Erhvervslivet vil have støtte til grøn omstilling – det bliver dyrt, mener ekspert

Ifølge miljøøkonomisk vismand vil coronakrisen gøre den grønne omstilling langsommere, men brancher fastholder anbefalinger fra før nedlukning.

Tilskud er ikke den bedste vej ud af den økonomiske krise. Eller klimakrisen.

Sådan lyder det fra den miljøøkonomiske vismand Lars Gårn Hansen, efter 13 klimapartnerskaber i danske erhvervsbrancher er kommet med deres egne anbefalinger til, hvordan de selv hver især kan blive mere miljøvenlige.

De 13 klimapartnerskaber fremlagde deres anbefalinger, før landet lukkede ned og lammede den danske økonomi, og de anbefalinger holder partnerskaberne ifølge en rundspørge foretaget af TV 2 fast i.

Anbefalingerne består i høj grad af tilskud til forskellige grønne tiltag, herunder omlægning af ineffektive maskiner til grønnere alternativer, hvis virksomhederne kan få hjælp til investeringer.

- Tilskudsvejen vil gøre den grønne omstilling dyrere, og vi har bedre værktøjer i værktøjskassen til at komme ud af den økonomiske krise end at give tilskud til virksomhederne, siger Lars Gårn Hansen til TV 2.

Krise bremser grøn omstilling

Samtidig er tiden heller ikke den rigtige til at sætte gang i en masse tilskud, mener vismanden. Danmark har nemlig råd til at vente med at sætte fart under den grønne omstilling, til landet er ovre den økonomisk krise.

Det skyldes ifølge Lars Gårn Hansen, at hastigheden på en grøn omstilling i en økonomisk krisetid vil være langsommere.

- Det er vigtigt, at der laves en klimaplan, så virksomhederne ved, hvilke afgifter og regler der vil komme, når de investerer, men man kan godt vente med at gennemføre dem, siger han.

Den økonomiske vismand mener, at en CO2-afgift er den rette vej til at nå målene for år 2030. Den løsning er der ellers ingen af partnerskaberne, der har foreslået i deres anbefalinger, ligesom miljøminister Dan Jørgensen (S) i et interview i maj kaldte forslaget for "fantasiløst."

Grøn omstilling er på vej ud af krise

Alle partnerskaber på nær luftfarten leverede i marts deres anbefalinger til, hvordan sektorerne mener, at de kan bidrage - og hvordan de fra politisk side kan hjælpe erhvervslivet med at nå målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030 sammenlignet med niveauet fra 1990.

Anbefalingerne spænder lige fra bedre udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre over reducering af madspild til støtte af biogas.

Anbefalinger er stadig relevante efter coronakrisen - flere af klimaparterskabernes formænd mener nemlig, at vejen ud af den økonomiske krise går gennem en grøn omstilling.

- Coronakrisen tyder faktisk på, at vi som branche er mere indstillet på at rykke hurtigere på den grønne omstilling end før krisen, skriver Jesper Kristian Jacobsen, Direktør i Aarsleff og formand for Bygge- og Anlægspartnerskabet, i et mailsvar til TV 2.

Luftfart: Der skal udregnes nye estimater

En af de sektorer, som fylder i CO2-regnskabet, er transportsektoren. Transporten på land udledte i 2017 ifølge Energistyrelsen omkring ni procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

Formanden for partnerskabet for landtransport, administrerende direktør i DSV Jens Bjørn Andersen, mener også, at det er på tide med et fokus på klimaet, efter coronavirussen har fyldt de sidste måneder.

- Selvom pandemien har betydet en forsinkelse af igangsættelsen af den grønne omstilling, fastholder vi vores anbefalinger. Vi vil se positivt på, at der kommer en klimahandlingsplan snarest, så vi både som land og sektor kan nå vores klimamål i 2030, siger han.

Luftfartspartnerskabet forklarer i deres rapport, at den ekstraordinære situation, de befinder sig i, betyder, at der skal udregnes nye estimater, for hvordan flybranchen skal opnå reduktionen af CO2 inden 2030.

Det ændrer dog ikke på, at de fortsat fastholder deres anbefalinger og ambitioner.

- Coronakrisen får ikke klimaudfordringerne til at forsvinde, og løsningerne er de samme, som de var før krisen, siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS og formand for luftfartens klimapartnerskab.

Ifølge Statsministeriet har statsminister Mette Frederiksen (S) inviteret det grønne erhvervsforum, der består af regeringen og formændene fra klimapartnerskaberne, til møde på Marienborg til september, hvor ændringer af rapporterne skal drøftes.