'Mystisk' og 'ukendt' dansker tjener milliard på investeringer fra 80’erne
Milliardæren Ib Nymark Hegelund tjente i seneste regnskabsår over en milliard kroner.
Den danske milliardær Ib Nymark Hegelund er gennem de seneste år blevet beskrevet som mystisk, ukendt og hemmelig.
Årsagen er åbenlys. Der findes ingen offentligt tilgængelige billeder af ham, og han giver aldrig interviews. TV 2 har også forsøgt sig til denne artikel. Og spørger man flere erhvervskommentatorer, er svaret det samme. De ved ikke nok til at kunne sige noget om ham.
Når man støder på navnet Ib Nymark Hegelund, sker det ofte på skrift - som her. Og enten i forbindelse med en liste over de 100 rigeste danskere, eller - som i denne artikel - fordi hans virksomhed Imbtech har offentliggjort regnskab.
Hans alder fremgår ikke af de artikler, der gennem tiden er blevet skrevet om ham, men Ib Nymark Hegelunds advokat fortæller til TV 2, at Nymark enten er 77 eller 78 år. Advokaten kunne ikke huske det på stående fod, da TV 2 talte med ham.
Gyldne 80'er investeringer
En af de få ting, som man med sikkerhed kan få at vide om Ib Nymark Hegelund, er, hvordan det går med hans firma Imbtech A/S, der år efter år veksler mellem store gevinster og store fald i regnskabet.
I det seneste regnskab fra juni kan man se, at firmaet i 2019/2020 tjente lige over én milliard kroner efter skat. Til sammenligning leverede firmaet i 2016/2017 et underskud på 852,3 millioner kroner.
Imbtech har nu en egenkapital på 4,5 milliarder kroner og aktiver for 4,8 milliarder kroner, hvoraf værdipapirer udgør klart størstedelen af aktiverne.
Når man skal finde ud af, hvad Ib Nymark Hegelund tjener sin formue på, bliver billedet igen sløret. Han har investeret en stor del af sin formue i en smal vifte af aktier. Men hvilke aktier, han tjener sine penge på, er uklart.
Dog skriver han i en kommentar i seneste regnskab, at:
- Koncernens resultat er ikke opnået ved kursfaldsspekulation eller lignende og er alene betinget af positiv udvikling i koncernens største investeringer, som alle er mere end 30 år gamle.
Her slår han også fast, at coronakrisen ikke umiddelbart har haft nogen betydning for virksomheden. Han holder dog døren åben for, at krisen kan komme til at påvirke virksomheden på sigt.
Enzymkongen fra Lystrup
Der er mange spørgsmålstegn omkring Ib Nymark Hegelund.
Hvad man ifølge Finans ved er, at han er uddannet civilingeniør, og at han grundlagde sin formue gennem virksomheden Denmark Enzymes, der producerede enzymer til fødevareindustrien.
Den tilsyneladende succes med virksomheden i Lystrup nord for Aarhus medførte i 2004, at Århus Stiftstidende gav Ib Nymark Hegelund kælenavnet 'Enzymkongen fra Lystrup'.
Ifølge Århus Stiftstidende viser et regnskab fra 2004, at enzymvirksomheden uden yderligere forklaring ophørte. Den blev sandsynligvis frasolgt, men det kan ikke aflæses af de offentlige dokumenter, at det gav Ib Nymark Hegelund nogen væsentlig gevinst.
Bor på et slot i Schweiz
I dag bor 'Enzymkongen' på et slot i Schweiz ved byen Paradiso.
Slottet, Villa Cattaneo, købte han i 2010 for omkring 110 millioner kroner, skriver Finans. Slottet er et arkitonisk vartegn for området, og det kan ses fra hele Luganobugten.
Året efter satte han sin bolig på Tranevej 29 i Riiskov til salg.
Ifølge Århus Stiftstidende blev det udbudt til 50 millioner kroner, hvilket gjorde den til den dyreste bolig, der nogensinde er blevet udbudt i Jylland. Villaen blev først solgt i 2015 for 27,5 millioner kroner.
Det er dog langt fra den eneste millionhandel, som Ib Nymark Hegelund har lavet i Aarhus og omegn. I 2018 solgte han en strøgejendom i Søndergade 39-41 i Aarhus til Bestseller for 150 millioner kroner.
Ib Nymark var i 2019 nummer 35 på Berlingskes årlige liste over de rigeste danskere. Listen udkommer normalt i løbet af efteråret. Han overgår blandt andet kendte erhvervsfolk som Lars Seier Christensen, Karsten Ree og Kim Fournais.