Business

Tusindvis af danskere presset ned i løn af coronakrisen

Mange lønnedgange er dog midlertidige. CHRH

400 ledere er gået ned i løn. Det samme gælder flere tusinde ingeniører.

Coronakrisen har presset flere tusinde danskere ned i løn.

Det bekræfter tre faglige organisationer, Ingeniørernes fagforbund IDA, Dansk Metal og Ledernes Hovedorganisation, overfor TV 2.

Her går chefen ned i løn:

  • Orbicon: Direktion 25 pct. ned i løn.
  • Rambøll: 150 ledere 15 pct. ned i løn
  • Niras: 30 ledere og bestyrelse 15 pct. ned i løn
  • Danfoss: direktion og bestyrelse 15 pct. ned i løn
  • Vestas: Direktion 10 pct. ned i løn
  • Pandora: Direktion 20 pct. ned i maj og juni
  • Grundfos: Bonuspakker droppes

Hos ingeniørerne har der de senere år været lønfest, men i dag er festen flere steder afløst af udeblevne lønstigninger og i flere tilfælde faldende løn. Det fortæller Morten Thiesen, formand for de ansattes råd i IDA.

- At sætte lønnen ned er noget, der hidtil har været helt uhørt, siger han.

- Vi har været ude for, at nogle medlemmer kun har haft kort tid til at tage stilling til, om de kunne acceptere, at deres løn blev sat ned. Det synes vi ikke er rimeligt.

Rådgivervirksomheden Niras med hovedsæde i Allerød nord for København er en af de ingeniørvirksomheder, der kan mærke coronakrisen. Her skulle de 1700 medarbejdere - hvoraf mange er ingeniører - være gået på sommerferie med en lønstigning på 2,6 procent. Den stigning er nu udskudt på ubestemt tid.

- Da Danmark blev lukket ned, så vi på, hvordan det ville ramme os. Vi konkluderede, at det ville påvirke vores muligheder for at få opgaver specielt blandt private kunder, siger firmaets administrerende direktør Carsten Boesen.

Selv er han gået 15 procent ned i løn. Det samme gælder bestyrelsen og omkring 30 andre ledere.

Carsten Boesen har ikke lyst til at oplyse, hvor meget han selv mister på lønbarberingen, men samlet sparer Niras 750.000 kroner om måneden på spareplanen.

Også enkelte seniormedarbejdere på lavere niveau har fået beskåret deres aflønning.

- Målet er, at vi skal undgå at tabe penge i år. Men hvis det viser sig, at der bliver overskud, vil lønnen blive reguleret op senere, oplyser Carsten Boesen.

Mange lønnedgange er midlertidige

Ingeniørernes fagforbund IDA har tre gange under coronakrisen lavet spørgeundersøgelser blandt medlemmerne for at se, om virussen også rammer lønnen.

Den nyeste, som er få dage gammel, og som TV2 har fået adgang til, viser, at seks procent af de privatansatte ingeniører er gået ned i løn. Det svarer til op mod et par tusinde ingeniører.

Langt hovedparten af lønnedsættelserne er dog midlertidige og i nogle tilfælde ledsaget af, at man går ned i tid. På det offentlige område er ingen af ingeniørerne gået ned i løn.

- Vi har naturligvis forståelse for, at virksomhederne må se på deres omkostninger. Vi har jo ikke nogen interesse i, at virksomhederne går ned. Men det skal ikke være med en pistol for panden, hvor man har få minutter til at svare.

Hos firmaet Rambøll oplyser informationsafdelingen, at der også her har været lønnedsættelser som følge af coronakrisen. Hvem, der er tale om, ønsker virksomheden ikke at oplyse. Hos det noget mindre konsulentfirma Orbicon lyder meldingen, at cheferne har accepteret en lønnedgang på op til 25 procent. De øvrige over 300 medarbejdere i firmaet må sige farvel til lønstigninger i år.

Sidste år oplevede over halvdelen af de privatansatte ingeniører at blive forsøgt headhuntet til andre stillinger. Det er slut nu.

- De fleste accepterer nok lønnedsættelsen, fordi der er tale om en midlertidig nedgang, siger Morten Thiesen.

Dansk Metal: Aldrig sjovt at gå ned i løn

Også fagforbundet Dansk Metal melder om lønnedsættelser blandt de normalt så efterspurgte metalarbejdere. Hos den store autovirksomhed Andersen Biler fik 388 ansatte i foråret sat deres løn ned med 20 procent i tre måneder, mens en anden bilvirksomhed, Skorstensgaard, har sat lønnen ned med 15 procent i en enkelt måned.

- Det er jo aldrig sjovt at gå ned i løn, men det er ikke mig der skal stå på et kontor i København og sige, om de skal sige ja og nej til på virksomhederne. Hvis det går skidt på virksomhederne, er der jo ikke så meget at dele, siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby.

Dansk Metal-økonomen oplyser, at lønnedsættelser generelt er sjældne, men at der dog også forekom enkelte tilfælde efter finanskrisen i 2008-2009.

Over 400 ledere presset ned i løn

I den modsatte ende af arbejdsmarkedet - hos cheferne - oplyser Ledernes Hovedorganisation, at over 400 ledere i medlemskredsen har fået lønnen sat ned. I et enkelt tilfælde med 90 procent men mere typisk med 20-25 procent. Mange nedgange er af midlertidig karakter. Andre er uden tidsbegrænsning.

- Vores medlemmer accepterer de her aftaler for at holde hånden under virksomhederne. Vi anbefaler dog, at man ikke indgår aftaler, der gælder længere end tre måneder, siger Rikke Agervig, teamchef hos Lederne.

Generelt forventer de fleste økonomer dog stadig, at 2020 vil byde på lønfremgange til hovedparten af landets lønmodtagere.