Danskernes rejselyst stiger - og billetpriserne falder
Det er for tidligt at være optimistisk, fordi rejseaktiviteten stadig er hæftet med stor usikkerhed, mener en analytiker.
Sommerdrømme om sandstrande i Malaga og kulørte drinks på Mallorca kom sidste uge tættere på at blive til virkelighed.
Torsdag meldte regeringen ud, at de fra 27. juni ikke længere fraråder ferierejser til en lang række europæiske lande - og det har givet den danske rejselyst luft under vingerne.
Henover weekenden er danskerne nemlig strømmet ind på bookingsiderne, og hos rejsesøgemaskinen Momondo har man oplevet en stigning i antallet af søgninger på 142 procent. Det fortæller administerende direktør hos Momondo, Tore Pein Jensen:
- Alle de søgninger, vi ser nu, er faktisk på sommerferier inden for de næste par måneder. Så vi har en spirende optimisme i forhold til, at der kommer til at ske noget.
Og vil man gerne afsted på en billig sommerferie til sydens sol og varme, kan det også være en god ide at skynde sig.
De billige priser vil snart stige
For en måned siden var søgningen på rejser hos Momondo 88 procent lavere end samme tidspunkt sidste år, men siden torsdag er antallet af søgninger steget til kun at ligge ti procent under normalen.
Og selvom en stigende efterspørgsel normalt betyder, at priserne også stiger, er det lige nu ikke tilfældet. Tværtimod er der billige billetter at få til flere populære sommerdestinationer, oplyser direktør hos rejsesøgemaskinen Travelmarket Ole Stouby.
Drømmer man for eksempel om at flyve til Wien og Rom, koster en billet nemlig kun mellem 300 og 400 kroner, mens soldestinationen Cypern ligger på 300 til 500 kroner i den absolutte højsæson i juli.
Og ifølge Ole Stouby er der en god forklaring på de lave priser:
- Der er ikke så mange bookinger lige nu - det er i hvert fald det, vi hører fra markedet. Folk afventer stadig den endelige liste og udmelding fra regeringen, som kommer på torsdag. Det, tror jeg, er en afgørende faktor, siger han.
Ligesom Momondo oplever man hos Travelmarket en markant stigning i antal søgninger, og der kommer da også en del bookinger. Men alligevel tror Ole Stouby ikke på, at de billige priser kommer til at vare ved særligt længe:
- Skoleferien starter i den kommende weekend, hvor det også bliver tilladt at rejse til en række lande, og det vil helt sikkert skrue op for bookingerne. Jeg tror, vi stadig vil se et prispres om en uges tid, men derefter begynder priserne nok at stige.
- Folk er flinke til at booke
Alligevel holder man hos Norwegian fast i optimismen og de positive søgetal.
- Vi har set en helt fantastisk udvikling, siden vi onsdag meldte ud, at vi åbner 18 flyruter, siger kommunikationschef hos Norwegian Andreas Hjørnholm.
Han fortæller, at flyselskabet har oplevet en tidobling i antallet søgninger på deres hjemmeside. Og stigningen bliver ikke kun ved søgninger.
- Jeg synes egentlig, at folk er flinke til at booke. Det handler også om, at folk har siddet derhjemme under hele coronaperioden og savnet at rejse, og jeg tror, det er det, der kommer til udtryk i vores bookingtal.
Også SAS har siden torsdag oplevet en stigende interesse fra danskerne efter at flyve på ferie.
- Vi kan tydeligt se, at efterspørgslen og interessen er steget, efter at nyheden kom ud med de opdaterede rejsevejledninger. Interessen er særligt stor på destinationerne Mallorca, Nice, Malaga, Athen og Reykjavik, siger Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS.
Let at skabe store stigninger
Men det er for tidligt at være optimistisk, og det er nemt at få gode tal, når de foregående tal har været dårlige - meget dårlige. Det siger Jacob Pedersen, som er luftfartsanalytiker og aktieanalysechef hos Sydbank.
- Man skal huske, at når tallene er plus 1000 procent, så handler det om, at vi jo kommer fra det absolutte nulpunkt. Der har ingen aktivitet været på dette område. Og så er det altså ret let at skabe meget store procentvise stigninger, siger han.
Jacob Pedersen synes, at det er opmuntrende med de stigende søgetal, men han påpeger også, at der stadig er mange usikkerheder - eksempelvis at myndighedernes rejsevejledninger hele tiden kan ændre sig.
Derudover har flyselskaberne ikke lagt op til at sætte særligt mange fly i luften. For dem handler det om at sikre sig, at de ikke skal flyve med tomme fly.
- Der er kun én ting, der er dyrere end at holde flyene på jorden, og det er at flyve med tomme fly, lyder det fra Jacob Pedersen.