen på flyrejser er normaliseret i år 2022.

Som følge af coronakrisen afskediger Scandinavian Airlines, SAS, 1593 af deres danske ansatte.

Det oplyser selskabet mandag formiddag til TV 2.

Afskedigelserne fordeler sig således:

  • 684 kabineansatte.
  • 586 i groundhandling - herunder baggagemedarbejdere samt check-in/gate.
  • 176 piloter.
  • 96 teknisk personale.
  • 51 administrative medarbejdere.

De 1593 stillinger svarer til 1420 fuldtidsstillinger, oplyser selskabet. Det er færre end ventet.

28. april annoncerede selskabet, at omkring 5000 ud af selskabets 13.000 medarbejdere ville blive afskediget. Heraf op til 1700 i Danmark.

Håber på genansættelser

SAS kalder afskedigelserne "en trist dag i SAS's historie", og at selskabet kæmper for overlevelse:

- Efter gode og konstruktive forhandlinger med vores fagforeninger ender tallet af opsagte fuldtidsstillinger på 1420, da en del medarbejdere har valgt frivillig opsigelse, frivillig orlov eller at gå på deltid.

- Det er meget positivt, at vi har kunne mindske antallet af afskedigelser gennem forhandlinger og dialog, men det er enormt trist, at det stadig er så stort et antal medarbejdere, vi nu skal sige farvel til, skriver Sille Beck-Hansen, fungerende pressechef, i en mail til TV 2.

Ifølge pressechefen regner SAS først med, at efterspørgslen på flyrejser er tilbage i løbet af 2022, og at selskabet håber at kunne genansætte en del af personalet i takt med stigende efterspørgsel.

Da spareplanen blev lagt frem i april, blev det samtidig oplyst, at omkring 1900 svenske medarbejdere og 1300 norske medarbejdere blive fyret.

Massiv nedgang i passagerer

Som følge af coronavirussen har SAS som alle andre luftfartsselskaber oplevet en massiv nedgang i antallet af passagerer.

Det betød, at SAS samlet set måtte hjemsende op til 10.000 af deres medarbejdere medio marts – heraf 4000 ud af 4200 i Danmark.

Det norske nyhedsbureau NTB har tidligere kunnet fortælle, at SAS har solgt rejser for omkring 4,6 milliarder kroner, der er eller ventes at blive aflyst.

I midten af juni kunne flyselskabet så fortælle, at der er behov for tæt på ni milliarder kroner til kassen.

Det har den danske og svenske stat, der ejer henholdsvis 14,2 og 14,8 procent af flyselskabet, indvilget i at hjælpe med til.

SAS' fly er stille og roligt på vej på vingerne igen. Fra starten af juni er der åbnet flere ruter, og der åbnes endnu flere i juli. Dog er der krav om at bære mundbind ombord på flyene, ligesom at SAS har skærpet rengøringsprocedurerne.

Dette er breaking news på TV2.DK. Vi arbejder lige nu på at få yderligere oplysninger, og vi anbefaler derfor, at du vender tilbage om kort tid for at få seneste nyt.