Ilse Jacobsen taber principiel kopisag om gummistøvler

Den kendte designer led først et nederlag i Sø- og Handelsretten og i Vestre Landsret.

Den kendte modedesigner Ilse Jacobsen har i årevis prydet alverdens kvindefødder med de højskaftede gummistøvler med snørrebånd, RUB 1.

Men nu er det slået fast, at der ikke er tale om et originalt værk, og at støvlen derfor ikke yder beskyttelse i forhold til lov om ophavsret.

Det fremgår af en afgørelse fra Højesteret onsdag formiddag.

- Højesteret udtalte, at RUB 1-gummistøvlen ikke kan betegnes som et værk af brugskunst, der nyder beskyttelse efter ophavsretsloven, lyder det i afgørelsen.

Ilse Jacobsen anlagde sag mod Morsø Skoimport for at efterligne hendes produkt og dermed have krænket ophavsrets- og markedsføringsloven.

I afgørelsen lyder det imidlertid, at Ilse Jacobsens gummistøvle på grund af sit særpræg nyder beskyttelse mod efterligninger i henhold til markedsføringsloven. Dog fastslår retten, at kopigummistøvlen adskiller sig fra Ilse Jacobsens i en sådan grad, at den "ikke udgør en krænkelse af IJH’s rettigheder efter markedsføringsloven".

Ilse Jacobsen skal betale 75.000 kroner i sagsomkostninger til Morsø Skoimport.

Skuffet advokat

Den kendte modedesigner Ilse Jacobsen har i årevis prydet alverdens kvindefødder med de højskaftede gummistøvler med snørrebånd, RUB 1. Men nu er det slået fast, at hun ikke har ophavsrettighederne til dem.

Sagen drejer sig om de højskaftede gummistøvler med snørebånd, RUB 1, der er blevet solgt siden 2001.

Men i 2015 kom en lignende model fra Kina på markedet, importeret af Morsø Skoimport A/S, som solgte den langt billigere end Ilse Jacobsen i blandt andet detailkæden Bilka.

Det fik Ilse Jacobsen til at anlægge sag mod Morsø Skoimport for at have brudt ophavsrets- og markedsføringsloven. Hun krævede en erstatning, og at de resterende kopistøvler blev destrueret, samt at der blev udstukket et forbud mod salg af støvlen. Ilse Jacobsen tabte dog sagen både i Sø- og Handelsretten og i Vestre Landsret.

Og nu også ved Højesteret:

- Det her er ikke et værk af ophavsret. Og det er skuffende. Det var det, der var den primære motivation til, at vi førte sagen så langt, siger Søren Reipurth, der er advokat og har ført sagen for Ilse Jacobsen.

Ifølge advokaten burde gummistøvlen være beskyttet ligesom eksempelvis møbelkunst og brugskunst:

- Det her produkt har været på markedet i 20 år, og det er kaldt et designikon, og hvis det ikke er nok, hvad skal man så gøre? Og det betyder jo, at designere står dårligere rustet i kampen mod kopivarer. Dels på hjemmemarkedet og i andre EU-lande, siger Søren Reipurth, der fortæller, at det næste skridt nu er at tage sagen op politisk og hos interesseorganisationer.

Ilse Jacobsen fik i februar 2019 lov af Procesbevillingsnævnet til at prøve sagen ved Højesteret.

Designere får sjældent ophavsretlig beskyttelse

Ifølge brancheorganisationen Dansk Mode & Textil sker det "meget sjældent", at modedesignere får ophavsretlig beskyttelse.

Og det er sandt, siger Stina Teilmann-Lock, der er ph.d og lektor i strategisk design ved Copenhagen Business School. Tidligere sager ikke har tilskyndet designere at prøve deres sager af. Og nu er der endnu en principiel til bunken, lyder det.

- Der vil være en hel masse i modebranchen, der nu tænker, at det her er en blindgyde. Vi kommer ikke videre. Så nu står Ilse Jacobsen, og andre, tilbage i en situation, hvor man skal gøre det transparent, hvad der gør deres produkt til noget unikt og så sælge det på det, siger Stine Teilmann-Lock til TV 2.

Og det skal hun gøre, fordi Højesteret slår fast, at produktet er dækket af markedsføringsloven, siger Stine Teilmann-Lock:

- Det behøver ikke være et kunstnerisk værk, men markedsføringsloven siger, at man ikke må vildlede forbrugerne, så andre må ikke markedsføre sig på, hvad der gør Ilse Jacobsens støvler til noget særligt, når det eksempelvis drejer sig om produktion og materialer, siger hun.

I 2011 tabte modevirksomheden Nørgaard en lignende sag, hvor de mente, at et andet firma kopierede deres ikoniske stribede t-shirts. Nørgaard blev pålagt at betale 700.000 for et brudt fogedforbud.

Massiv modvind

Ilse Jacobsen har haft stor succes med sin forretning i over 25 år, og hendes gummistøvler kan købes i 2000 forretninger i 23 lande.

Men sideløbende med sagen om kopigummistøvlerne kom erhvervskvinden også i modvind i medierne, efter Berlingske i 2018 beskrev, hvordan en række medarbejdere havde følt sig dårligt behandlet i virksomheden.

Det fik erhvervsmanden Morten Albæk til først at kritisere ledelsen, som han kaldte ”uprofessionel” og siden trække sig fra posten som bestyrelsesformand efter to år.

Balladen resulterede i, at Ilse Jacobsens virksomhed IJH A/S tilmeldte sig hos arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI) i december 2018 og forpligtede sig til overenskomst - og dermed ordnede løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte.

IJH A/S kom ud af 2018 med et underskud på 8,3 millioner kroner, hvilket blandt andet medførte, at Ilse Jacobsen og hendes mand Bo Jacobsen blev skiftet ud af ledelsen.